særdeles veludførte animerede sekvenser. Fjenderne er blevet mere intelligente og laver nu flere uforudsete overraskelsesangreb end tidligere, hvilket er med til bibeholde spillets levetid og spænding. Ligeledes bliver man som spiller præsenteret for nye special effects, ligesom skjulte features dukker op i spillet.
Ligesom grafikken er lydsiden også i top. De forskellige figurer har deres egne stemmer og holder sig ikke tilbage med hensyn til kommentarer. Står man for eksempel foran en kritisk kampsituation, bliver man advaret, ligesom der bliver jublet efter en succesrig nedkæmpelse af fjenderne. Alt i alt må man sige at lydsiden er både humoristisk, realistisk og rammende. Styringen af sin helikopter er egentlig ikke svær, men det kræver selvfølgelig lidt erfaring, gåpåmod og kendskab til helikopterens våben og ammunition, hvis man vil mestre styringen fuldstændigt. De mange nye baner i spillet vil uden tvivl kunne give mange timers underholdning foran skærmen, og spillet har derfor en god holdbarhed. Holdbarheden forstærkes ved at man kan spille to spillere i splitscreen, hvilket jeg personligt har haft meget glæde af.
Da jeg skulle anmelde dette spil var min første tanke: åh nej, endnu et Army Men-spil. Denne tanke blev dog hurtigt affærdiget med den begrundelse, at Blade's Revenge på mange måder er bedre og mere udfordrende end tidligere spil i serien. Jeg har haft mange sjove timer i selskab med spillet, både sammen med andre, men også alene. Grafik, lyd, gameplay og holdbarhed har fået et løft, og både dem, som kender serien og dem som ikke gør, vil efter min mening kunne få glæde af Army Men Air Attack 2: Blade's Revenge. Den eneste grund til at spillet ikke scorer topkarakterer er at Army Men-serien efterhånden er ved at blive lidt trættende.