Når man tænker på ekstreme sportsspil, er Tony Hawk-spillene et af de første man kommer i tanke om. Derfor er det ikke overraskende, at Activision nu har konverteret den seneste version til Xbox. Hvordan det er forløbet kan du læse lige her i vores anmeldelse af Tony Hawk 3.
Efter stor succes på andre konsoller som PSOne, PlayStation 2 og Game Boy Advance er tiden nu kommet for den 33-årige verdensstjerne, Tony Hawk, til at slå sig løs på Xbox. Tony Hawk’s Pro Skater 3 har vi tidligere rost i vores PS2-anmeldelse og spørgsmålet er så, om spillet er blevet forbedret i konverteringen, eller om det er en tro kopi af originalen. For dem der ikke har nogen anelse om hvem Tony Hawk er og hvad spillene drejer sig om, kan det kort beskrives som et skateboardspil med tidens største stjerner, hvor idéen er, at man skal opfylde nogle forskellige krav på diverse baner. Der er ikke nogle deciderede løb hvor man skal konkurrere med andre skatere, så det kan ikke sammenlignes med et spil som f.eks SSX Tricky, da stilen er en lidt anden. Det hele handler i bund og grund om at lave tricks og at have stil.
Masser af gode spilmuligheder
Spillet indeholder en del forskellige modes, både for singleplayer og multiplayer. Hvis vi tager singleplayer-delen først, har man her mulighed for at starte med en lille ”Tutorial”, der vil føre nybegyndere gennem de mest basale kontrolfunktioner. Når man har gennemført denne del kan man passende hoppe ind i Free Skate, hvor man kan køre rundt på forskellige baner og øve sine tricks, helt uden tidspres. Derudover er der en Single Session hvor man har 2 minutter til at score så mange points som muligt og se om man kan komme på highscore-listen. THPS3’s hoveddel er Career Mode. I denne del skal man på de forskellige baner opfylde en masse forskellige krav for at gå videre til den næste. Disse krav kan være alt fra at opnå et vist antal trickpoint, finde bogstaver der er gemt på banen, finde videobånd eller smadre diverse objekter. Skulle man have mange skaterglade venner så indeholder spillet heldigvis også en del sjove multiplayer spil, der kan spilles fra 2-4 personer. Det bedste ved denne feature er, at man kan bruge link-kablet så alle har deres egen skærm at køre på. Der er 5 forskellige typer spil i multiplayer, så der er masser af variation til de mørke aftener. Skulle man blive træt af denne mode, er der sandelig også blevet plads til en Create-a-Skater og en park editor, der begge to er ganske glimrende. Har man lyst til at kreere sin egen skater, kan man bestemme alt lige fra højde til vægt, samt hudfarve. Derudover kan man iklæde ham/hende med alskens tøj og smykker, så mulighederne er uendelige. At designe sin egen bane lyder måske kompliceret, men denne park editor er utrolig nem at gå i gang med og man har i løbet af ingen tid lavet sin egen lille kreation.
Varierede baner
Ligesom på PS2 er der 13 skatere at vælge imellem. Tony Hawk er selvfølgelig stjernen, men der er også andre kendte navne som Steve Caballero, Eric Koston og Bam Margera. Umiddelbart er der ikke den store forskel på skaterne, men efterhånden som man lærer spillet at kende, vil man kunne skelne mellem dem. Alle skatere har nemlig nogle forskellige signature-moves som kun de kan udføre og desuden er deres stil også meget forskellige, så nogle vil være bedre
|
|
til f.eks at grinde end andre. De forskellige baner er ganske varierede og der er rig mulighed for de mest vanvittige udfoldelser på dem alle sammen. Når man starter spillet har man kun adgang til én bane, men er man dygtig vil man hurtigt få fingre i flere af de 8 baner. Activision har endda tilføjet en ekstra bane i forhold til de andre versioner og det er da glædeligt. Banerne befinder sig rundt om på kloden og man vil bl.a. komme til Canada, Brasilien, Japan og USA. De forskellige byer er fyldt med liv og folk går rundt i gaderne og kommer med kommentarer hvis man suser tæt forbi. Bilerne dytter og kører en ned hvis man ikke passer på og desuden er der andre sjove indslag som fulderikker og folk der står og tisser på gadehjørnet. Oven i hatten er banerne interaktive, forstået på den måde, at man i visse tilfælde kan risikere at forårsage jordskælv (Los Angeles) og derved få adgang til en hidtil utilgængelig del af banen. Men selvom spillet foregår på virkelige steder er det langt fra realistisk. De forskellige moves kan være temmelig overdrevne og man føler til tider at man næsten kan ophæve tyngdekraften. Dette er dog nok meget godt, da en realistisk simulation af skateboarding sandsynligvis ville være temmelig kedelig. Take control Generelt er kontrollen meget vigtig i alle spil, men især i disse sportsspil er det vigtigt, at den er præcis og hurtig, da man ikke har tid til at vente på en animation der afsluttes, idet rytmen så brydes. Til alt held er styringen i THPS3 meget præcis og den fungerer glimrende. Combos af den ene eller anden art er nemme at udføre og hele gameplayet er meget flydende. I forhold til tidligere versioner er spillet blevet udvidet med flere tricks samt det meget nyttige ”revert-move”, der gør at man har flere muligheder undervejs i et trick. Grafisk ligner det hele desværre meget PS2-versionen. Grafikken har et lidt farveløst, kedeligt look og teksturer og mappings er ikke specielt gode. Spillets framerate er en del bedre end på PS2 og det er kun i meget få tilfælde, at man vil opleve slowdown. Det skal dog retfærdigvis siges, at animationen af de forskellige skatere er ganske fed og det løfter spillet op på et rimeligt grafiks niveau. Det inkluderede soundtrack er den sædvanlige blanding af rap og metal, som vi kender fra denne type spil. Men hvis man ikke lige bryder sig om denne type musik kan man heldigvis benytte sin egen, via Xbox’ens harddisk og denne feature er heldigvis ved at blive mere udbredt blandt spiludviklere. Kvalitet for pengene Et spil som Tony Hawk’s Pro Skater 3 er lidt svært at sammenfatte, da det er meget smag og behag om man kan lide denne type spil. Der er nogle der vil elske det for sine utallige muligheder og mange timers gameplay, mens andre vil kede sig og undre sig over hvad der er så fedt ved bare at skate rundt og lave tricks. Har man en af de tidligere udgaver af Tony Hawk-spillene kan denne klart anbefales, da det er et godt og finpudset spil, men har man PS2-spillet af samme navn er der ikke rigtig nogen grund til at købe det, da spillene basalt set er ens. Dette faktum kan dog ikke ødelægge, at vi her har med et kvalitetsspil at gøre og alle der ikke har spillet det på PS2, burde hurtigst muligt tjekke det ud. Det udnytter på ingen måde Xbox’ens muligheder optimalt, men det gør jo ikke spillet dårligt.
|
|
|