X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Disruptor


Disruptor er endnu et af de nærmest utallige forsøg på at kopiere Doom. Denne gang er du en ensom soldat, der teleporteres til diverse mærkelige missioner.

Disruptors 3d-engine minder mistænkeligt meget om den, der kendes fra Alien Trilogy og Doom. Det betyder fx at der ikke er nogen mulighed for at kigge op eller ned, hvilket flere gange kan virke frustrerende. Det betyder også, at alle fjender og objekter er "sprites". Dvs at selv om du går rundt om disse, ser de helt ens ud. Ikke imponerende i disse Quake-tider.

Teknisk er Disruptor altså ikke revolutionerende på nogen måde og det er det heller ikke grafisk. Første bane, hvor du skal smadre nogle droids, virker nærmest afskrækkende! Hele banen er simpelthen underlig kunstig og kedelig. Det skal dog siges at banerne bliver noget bedre senere i spillet. Der er fx baner der skal gennemføres inden for et vist tidsrum og droids, der ikke må beskydes. Alle fjenderne er nærmest konstant dårlige og u-uhyggelige...

Før hver bane er der en video-sekvens. DEN er dårlig! Skuespillerne er tydeligvis lallende amatører, men det værste er nu engang de forskellige "hi-tech" ting du støder på. Når du har set teleporteren, ved du, hvad jeg mener... Disse videoer er tilsyneladende bestemt til at koble de forskellige missioner sammen. I så fald er de endnu værre; der er så godt som ingen sammenhæng mellem dem!
Til at hjælpe dig på din færd er der naturligvis en masse våben, du kan samle op. Problemet er bare, at de virker underligt ens og kedelige. Undtagelsen er en flammekaster-agtig plasma-pistol der desværre meget hurtigt slipper op. Våbenarsenalet kan på ingen måde sammenlignes med det der findes i fx Doom. Som noget nyt har du desuden nogle forskellige krafter: Psionics. Disse kan fx bruges til at smadre dine fjender, skabe et skjold eller til at heale dig selv.

Doom og Quakes største fordele er uden tvivl muligheden for at spille i netværk. PlayStation giver kun mulighed for at linke 2 enheder sammen. Men holdet bag Disruptor mente åbenbart ikke engang at denne mulighed skulle være der. Lidt sørgeligt, i dét det ville have tilført spillet en ekstra dimension.

I sin helhed er Disruptor uhyggeligt jævnt. Der er, hvad du kan forvente af en Doom-klon, og absolut ikke andet. Bruger du tiden til at sætte dig ind i spillet, vinder det en smule. Det rokker dog ikke ved, at dette spil ikke formår at hæve sig over gennemsnittet. Doom er et langt bedre spil!

Disruptor (EU)
Anmelders vurdering
6/10