X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Sven-Göran Eriksson's World Challenge


Kunne du tænke dig at være manden bag det Engelske landshold? Så er muligheden der nu, i form af Anco’s nye managerspil, Sven-Göran Eriksson’s World Manager. Her tager man den rolle som mange drømmer om, men få får chancen for, nemlig at lede England til en VM-slutrunde. Spørgsmålet er så bare om denne rolle også vil være interessant i spilform? Det har vi kigget lidt nærmere på i vores anmeldelse.

Da Sven-Göran Eriksson i efteråret 2000 blev udnævnt som den nye Engelske landstræner, var der mange i det konservative land der rynkede på næsen. En udlænding som landstræner var næsten blasfemi på de kanter, men noget måtte gøres. Kevin Keegan havde selv valgt at forlade posten efter det katastrofale hjemmenederlag til Tyskland og nu så VM-chancerne dystre ud. Den rutinerede Sven-Göran fik dog rejst holdet og kvalificeret det til slutrunden som gruppevinder, bl.a. efter den historiske kamp i München, hvor Tyskerne blev ydmyget med et 5-1 nederlag.

Udtag din drømmetrup

Spillet tager sin begyndelse i sommeren 2000, altså før Keegan forlod skibet, og man har nu nogle måneder til den første kvalifikationskamp mod Tyskland. Denne tid kan bruges til at sondere markedet for mulige landsholdsspillere. Dette kan gøres på mange måder, alt efter hvilken type spiller man leder efter. Spillet har en database over berettigede spillere fra de to øverste engelske divisioner, samt dem der spiller i udlandet. Man kan så udvælge spillere efter bestemte søgekriterier, såsom alder, position, erfaring og form. Disse spillere kan så enten placeres direkte i truppen, eller sættes på en liste, hvor man hele tiden kan følge deres udvikling med hensyn til skader, form osv. Når man så nærmer sig tiden for selve kampen, skal man udvælge sine 23 foretrukne og derefter bruge den resterende tid inden kampen på at træne dem og teste spilsystemer.

Gennemarbejdet træning

Træningen er uden diskussion den bedste del af spillet, da man her kan designe sit helt eget spilsystem, med specifikke ordrer til den enkelte spiller. Alle spillerne har nogle ratings i de sædvanlige kategorier, der gør at man bedre kan få et overblik over hvor det er bedst at placere den enkelte spiller. Derefter kan man så vælge hvordan holdet skal bygge spillet op. Skal man spille med lange afleveringer? Short-passing? Skal backs gå med i overlap? Der er et utal af muligheder og kombinationer og man kan som enhver anden træner vurdere om man skal sætte holdet efter modstanderen, eller om man kategorisk skal holde fast i sin egen stil. Når man har udviklet et tilfredsstillende system, kan man spille en lille intern træningskamp for at se hvordan det hele fungerer. Det gode ved dette er, at man på den måde kan teste to forskellige systemer på samme tid og se hvad der er effektivt i givne situationer.
Hjernedøde spillere

Når man nu engang er færdig med at lege Jørgen Clevin på taktiktavlen, er det tid til den egentlige test, nemlig kamp og det er her hele spillet falder sammen. Alt hvad man har brugt af tid på taktik, ser nemlig ikke ud til at have den fjerneste indflydelse på hvad der foregår på banen. Ens spillere har tilsyneladende ikke det mindste begreb om, hvad fodbold egentlig går ud på. Når målmanden stopper et skud med fødderne, ligger bolden stille foran ham, hvorefter han skynder sig væk og venter på at der kommer en angriber hen og scorer. Markspillerne har ingen placeringsevne, deres afleveringer ligger alt for ofte lige til modstanderen og deres retningssans er helt i skoven. Hvis ens angriber pludselig er alene igennem, kan han tit finde på at stoppe op, vende om og spille bolden tilbage?!! Ens forsvarere laver alt for ofte selvmål og generelt dribler spillerne hovedløst rundt, uden hverken med eller modspillere i nærheden. Det der rent faktisk foregår på banen, er den mest grinagtige simulation af en fodboldkamp vi har set meget længe og det er på samme tid både morsomt og tragisk.

Dårligt interface, men værre grafik

Når man snakker managerspil er grafikken altid en mindre detalje, når hovedparten af spillet foregår via diverse tekstmenuer. I dette spil er interfacet dog temmelig klodset lavet og langt fra spil som LMA Manager. Når man først er kommet ind på menuerne, er de dog lette at overskue. Selve kampene bliver vist i forskellige 3D-vinkler, men fælles for dem alle er, at kameraet tit har svært ved at følge bolden. Animationen og detaljegraden er iøvrigt så ringe, at man efter nogle minutter slet ikke har lyst til at se på det.

Gaaaab!

Det altoverskyggende problem med Sven-Göran Eriksson’s World Manager er dog at man keder sig bravt. Som landstræner er der simpelthen ikke nok at lave, idet man kun har en 6-7 kampe om året. Resten af tiden går så med at udtænke forskellige formationer, men det er begrænset hvor længe man gider det. At man desuden kun kan være landstræner for England, hæmmer bare spillet endnu mere. Spillet har en god taktikdel, men denne bliver overflødiggjort af en kampsimulation, der ingen relation har til nævnte taktik. Savner man et managerspil, så er alle andre på markedet bedre end dette. Det er ganske vist et budgetspil, men ligemeget hvilken pris man ser spillet til, skal man holde sig langt langt væk.

Sven-Göran Eriksson's World Challenge (EU)
Anmelders vurdering
1/6