Banjo-Tooie

Så er de her! Bjørnen Banjo og hans trofaste følgesvende, fuglen Kazooie, er tilbage i et brag af et spil! I 1998 havde firmaet Rare i England arbejdet på et spil til Nintendo64, der efter udgivelsen skulle blive et af de mest sælgende spil til konsollen. Spillet var tydeligvis inspireret af Nintendos eget Super Mario 64, der var det første spil, hvor en ren 2D platformer tog springet til 3D. Mario64 gjorde det med glans - og er da også stadig en af de bedste titler til Nintendo64.
Som sagt havde Rare kigget Nintendo lidt i kortene under udviklingen af Mario64, og da de så, hvad det blev til, blev de enige om, at det kunne de da gøre meget bedre - og det gjorde de så.
I 1998 blev Rares 3D platformer færdig, og hovedpersonerne i det spil var ikke fedtede VVS håndværkere, men derimod en bjørn og en fugl, Banjo og Kazooie, som spillet også blev opkaldt efter.
Banjo-Kazooie blev som sagt et gigantisk hit, da det slog Mario64 på samtlige punkter: Lyden var klasser bedre, grafikken slog alt andet og så var gameplay'et helt uden sammenligning. Banjo-Kazooie var i sandhed et fantastisk spil. Derfor er det ikke så underligt, at de folk, der lang om længe havde gennemført spillet, gerne ville have mere. I slutningssekvensen i Banjo-Kazooie loves der en fortsættelsen, Banjo-Tooie, som vi efterhånden har gået og ventet på i næsten 3 år. Nu er spillet her endelig, og jeg kan fortælle, at det uden tvivl er et af de bedste spil, jeg nogensinde har anmeldt!

Banjo Kazooie 2

Da jeg - med skælvende fingre - havde fået presset Banjo-Tooie cartridget i min Nintendo64, og checket om Rumble Pak'en var klar, tænde jeg hurtigt maskinen, og hoppede op i en komfortabel lænestol, hvor jeg skulle komme til at tilbringe de næste 12 timer i en uafbrudt ekstase over, hvad jeg så på skærmen foran mig.
Spillet starter op med det klassiske tema fra etteren, der virkelig er en melodi, der sidder som hæftet til ens hjerne - man nynner den ustandseligt. Herefter får man en panorama udsigt over Spiral Mountain, der er Banjo og Kazooies hjem. Derefter starter spillets egentlige intro, hvor man ser Banjo, Kazooie, Bottles og Mumbo spille kort. Bottles og Mumbo er figurer fra det første spil, der gør en ny entre i toeren.
De fire venner har det hyggeligt, og for en gangs skyld, så ser Mumbo faktisk ud til at vinde. Desværre er der nogen, der har andre planer. I Banjo-Kazooie endte spillet med, at man væltede den onde heks Gruntilda ned fra et bjerg, hvorefter hun blev begravet under en gigantisk klippeblok. I Banjo-Tooie bliver de fire venners kortspil afbrudt af en mystisk rumlen i jorden, der efterhånden får alt til at hoppe og gynge. Det viser sig, at det er Gruntildas to søstre, der er kommet for at redde deres nødstedte familiemedlem, og til det job har de fået sig en gigantisk boremaskine, som de bruger til at bore sig vej ind til Spiral Mountain. Det lykkes de to hejre at befri Gruntilda fra sit fængsel under den store klippeblok. Desværre er der bare sket det, at Gruntilda er blevet til et skelet - hvilket hun selvfølgelig ikke er så tilfreds med. Til alt held har hendes to søstre været flittige i de to år, hvor hun har ligget begravet under stenen: De har bygget maskinen B.O.B., der kan suge liv ud af andre væsner, som Gruntilda så kan bruge til at få sit noget fyldige jeg igen. Det er så selvfølgelig Banjo og Kazooies opgave at stoppe Gruntilda, så hun ikke bliver 'hel' igen. Dette dog ikke det eneste de to venner skal opnå, da Gruntilda springer deres hus i luften lige inden hun stikker af til sit skjulested. Desværre var den nærsynede muldvarp, Bottles, så uheldig at være i huset, da det sprang i luften, og han er faktisk så uheldig at dø - og ja, han dør skam rigtigt. Det er nu også op til de to venner at finde B.O.B. maskinen og vække Bottles til live igen.

