007: The World Is Not Enough

Tilbage i 1997 udgav de helt fantastiske Engelske udviklere, Rare, et spil, der har været en klassiker på Nintendo64 lige siden. Jeg tænker selvfølgelig på GoldenEye. GoldenEye viste verden, hvad Nintendo64 var i stand til rent grafisk, lydmæssigt og gameplaymæssigt, og spillet blev straks et hit blandt verdens N64 spillere. Næsten samtlige anmeldere gav GoldenEye topkarakter og udnævnte det til kongen over alle første persons skydespil.
GoldenEyes succes byggede mest på, at det var så fantastisk anderledes fra alle andre FPS spil, der var set før. I GoldenEye var det ikke nok kun at have en hurtig finger på aftrækkeren og en god strafe teknik, næh, GoldenEye stillede helt nye krav til spilleren – f.eks. at køre en tank eller at skulle snige sig ind i en russisk bunker, kopiere data fra en hovedcomputer og sabotere en satellit samtidigt med at man skulle dræbe fjender så lydløst som muligt, og samtidigt passe på den Bond-pige man havde på slæb.
Hvis man var så god at kunne gennemføre GoldenEye på alle sværhedsgrader, så stoppede spillet ikke der. Hvis man ville opnå nye indstillingsmuligheder eller skins, så kunne man prøve at gennemføre visse af spillets missioner under en hvis tidsgrænse – hvilket kunne være djævelsk svært! Og så var der selvfølgelig også den geniale multiplayermode… I år 2000 udgav Rare så den uofficielle efterfølger, Perfect Dark, og havde pga. arbejdet på dette spil givet afkald på Bond licensen til N64. Dette benyttede Engelske EuroCom sig af, og nu prøver de at nå op på siden af GoldenEye med et nyt Bond spil til N64: The World Is Not Enough.

Bond is Back!

At ville lave en efterfølger til et så succesrigt spil som GoldenEye kræver meget af et softwarehus. EuroCom har valgt at bygge deres spil, The World Is Not Enough, over Bond-filmen af samme navn. Hvis de skal have den mindste chance for at blive husket på højde med GoldenEye, så kræver verdens spillere mindst lige så flot grafik som GoldenEye, lige så perfekt lyd og et lige så perfekt afpudset gameplay. Og det glæder mig at kunne fortælle, at EuroCom faktisk er kommet ret tæt på GoldenEye. En hel del tættere end jeg havde turdet håbe på.

Selve spillet

Som allerede skrevet, så er The World Is Not Enough bygget op over den nyeste Bond-film, og den følger derfor filmens handling – med nogle få undtagelser.

EuroCom har i opbygningen af TWINE lånt en hel del af Rare. Dette er specielt tydeligt, da sværhedsgraderne hedder Agent, Secret Agent og 00 agent - noget Rare i sin tid fandt på. Men den slags gør intet, det fik mig bare til at føle, at jeg virkelig spillede Rares GoldenEye efterfølger. Spillets missionsstruktur er også bygget op ligesom GoldenEyes. Alle baner repræsenteres af et billede på en oversigt, og man kan spille dem igen og igen, hvis man én gang har gennemført en bane. Inden hver mission får man en detaljeret oversigt over, hvad det er man skal opnå undervejs. Det er dog ikke altid oversigten passer, for det hænder at der dukker nye objectives op mens man spiller. Udover de forskellige objectives, så får man også information fra M, Moneypenny, Q og en anden ansat i MI6.

Man starter spillet i en Schweizisk bank, hvor det er ens opgave for det første at komme ind i banken, og derefter fuldføre diverse objectives. Til ens hjælp har man masser af Qs underlige opfindelser. I første mission har man f.eks. en data-scrambler, der skal bruges til at slette nogle video back-up bånd. I en anden mission kan man prøve Bonds briller, der gør en i stand til at kigge igennem vægge m.m. Ligesom i GoldenEye, så har man selvfølgelig også sit trofaste armbåndsur med. Men denne gang har det tre funktioner: Man kan skyde små bedøvelsespile afsted, der bedøver fjender (og venner) et stykke tid, uret kan også bruges til at lamme folk, der kommer lidt for tæt på. Derudover har uret også en indbygget grapple-hook, der kan skydes op i loftet, så man kan kravle op til højere områder. Udover Qs dingenoter, så er Bonds vigtigste ’værktøj’ selvfølgelig hans våben. På dette områder skuffer TWINE heller ikke: Der er bunkevis af våben i spillet. Man starter for det meste med sin lille håndpistol, der kan udstyres med en lyddæmper, når som helst man ønsker det. Man skal dog ikke nedlægge mange fjender, før man får fat i lidt mere potente våben. Jeg kan bl.a. nævne en kraftig revolver, en semi-automatisk pistol med lasersigte, små fikse maskinpistoler, store larmende maskingeværer, et utal af forskellige snipergeværer, raketkastere og dykkergeværer, ja – dykkergeværer. Jeg vil mene TWINE er GoldenEye overlegen på våbenområdet, der er simpelthen så mange af dem, og de er alle lækre at bruge.

