Alone In The Dark: The New Nightmare

Ligesom jeg troede at jeg var hærdet nok til ikke at lade mig skræmme af flere survival horror spil, sætter jeg Alone in the dark 4 i min spille maskine, og efter ganske få minutter løber det mig allerede koldt ned af ryggen.

Mange er af den opfattelse, at det var Capcom der opfandt survival Horror stilen med Resident Evil, men sandheden er at Alone in the dark, allerede eksisterede dengang. Alone in the dark - the new nightmare er bevis på mange års erfaring og ekspertise.

Edward Carnby er tilbage i bedste stil. Hans gode ven Charles Fiske, en top hemmelig agent, bliver fundet dræbt på den mystiske ø Shadow Island. Edward finder hurtigt ud af at Charles var på øen får at finde tre oldgamle sten tavler, som indeholder enorme kræfter. Han påtager sig missionen at finde stentavlerne, men først og fremmest at finde hans vens mordere og tage en grusom hævn. Han får følgeskab af den kvindelige professor i etnologi, Aline Cedric. Hun har sine helt egne grunde til at besøge den mystiske ø.

Spillet starter selvfølgelig ud med en fed intro, om alle de rædsler der venter en hen ad vejen. Man kan vælge at spille som enten Edward Carnby eller Aline Cedrac. Jeg startede selvfølgelig som Aline, men da hendes eneste våben i starten af spillet er en lommelygte i mod Carnbys revolver, ændrede jeg hurtigt beslutningen, da spillet lægger hårdt ud. Edward og Aline bliver smidt ud af en flyver over øen, men lander uheldigvis på hver sin side, så nu er det hver mand for sig selv. Aline lander på taget af et gammelt slot, og Edward i det der engang var en have til selv samme slot. De har løbende radiokontakt med hinanden, og Carnbys første mission er at finde Aline. I en grotte i haven finde han en døende mand, hvis første ord er : "This island er hell". Og det har han ret i...

Jeg vil afholde mig fra at afsløre mere af handlingen, da det er en oplevelse man bare ikke må gå glip af. Det skal dog bemærkes at spillet ikke er let og ligetil, det kræver tid at løse gåderne og finde de rigtige områder.

Grafikken er i top. Det regner, tordner og lyner, med andre ord den perfekte gysende stemning. Og så er det selvfølgelig mørkt - bæl-ragende mørkt. Nu kommer jeg ind på den lille ting der gør halvdelen af spillet, nemlig lommelygten. Den lyser de nærmeste omgivelser realistisk op. Den viser, hvad det truende mørke gemmer på, men giv agt for det er ikke altid til ens egen fordel. Man kan også komme ud for at et rum ændrer sig, alt efter om det er mørkelagt eller oplyst. Baggrundene er statiske, men det gør ikke nogen forskel, jeg kan ikke sige det nok gange, den lommelygte gør alverdens til forskel. Det holder 100%, det er bare helt genialt.

En anden grafisk lækker bisken, er at det virkelig er lagt vægt på detaljer. I enkelte rum hænger der oliemalerier på væggene. Disse malerier er alle udført at anerkendte kunstnere specielt til spillet. Monstre hører sig selvfølgelig også til. 18 i alt er det blevet til, den ene mere skræmmende end den anden.

Lyden gør også sit til at højne standarden. Den er grusom uhyggelig. Regnen siler, og uglerne tuder i næbet på hinanden. Infogrames har virkelig strukket sig til det yderste.

Som jeg nævnte tidligere troede jeg virkelig jeg var blevet hærdet, men jeg har det med dette spil, som da jeg spillede Resident Evil første gang. Det at skulle bevæge sig ind i et nyt rum, giver gåsehud og kriller i maven. Infogrames har virkelig formået at genskabe den uhyggelige stemning, der efter min mening har været tabt i et par år. For vi må se det i øjnene : der skal mere end nogle store menneskeædende monstre, dunkle bygninger, puzzels og kæmpe skydevåben til at skabe et virkelig godt survival horror. Det skal være en helt speciel stemning, hvad det er kan jeg ikke sætte en finger på, men en ting er sikkert, Alone in the dark:The new nightmare, har det, og det holder.