Selve spillet

En dejlig ting ved Banjo-Tooie er, at så snart man starter med at spille, kan man udføre samtlige af de moves Bottles lærte en i Banjo-Kazooie. Hvis man ikke har spillet etteren - eller ikke kan huske de mange moves - så kan man gå sig en tur på Spiral Mountain, hvor Bottles' spøgelse vil lære en de vigtigste ting.
Når man er ved at være klar, så kan man begive sig ind i det hul heksenes maskine kom ud af, hvorefter man ender på øen Isle O' Hags. Denne ø er en verden i sig selv, og det er her man skal åbne indgangene til alle de forskellige baner.

Som i etteren, så gælder det stadig om at samle ting, og i Banjo-Tooie er der masser af nye ting at lede efter. Det vigtigste er stadig at finde de værdifulde Jiggies, der giver en adgang til nye baner. Jiggies er en slags forgyldte puslespilsbrikker, der ligger gemt rundt omkring i spillets verdener. Der er 10 Jiggies på hver bane, og man skal have et vist antal, for at kunne komme videre til den næste.
I modsætning til etteren, så skal man i Banjo-Tooie henvende sig til den store Master JiggyWiggy, hvis man har Jiggies nok til at åbne en ny bane. Her bliver man så sat til at løse et temmelig simpelt puslespil på tid, hvorefter Master JiggyWiggy åbner en ny bane.

Udover Jiggies, så er der de velkendte noder, der også skal samles op. Igen er der 100 noder på hver bane, men i modsætning til i etteren, så skal de nu udelukkende bruges til at lære nye moves fra Bottles bror, militærmuldvarpen Jamjars, der også gemmer sig snedige steder rundt omkring på banerne.
Der er masser af nye moves at lære fra den lille muldvarp - bl.a. muligheden for at splitte de to venner op, så de kan rende rundt uafhængigt af hinanden.
Desuden er der ni forskellige familier af de velkendte Jinjos, der også var at finde i etteren. Når man har samlet en hel familie, bliver man belønnet med en Jiggy. Alle Jinjos er også godt gemt, og som en ekstra forhindring, så er der i Banjo-Tooie også de såkaldte Minjos, der er Jinjoernes ærkefjender. Går man for tæt på en Minjo - i den tro, at der er tale om en Jinjo - så angriber den en, og man må lunte slukøret væk igen.

En af de nye ting man skal kigge sig omkring efter i Banjo-Tooie er de små Glowbos, som skal gives til spillets to shamaner, der så til gengæld hjælper en på forskellige måder. Gode gamle Mumbo Jumbo, der også var at finde i etteren, er selvfølgelig med igen, og giver man ham en Glowbo, så kan man styre Mumbo omkring på banerne, hvor man kan udøve sine shaman-evner.
Den anden shaman er en ny figur i Banjo-Kazooie universet: Humba Wumba er en indianerpige, der (For en Glowbo) kan trylle Banjo og Kazooie om til alverdens forskellige ting - bl.a. en vaskemaskine, undervandsbåd, minivan, T-rex og meget, meget andet. Når man er tryllet om til en af Humbas kreationer, så kan man tit komme ind på steder, hvor hverken Banjo, Kazooie eller Mumbo kan komme ind, og så vanker der tit en Jiggy derinde.

Der er masser af forskellige ting at lede efter i Banjo-Tooie, og man skal ikke gøre sig forhåbninger om at gennemføre spillet lige med det samme.
For at det skal være muligt at gemme så mange ting på banerne, så skal banerne jo også være tilpas store. Heldigvis, så er banerne i Banjo-Tooie så gode som de kan være, og de er helt i klasse med de fænomenalt gode baner i etteren. Spillet indeholder i alt ni baner, der alle er bygget over et bestemt tema, og som hver især har sine egne minispil og forskellige ting man kan blive tryllet om til.

En ting, der er fælles for alle baner er, at man ikke kan få alle Jiggies på en bane, før man har været inde på en anden bane og enten lært et nyt move eller trykket på en knap derinde. På den måde trækkes spillets i forvejen imponerende holdbarhed lidt mere ud - uden at det går ud over spillets gameplay, for alle gåderne i Banjo-Tooie er så velgennemtænkte og spændende, at det er en personlig udfordring at knække dem. Nogle af dem er temmelig nemme, f.eks. kan man komme ud for bare at skulle kravle op i en mast og hente en Jiggy. Der er dog også nogle af gåderne, der er fantastisk svære at hitte ud af, det gælder f.eks. en, hvor man skal rense to grisebassers svømmepøl. Jeg vil ikke fortælle her, hvordan man gør, men det er en meget avanceret affære.