Banerne i spillet er generelt meget professionelt designet med masser af steder, hvor en uopmærksom spiller let kan falde i et baghold og blive mejet ned af en overlegen russisk styrke med Kalashnikov’er. En bane foregår f.eks. langs Themsen, hvor man skal forfølge en kvindelig snigmorder uden at skade hende. En anden bane foregår i en uhyggelig skov, hvor man skal liste sig ind på en uvidende Davidov og likvidere ham et sted i skoven, hvor ingen lægger mærke til det. Bagefter skal man hoppe ind i en lastbil og lade sig transportere ind på en flybase, hvor man skal overtage Davidovs identitet. Nogle baner følger ikke helt filmen - som f.eks. en bane, der foregår i Londons Underground, hvor man som Bond skal undgå terrorister, bomber og tog og samtidig befri gidsler.
Der er en enkelt bane i TWINE, der ikke følger FPS opskriften. Her skal man stå på ski ned af en bjergside mens man pløkker fjendtlige skiløbere og flyvende snescootere. Man kan ikke selv bestemme, hvor man vil køre hen - der er en fastlagt rute - men banen er alligevel temmelig skæg og en god afveksling.

Alle spillets baner er spændene og velgennemtænkte med masser af opgaver til spilleren. Hvis man ikke gider at gøre som MI6 gerne vil have, så kan man bruge tiden på at pløkke fjender og gidsler indtil man bliver dræbt – det er også ret sjovt!
Når man gennemfører en bane er man så heldig at blive trakteret med en lækker real-time sekvens – med rigtige stemmer. Indtaling af stemmer ses ikke så tit på N64, da cartridge formatet ikke efterlader meget plads til dens slags ødsel med pladsen, men i TWINEs tilfælde har det altså været muligt. Disse sekvenser giver en dejlig fornemmelse af at være til stede, da de er så stemningsfuldt lavet.

Bliver man træt af at hjælpe M og MI6, så kan man gå i gang med TWINEs lækre multiplayermode. Mutiplay i TWINE er ikke så sjovt som i Perfect Dark, men det er sjovere end i GoldenEye. Der er masser af forskellige baner at vælge, og hver af dem egner sig specielt til en specielt slags våben og spillestil. I bedste GoldeEye stil kan man vælge, hvilken slags våben man vil bruge og hvilken slags spil man vil spille. TWINE indeholder de klassiske varianter som capture the flag og deathmatch. Men derudover er der også forskellige nye ting man kan prøve – det ender dog for det meste med, at man spiller deathmatch alligevel.
I modsætning til GoldenEye, så er det i TWINE muligt at hoppe ned fra afsatser, hvilket er meget nyttigt i en heftig krydsild.

Grafik

TWINE har stjålet fra GoldenEye på mange områder og det gælder også grafikken: de to spil ser næsten ens ud. Der er dog to ting, der adskiller TWINEs grafik fra GoldenEyes. For det første hakker grafikken i TWINE slet ikke så meget, som GoldenEyes kunne finde på. For det andet understøtter TWINE Expansion Pak’en. Med den slået til bliver billedet en hel del klarere uden det går ud over spillets framerate. Imponerende! Dog valgte jeg at slå Expansion Pak’en fra, da jeg bedre kunne lide det lidt mere gnidrede look spillet fik uden understøttelsen slået til. Kald mig bare skør, men jeg synes faktisk det gnidrede ’vaseline-look’ er pænere. Det er selvfølgelig en smagssag. TWINE har masser af forskellige textures, der alle er i meget flot kvalitet og med masser af farver. Med Expansion Pak slået til bliver de meget pænere, og slår uden problemer dem i GoldenEye.

Lyd

Jeg har glædet mig til at skrive dette afsnit, for jeg kan med glæde fortælle, at lyden i TWINE er rigtig, rigtig god. Våbnene lyder som de skal når de affyres og eksplosionesbrag m.m. er virkelig livagtige. Der er også masser af detaljelyde, som lyden af bildøre, der smækkes og klokkerne fra Big Ben i baggrunden. Noget der også trækker op, er selvfølgelig at alle personer i spillet har indtalte stemmer. Nogle af dem, som f.eks. Qs, er indtalt af ingen ringer end John Cleese. De fleste af stemmerne er dog fra skuespillere, der imiterer de rigtige skuespillernes stemmer – og det gør de godt. Den eneste, der ikke lyder helt som i filmen er Valentin Zukovskij, men det er til at leve med.

The bottomline

TWINE er i sandhed en værdig efterfølger til GoldenEye. Spillets gameplay er godt, men det når desværre ikke helt op på siden af GoldenEye. Grafikken er nydelig og i klasse med Perfect Dark. Det samme gælder lyden, der faktisk ikke har nogen svage punkter.
Jeg har indtil videre spillet TWINE i 5 døgn, og jeg er ikke blevet træt af det endnu. Der er masser af underholdning i EuroComs dejlige 3D shooter. Jeg kan bestemt anbefale det til alle N64 ejere, og specielt til folk, der elskede GoldenEye.