Crash Bash

Så vendte han endelig tilbage. Den lille orange ræv der med hans æbler, kasser, snurren og diverse dyr har gjort nætterne alt for korte og arbejdsdagene for lange. Igen og igen kan spillene støves af og prøves igen, for at se om det ikke denne gang kan lykkes at skaffe alle stenene og gennemføre 105%.

Men igen er han tilbage i ny stil. De tre første spil slog for alvor fast, at Crash Bandicoot er PlayStations egen ubestridte konge når det kommer til 3D platform spil (lidt ligesom Mario er det for Nintendo). Også Crash Team Racing - nr. 4 i serien - blev et hit. Det var en ny slags Crash Spil, men fansene tog godt i mod det, og nu har de forsøgt med endnu en form for Crash.

Der er tre modes at vælge mellem : Adventure, Battle og Tournament.

Adventuremode er nok det der holder crash-stilen bedst, idet man her skal man kæmpe sig gennem 7 warp rooms, hvert indeholdende arenaer og selvfølgelig en boss til sidst. Og traditionen tro skal han besejres før man kan bevæge sig videre til de andre rum. Man starter med at vælge hvilken figur man ønsker at være. Der er alle de gamle kendinge at vælge imellem : Crash, Coco, Dr. Cortex, Dingodille osv. Man kan vælge at være en spiller eller to. Som enkelt skal man spille mod 3 computerstyrede figurer. Og som to skal man som hold besejre et andet hold. Det gælder om at vinde over det andet hold tre gange for at få pokalen. Det er bare ikke nok at have alle pokalerne for at møde bossen. Det kræver nemlig at man besøger rummet en gang til for at få en diamant...og endnu engang for at modtage krystallen. Det lyder umiddelbar som et dårligt forsøg på at give spillet længere levetid, og det er det nok også, men det får dog oprejsning ved at spillet man skal vinde for at få ædelstenen, ikke er det samme som pokalen, og det kræver heller ikke 3 sejre. Forvirrende - Ja, men nærmere forklaring følger senere.

I Battlemode er der adgang til et sæt arenaer. Antallet bliver forøget jo længere man kommer i adventure mode (Tekken-stil?). Her kan man vælge, hvilken arena, altså hvilken type spil; 1 eller 4 spillere; vil man spille i hold eller alle mod alle, og lige præcis hvor mange pokaler (vundne omgange) skal der til for at løbe med den sidste og afgørende sejr...med andre ord man former selv sit spil.

Tournamentmode er næsten det samme som battle mode, her skal der bare klares 4 arenaer for at løbe med trofæet.

Crash bash består af 28 forskellige minispil, men i bund og grund er der kun tale om et par forskellige (jeg har talt mig frem til 5 stk.). Hen ad vejen udvikler de sig dog, meeeeeeeeeennnnn der er og bliver kun til et par forskellige spil. Nogle af spillene går ud på følgende:

Crash Ball game er en form for fire vejs airhockey. Her skal man forsøge at holde boldene uden for ens egen mål, ved hjælp af en bevægelig vogn samt score på de andre (ikke din makker selvfølgelig). Det er et både sjovt og underholdende spil. Til tider er der 5 bolde der styrter rundt om ørene på dig, og det er ikke altid nemt at holde målet

rent. For at vinde pokalen skal man som tidligere nævnt besejre det andet hold tre gange. Og nu tilbage til det lidt forvirrende tekst stykke højere oppe. For at vinde den grønne juvel skal man klare en anden udfordring Det kunne f. eks. være at klare det på tid; eller det konkurrende hold har skjold til at beskytte deres mål osv. Altså blot en varation af det oprindelige spil. Et lidt billigt trick...men det virker. Til sidst er der endnu en udfordring, der er sværere end de to foregående for at vinde krystallen.

Polar Panic spillet går i al sin enkelhed ud på at skubbe modstanderne af den isflage man bevæger sig på. Dette skal gøres på ryggen af en lille isbjørn, alt imens Uka Uka, som er Aku Aku (masken) onde bror, forsøger at gøre livet surt for dig ved at smelte isen og kaste med vægte. Man brager der ud af på sin isbjørn og det er ikke helt nemt at forsøge at skåne sin partner, da panikken hurtigt griber fat i en og man brager ind i alt der rør og bevæger sig. At blive på selve isflagen er heller ingen dans på roser, men heldigvis kan man trykke vildt og voldsomt på trekanten og redde sig i land igen. Så kan du så selv tænke dig til, hvilken funktion du mister i kampen om krystallen.

Pogo Painter er det 3. minispil, og efter min menning klart det der er sjovest. Her hopper crash og vennerne rundt på kængurustænger på et bræt, der som i skak, er inddelt i felter. Der gælder nu om at hoppe rundt på felterne og farve dem i din farve, smadre en kasse og inkassere pointene. Enkelt nok, hvis altså der er en kasse i nærheden at ødelægge før en fra det andet hold har farvet over dine felter. I et af juvelspillene kan man komme ud for at ham nitro-fyren, med det irriterende grin hopper rundt og lægger nitrokasser ud, og rammer man en af dem....

Jeg vil ikke detaljere de to andre spil, men kan afsløre at de involverer tanks og kasse kastning.

Grafikken og lyden er som de er i den slags spil. Dvs. ikke noget at hidse glædeligt op over, men heller ikke noget at blive hidsig over, i ordeta rette betydning.

Jeg må ærligt indrømme at jeg ikke kan forstå at andre kritikere har rakket spillet ned. Mine venner og jeg havde en hylende morsom aften i selskab med Crash Bash. Der var selvfølgelig mange frustrationer over sin makkers dårlige præstationer og den ulidelige spænding før den afgørende kamp der skulle beslutte om jeg eller en anden er den bedste crash spiller. Det er et både sjovt, underholdende og ekstremt vanedannende spil. Selvfølgelig er det ikke spil der udfordrer din tankevirksomhed eller lignende, men det har heller aldrig været meningen med konceptet party play. Meningen er at flere skal kunne more sig sammen omkring spillet, ligesom i det gode gamle dage med brætspil. Og personligt mener jeg at Crash Bash lever godt op til disse enkle krav. Den eneste fornuftige forklaring på den noget hårde dom af spillet må være at det er blevet spillet alene. For det egner det sig ikke til, Crash Bash er og bliver et multi player spil...ligesom det er blevet designet til at være.