Lydsiden er mindst ligeså afgørende for uhyggen i Silent Hill 2. Både effekter, stemningslyde og den sjældne musik er usædvanligt vellykket. Det er ikke blot et spørgsmål om selve kvaliteten af de enkelte dele, men også at de benyttes på de rigtige tidspunkter. Når man hører et spædbarn græde i kælderen eller en rude smadre, så er effekten bedst, hvis det bruges med måde - og det gør det. For en sjælden gangs skyld, skal der også lyde stor ros til stemmerne - flere af skuespillerne er endda fremragende. Det eneste man savner er således understøttelse af 5.1 surround.
Sjældent modent spil
Når man først er gået i gang, kan man ikke lægge Silent Hill 2 fra sig. Man får langsomt små antydninger af tingenes rette sammenhæng og historien forbliver spændende helt frem til slutningen. Det er ikke mindst takket været personerne, der indeholder langt mere dybde end hvad man normalt forbinder med computerspil. Faktisk gælder det generelt for spillet, at det er usædvanligt modent. Temaet er døden, men det handler også om kærlighed og sex. Hele tiden behandles det på en intelligent facon, der overlader meget til spilleren. Det varer sikkert stadig længe inden spil betragtes som et seriøst og voksent medie som film og litteratur, men Konami har hermed givet et stort bidrag i den rigtige retning.
Enestående oplevelse
Silent Hill 2 revolutionerer bestemt ikke genren, men på de spilmæssige områder hvor det ikke helt slår til, tager historien, stilen, stemningen og det meget rørende drama over. Generelt er der en tendens til at spil læner sig op af filmmediet, men sjældent er det så vellykket som i dette tilfælde. Vi måtte kæmpe med tårerne i den følelsesladede afslutning. Man kan kritisere spillet for at være kort (ca. 10 timer), men så er der heldigvis flere sværhedsgrader, alternative slutninger og andre bonusser, når man spiller det igen. Samlet set kan Silent Hill 2 kun anbefales uden andre forbehold, end at man skal kunne stå for mosten - spillet er bestemt ikke for børn. Både for fans af forgængeren og nye spillere er der en uforglemmelig og enestående oplevelse at hente. Oven i købet får man en DVD-skive med ekstra materiale, som det kendes fra DVD-film. Her er et spændende dokumentarprogram, et galleri, biografier, en masse Konami-trailere og flere andre overraskelser. Absolut en behagelig tilføjelse.