Crash Bandicoot

Nintendo har Mario og Sega har Sonic. Nu har Sony altså Crash Bandicoot.

Crash Bandicoot er blevet lanceret som et ikon for PlayStation og spillets
hovedperson er altså mere eller mindre officielt blevet valgt til Sonys
maskot. Dertil opfylder Crash alle de krav der kan stilles, men hvad med
selve spillet? Kan det på nogen måde sammenlignes med sine konkurrenter?

Vi taler naturligvis om et platformspil og med alt respekt for sig selv,
er det naturligvis i 3d. Det har mange forsøgt og mange har fejlet. Kun
få spil som Pandemonium og Tomb Raider skiller sig ud fra mængden som
vellykkede forsøg.

Grafisk kan Crash Bandicoot sagtens følge med. Spillet kører helt flydende,
er utroligt pænt og kan næsten sammenlignes med det noget stærkere Mario 64.
Der er et væld af farver, store vel-animerede figurer og nogle til tider
ekstremt smukke baggrunde. Alt i alt noget af det pæneste, der er set.

Lyden er velpassende, mens musikken er udmærket men temmelig ensformig og
nærmest irriterende.

Mere end nogen anden genre, er det enormt nødvendigt at man har fuld kontrol
over sin person i et platformspil. Og det er hér, Crash Bandicoot fejler
totalt! Kamera-vinklen er (for det meste) som i mange bil-spil, set lidt bagfra,
hvilket betyder at det er svært at bedømme afstanden til objekter længere inde
på banen. Det giver ofte udslag i at man falder i huller, der var længere end
de forekom eller at man løber ind i en fjende istedet for at slagte

denne. Når
man hopper forsvinder Crash tit ud af skærmen og når denne samtidig bevæger sig
urealistisk meget i luften, er det tit umuligt at bedømme, hvor man befinder
sig! Dette gør, at Crash Bandicoot er et enormt frustrerende svært spil. Ikke
fordi det stiller krav til dig, men snarere et tilfælde der afgører om du ramte
pixelen inden for banen eller faldte i det endeløse hul (igen). Dette er et
problem der kunne være løst på mange måder, fx i Tomb Raider hvor man griber
fat i kanten hvis man er tæt på, og bremser op efter et hop.

Banerne er meget afvekslende, ikke blot grafisk, men også spilmæssigt. De
fleste baner er, som sagt, i en slags point-of-view, men andre ses fra
siden eller andre vinkler. Der er et væld af forskellige fælder, fjender og
ting du kan bruge på din videre færd. Der er enormt mange ekstra liv at finde,
men du skal nok regne med at bruge dem allesammen...

En af de ting du kan samle er nogle kort-stumper. Når du har fået tre af
slagsen kommer du til en bonus-bane hvor der efterfølgende er mulighed for
at gemme din position enten på memory-card eller via et password.

Samlet er Crash Bandicoot en meget skuffende oplevelse. Specielt med
den tanke, at det kunne have været SÅ meget bedre, hvis Sony bare have
fået finpudset nogle ret enkle detaljer omkring styringen. Forhåbentligt
er alle problemer klaret til Crash Bandicoot 2, men i mellem tiden må vi bruge
tiden med Pandemonium eller et af de andre gode platformspil.