Spillet bringer ikke noget nyt til genren, men samler alle de gode elementer fra tidligere spil. Vi har jo efterhånden set lidt af hvert, og tidligere har nogle udviklere koncentreret sig meget om grafikken, andre om realismen, andre om bilfysikken, andre om at få alt med i ét spil og det har mange gange endt i spil der næsten kun virkede halvt færdige.
Grafisk klarer F1 2000 sig rimelig godt, grafikken er hurtig og pop-up er der faktisk ikke meget af. Man har valget mellem flere gode udsyn, og man har let ved at bedømme hvornår svinget starter og hvordan kurven man kører ind i er. Dimensionerne virker meget troværdige, og jeg føler banerne er godt gengivet. De rigtig strenge kurver er måske jævnet lidt ud så lidt flere kan være med, hvilket straks bringer mig til styringen. For styringen sammen med speeder/brems er fantastisk. Det har i de seneste Formula udgivelser været et alvorligt problem der meget hurtigt kan ødelægge glæde og gameplay, men denne gang - absolut lige i øjet.
Vælger man at køre med damage, flags og failures, får man en ret realistisk gengivelse af et rigtigt formel 1 løb. Konkurrenterne fejler også, deres biler har og får også tekniske fejl. Det er der egentligt ikke noget nyt i, det har vi også set i tidligere udgivelser - men der er noget nyt i at disse features befinder sig i et spil hvor alt andet også fungerer godt.
Lige pit funktionen er dog lidt kedelig, og man har kun meget meget lidt indflydelse her, generelt er punkterne fuel og tires ikke ret dybe i denne udgivelse, men ellers kan den lille ekspert sagtens slå sig løs på testrunder, studere sin telemetri og justere bilen perfekt op til kommende løb.
Alt i alt en rigtig god F1 udgivelse. Der er i hvert fald ikke en eneste grund til at gå uden om denne titel hvis man er F1 interesseret.