Generelt passer gåderne altid ind i den verden, hvor de findes. På den bane, der kaldes Glitter Gulch Mine, kommer man bl.a. ud for at skulle finde en stakkels gammel minearbejders bæver-veninde, der er blevet lukket inde på en helt anden bane. På banen Jolly Roger's Lagoon kan man også komme ud for at skulle bjærge en gammel sørøverskat, der selvfølgelig indeholder en Jiggy.
Der er også steder, hvor det gælder om at have en hurtig reaktion fremfor en hurtig hjerne. Nogle Jiggies kræver nemlig, at man klarer små minispil - lidt a la dem i Donkey Kong 64. På dinosaur banen Terrydactyland kommer man på et tidspunkt ud for at blive slugt af en gigantisk øgle, der derefter beder en om at pløkke nogle bakterier, den har i maven. På dette tidspunkt skifter spillet perspektiv til noget, der minder om Quake. Herefter går det så ud på at skyde bakterier i øglens mave. Andre af disse minispil involverer radiobiler, dynamitstænger og meget andet.

Alle banerne er fremragende, men specielt Jolly Roger's Lagoon og Terrydactyland er fantastisk fantasifuldt lavede. F.eks. kommer man i Jolly Roger's Lagoon bl.a. til at opleve et sunket Atlantis, der er så smukt lavet, at man gisper når man ser det. Ikke engang Ecco the Dolphin på Dreamcast kan slå det syn.

Singleplayer delen i Banjo-Tooie er noget nær perfekt, og den er så genialt sammensat, at det er umuligt at lægge controlleren ned, når man først er begyndt. En af de helt store charmer er den fantastiske frihed, der altid er til stede. Synes man f.eks. det er for svært at få fat i en bestemt Jiggy, så kan man bare gemme den lidt og gå videre til en anden, man skal nemlig tit bare tænke lidt over gåderne, før man så pludselig sidder med løsningen.

Selvom singleplayer i Banjo-Tooie er noget af det mest underholdene på Nintendo64, så indeholder Banjo-Tooie også mulighed for at spille op til 4 spillere samtidigt.
Det er muligt at spille alle de forskellige minispil, man har spillet, og det kan være virkelig morsomt, når man er flere. F.eks. kan man få lov til at spille den quiz som Gruntilda stiller en til sidst i singleplayer delen, hvor man bliver stillet forskellige spørgsmål om spillet - dette kan være fantastisk morsomt og kunne næsten have været et spil i sig selv.

Grafik

Hvis jeg ikke allerede har gjort det synligt nok, så vil jeg lige sikre mig, at alle har forstået, at Banjo-Tooie er et af de flotteste spil til Nintendo64. Banedesignet er eksemplarisk og lige så godt som i etteren, og når de gode baner blandes med farverige højkvalitetstextures og en blød framerate, så kan jeg næsten ikke være mere tilfreds.
Inden spillet kom til Danmark var jeg lidt nervøs, da amerikanske sider havde skrevet, hvordan frameraten i Banjo-Tooie var temmelig lunken. Det ser heldigvis ud til, at Rare har fikset det i den Europæiske version, for jeg mærkede ikke noget særligt til det, heller ikke i multiplay med 4 spillere - dejligt!
Den flydende grafik opnås, til dels, ved at lade småting være usynlige på en hvis afstand. På den måde slipper man for, at Nintendo64'eren skal udregne skygger m.m. på objekter, der alligevel kun ses som en enkelt pixel. Dette giver mulighed for at stå på eksempelvis en klippetop og kigge ud over hele banen - uden, at det hakker det mindste.

En sjov ting ved Banjo-Tooie er, at det ikke understøtter Nintendo'ens Expansion Pak. Donkey Kong 64 krævede jo denne, og indtil den amerikanske version kom på markedet, havde verden da også halvvejs regnet med, at Banjo-Tooie ville køre på DK64 motoren. Dette er ikke tilfældet, og man kan kun gætte på, om det evt. har noget at gøre med kompatibilitet med Banjo-Kazooie - men det er en helt anden historie.

