Fur Fighters: Viggo's Revenge

Det skulle jo komme på et tidspunkt. Time Splitters som man købte på launchdagen er efterhånden ved at være slidt op, man kan gennemføre alle levels i Quake III med bind for øjnene, og Unreal Tournament og Red Faction er for længst blevet solgt fra for at få råd til Sony's nye DVD-remote. Og hvad gør man så, hvis man er en skydegal lille særling - der er jo et stykke tid til at Time Splitters 2 udkommer !?

- Elementært min kære Wathson, man køber et spil der ligger sig så tæt op af de nævnte spil som muligt, næsten i hvert fald....

Spillet Fur Fighters: Viggo's Revenge foregår godt nok i 3. person view ala Tomb Raider, men har alle karakteristika for en god first-person-shooter. Der er flere forskellige karakterer med hver deres stærke og svage sider, masser af våben og tonsvis af lydeffekter. Joo, selv den hard-core first-person-shooter gamer kan blive tilfredsstillet her.

Spillet ligger i den svære ende af skalaen, men det er (desværre) ikke selve gameplayet der gør spillet svært, nææ, det er bare praktisk talt umuligt at styre enten Chang eller nogle af de andre karakterer i spillet rundt, og endnu sværere er det at ramme modstanderne...

Historien

Plottet i spillet går endnu en gang, da dette er en 2'er, ud på at bekæmpe den onde General Viggo. Som hjælp har man alle de efterhånden velkendte våben stillet til rådighed, som pistol, shotgun, machinegun, rocket launcher osv. Men før du begynder at råbe "mere blod, mere blod" - burde jeg nok lige stoppe op og fortælle hvad det er for nogle størrelser vi her har fat i. Samtlige Fur Fighters er godt nok medlem af en antiterror gruppe, men de er samtidig også bamser - ja, det er rigtigt, bamser !! - og det samme er modstanderne....

Så når du med et smil om munden sender en granat direkte imod en snerrende hvid modstander klædt i vest og des lige, skal du ikke forvente at se blod, lemmer og lommeure over det hele. Nææ, her er det voldeligste du kan komme ud for et hoved der i ny og næ, og ganske fredeligt, ruller af modstanderen, samt en masse dun der flyver rundt på kryds og tværs.

Grafik

Grafikken i Fur Fighters: Viggo's Revenge kan ikke umiddelbart sammenlignes med noget hidtil set på PlayStation2, så hvis I lige vil undskylde mig et øjeblik vil jeg tillade mig at sammenligne spillet med Dreamcast-titlen Jet Grind Radio. Dog virker grafikken ikke nær så godt i Viggo's Revenge, men den har stadig det der tegneserie-skær over sig. Farverne er holdt i meget skarpe komplimentærfarver der egentligt virker meget godt, men nogen vil måske synes at det bliver lige lovligt børne-værelses-agtigt.

At have kontrol - eller ikke !?

Som jeg nævnte i indledningen, så kan selv en hærdet spiller få ret så svært ved at ramme modstanderne, da det ganske enkelt er umuligt at styre noget som helst med de forudprogrammerede indstillinger som der er stillet til rådighed. Vi som er inkarnerede Time Splitters gamere, finder i hvert fald hurtigt ud af at styringen i dette spil er noget nær omvendt af hvad man er vant til. Dette i sig selv er ikke så slemt da man jo bare kan indstille controlleren efter eget ønske, men man kan ikke bestemme funktionerne for hver enkelt knap, og det er mildest talt utilstrækkeligt. Man får desværre kun valget mellem nogle få forudbestemte opsætninger, og det må man så tage til takke med.

Efter et stykke tid begynder det dog at hjælpe på det, og man opdager at der er mere på banerne end gulv og loft, men så er det næste man skal til at bruge jo sigte-funktionen. Styringen af karakteren er svært, og sigte-funktionen er der kort sagt ikke. Det kan slet ikke lade sig gøre at sigte, og jeg priser mig lykkelig over den auto-aim funktion der alligevel fik plads i spillet, for ellers ville man, om muligt, endnu hurtigere ende som et maltrakteret Lars Larsen produkt.

Sjaw !?

Ja, lad os komme til konklusionen, er spillet sjovt ? For dem med en leverpostejfarvet humor, nej, så er det nok bare en omgang pixel-pjat, men for os der har en dårlig form for sort humor, er spillet ret genialt. Jeg kunne endda opstille en hel liste med sjovhederne, men vil nøjes med dem jeg selv holder mest af.

For det første er der lydeffekterne. Våbeneffekterne er voldsomt overdrevet hvis man tænker på at det er bamser i middelstørrelse der render rundt med dem, men det virker bare alt for godt. Modstandernes udbrud når de bare går rundt uden at have set én, er heller ikke at foragte, det lyder nogenlunde som en samtale mellem Bamse og Kylling umiddelbart efter en drukfest. Af andre features kan nævnes den fremtrædende halvfjerdserstemning der fremkaldes hver gang spillet loader. Man får kort sagt en tur gennem noget der ligner et glas skriggrønt sodavand, mens man med controlleren kan skifte retning og udstøde diverse lyde, heriblandt prutte. Lyder det banalt ? - sikkert, men har vi ikke alle brugt timer på at udstøde netop denne lyd dengang vi lige havde fået GTA inden for døren !? Og som om det ikke var noget nær det første vi ledte efter i GTA2...

Kort sagt: Spillet er sjovt, farverigt, morsomt og også ret originalt. Man vender gerne tilbage til det efter en lille pause, og multiplayerdelen er ustyrligt morsom hvis man går amok med et par venner. Så alt i alt er dette bestemt ikke et dårligt køb, men der kommer altså titler i den nærmeste fremtid der nok vil kunne nå et bredere publikum. Men bestemt ikke et dårligt køb for dem der gerne vil prøve noget der er lidt anderledes...