Lyd

Rare har altid været kendt for at have branchens bedste lydfolk, og Banjo-Tooie er helt oppe at ringe, når det gælder både lydeffekter og musik.
En af de største charmepunkter ved Banjo-Kazooie var, at alle figurerne talte med nogle enormt skægge volapyk stemmer. Disse stemmer var lavet ved, at en 4-5 små samples blev gentaget igen og igen i en tilfældig rækkefølge, og dermed gav indtrykket af et slags sprog. Selvom det nok hovedsageligt var lavet for at spare plads på det lille cartridge, så elskede spillerne det, og alle figurerne i Banjo-Tooie har også deres helt egen stemme - uanset hvor lidt de end måtte sige. Stemmerne er altid fantastisk godt valgt til de figurer, der taler - og f.eks. Captain Blubber, der er en flodhest, taler vha. en masse bøvser - mægtig skægt.

Mht. til alle andre lydeffekter, så er de også helt i top, der er simpelthen ingen andre end Rare, der kan vride så meget ud af Nintendo64 både mht. til billede og lyd. Imponerende!
Et andet charmepunkt ved Banjo-Kazooie var den helt fantastisk gode musik, og selvom Banjo-Tooie også har rigtig god musik, så synes jeg nu stadig, at musikken i etteren var en tand bedre. Dette betyder bestemt ikke, at musikken i Banjo-Tooie er dårlig - for det er den bestemt ikke - den er bare på et lidt lavere niveau. En lækker ting ved Nintendo64 er, at musikken i spil udgøres af MIDI, og derfor er der plads til masser af forskellige melodier, og Banjo-Tooie indeholder da også omkring 150 forskellige - og de er alle dejlige at lytte til. MIDI formatet giver også mulighed for at skifte mellem to melodier så silkeblødt, at man vader frem og tilbage over et specielt punkt bare for at høre, hvor gnidningsløst musikken skifter.

Konklusion

Selvom Banjo-Tooie ved første øjekast ser meget barnligt ud, så bliver det i sandhed et meget krævende spil, efterhånden som man når lidt ind i det, hvilket bare er dejligt!
Når man spiller Banjo-Tooie, kan man let få lyst til at fyre op under Banjo-Kazooie igen, da der er så fantastisk mange hentydning til etteren undervejs. En dejlig ting er f.eks., at nogle af bipersonerne fra Banjo-Kazooie også er med i Tooie. Bl.a. kommer man til at møde gamle kendinge som flodhesten Captain Blubber, aben Conga og WC'et Loggo - og det er en fryd!

Nu kan man måske fristes til at spørge, om der slet ikke er noget dårligt ved Banjo-Tooie? Nej, der er faktisk ikke nogen store ting, og hvis jeg endelig skal finde på noget, så må det være, at de tre hekse i Banjo-Tooie er lidt for anonyme, man ser dem med andre ord kun i starten og slutningen. I Banjo-Kazooie var der masser af real-time cutscenes, der viste Gruntilda lave onde planer, og mens man spillede kunne Gruntildas hoved dukke op og sige et lille rim, der for det meste handlede om, hvor dum Banjo var og, hvordan hun ville blive ham kvit. Meget underholdende - specielt fordi rimene var så sjove. Det er der desværre ikke noget af i Banjo-Tooie. Det er selvfølgelig ikke noget stort savn, men når det nu kunne have været der...

For at runde af, så vil jeg igen gøre det klart, at Banjo-Tooie er et helt afsindigt godt spil, og hvis man bare har den mindste interesse for platformers, så er det alle pengene værd. Har man ikke en Nintendo64, er de efterhånden så langt nede i pris, at man kan få sige både en maskine, samt Banjo-Tooie, for lidt under en tusse, og hvis man så napper Banjo-Kazooie med i samme omgang, så har man en næsten uendelig mængde morskab.

Jeg anbefaler Banjo-Tooie på det højeste, og jeg tør godt love, at man ikke bliver skuffet, hvis man køber det. Så hvad andet er der at sige? De tre år vi har ventet på Banjo-Tooie var været givet godt ud, og vi har fået intet mindre end en klassiker af Rare, der - og nu vover jeg pelsen - efter min mening, faktisk er mere underholdende end Zelda spillene. Nogen større kompliment kan man vist ikke få? Virkelig godt gjort Rare, jeg kan næsten ikke vente med at se, hvad de finder ud af at lave på GameCube?