X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Red Card


Midt i den mest sløve periode for fodbolden, er et af alternativerne at spille fodboldspil på udvalgte konsoller. Midway har måske derfor smidt deres Red Card på gaden netop nu. Spillet følger den sædvanlige trend i Midway’s overdrevne sportsspil, med et hav af svinestreger, spektakulære scoringer og en totalt nærsynet dommer.

Midway’s sportsspil har længe været et underholdende sidestykke til de mere gængse sportsspil. Hvor de fleste andre udviklere stræber efter realisme, går Midway den stik modsatte retning og fokuserer på intens action, hvor regler er en overflødig detalje. Red Card følger denne trend meget godt, men der er alligevel gået et eller andet galt denne gang.

I kamp mod landshold... og delfiner

Der er ikke så mange gamemodes at spille i, men det er ganske normalt i Midway’s titler. Der er kun to forskellige modes, nemlig Friendly og Advanced. Friendly er en ganske almindelig opvisningskamp, hvor man som single- eller two-player kan spille med og mod hvilke hold man nu har lyst. Advanced gemmer dog på tre andre modes, hvor den ene først bliver tilgængelig senere hen. World Conquest er spillets hoveddel og den går i bund og grund ud på, at slå hvert eneste hold i spillet. Man vælger sit foretrukne hold og så starter man ellers fra en ende af med at erobre de forskellige kontinenter. Udover at møde almindelige lande som Spanien, Argentina og USA, bliver man også konfronteret med nogle specielle hold, med hver sin alternative hjemmebane. Man møder undervejs både pingviner, delfiner, soldater, samuraier og mange andre. Slår man så disse, får man adgang til dem, samt deres stadion. Gennemfører man denne mode kan man også deltage i Finals Mode, der fungerer som en slags survival, idet man ikke kan tillade sig at tabe. Tournament er den sidste mode og det er en ganske almindelig turnering, for en til flere spillere, hvor man så selv kan sætte forskellige parametre for afviklingen. Der er også en Editor, hvor man både kan redigere i de eksisterende hold, samt designe sit helt eget.

Seje mål og vold i massevis

Selve spillet på banen er ganske hektisk og meget arkadepræget. Der er en dommer til stede, men han er temmelig anonym og der skal virkelig noget til før han fløjter. Når kampen så er gået i gang, vil man med det samme opleve et væld af svinestreger og specielle trickskud. Man har heldigvis en masse forskellige funktioner på sit joypad som er nyttige i kampens hede. Man har de sædvanlige muligheder for aflevering, skud, stikninger, finter og tacklinger, samt en turboknap til lidt ekstra fart. Den mest interessante funktion er dog boost-knappen der, hvis man har boost nok, åbner op for flere forskellige muligheder. Er man i boldbesiddelse og nærmer sig målet, kan
man ved hjælp af boost og skudknappen, udføre flere akrobatiske afslutninger. Spillet zoomer ind på den pågældende spiller og derefter ser man i superslow hvordan han på en fiks måde vipper bolden op og afslutter mod mål. Er man uden bolden kan man bruge samme funktion, til f.eks. at lave ekstra grove overfald på modspilleren. Dette kan være alt fra skaller til karatespark, der alle jævner modspilleren med jorden.

Ensformigt

Desværre er spillets arkadestil også dets største svaghed, da spillet efter et stykke tid bliver temmelig ensformigt. Et af problemerne er, at det føles som et regulært fodboldspil, idet Midway for en gangs skyld ikke har skåret i antallet af spillere på banen. I deres andre titler var det ellers kogt ned til de mest nødvendige spillere på holdet, hvilket gjorde det hele mere intenst. Kampene udvikler sig derfor ganske som alle andre fodboldspil, med den eneste forskel at man kan spille meget brutalt. Midway skulle nok hellere have skævet lidt til Sega’s Soccer Slam, der mere minder om et Midway-spil end dette. Et andet problem er AI’en, der mildest talt ikke er for smart. Især målmændende er irriterende, da de bliver overlistet fra de mest tåbelige vinkler og stort set kun redder skud fra nært hold. Nogen gange flytter de sig decideret fra boldens bane, hvilket fjerner en del af glæden ved at score.

Visuelt pænt

Ud fra et grafisk synspunkt er spillet ganske pænt. Spillerne har ikke specielt mange ligheder med de rigtige (spillet har FIFPro licens), men de er dog nydeligt animeret. Banerne og stadions er også ganske pænt lavet og de forskellige special effects, som motionblur, mærker i græsset, konfetti osv, er nydelige. Spillets hastighed er meget konstant og det hele virker meget skarpt, uden de mindste framerate-problemer. Musikken i spillet er lidt belastende, men kommentatorerne er da tålelige at høre på. Lydeffekterne er klart de bedste, da man virkelig kan høre smældet fra de grove tacklinger, hvilket giver en ekstra effekt når man jævner en modstander med jorden.

God underholdning i kortere perioder

Med Red Card har Midway sat sig mellem to stole, da deres arkadestil ikke fornægter sig, men er placeret i et spil der prøver at være nogenlunde realistisk. Grafisk er spillet pænt og den intense action er til tider spektakulær, men dette kan ikke skjule at spillet er meget ensformigt. Spillet redder lidt af æren og morskaben i two-player, hvor man virkelig kan få nogle intense og blodige kampe, men der er desværre ikke blevet plads til en four-player mode, hvilket er lidt tyndt. Som underholdning med vennerne er spillet ganske godt, men som single-player har det for mange fejl til at man gider beskæftige sig med det i en længere periode.

Red Card (EU)
Anmelders vurdering
3/6

Red Card   © Midway 2002   (GCN)    1/3 Red Card   © Midway 2002   (GCN)    2/3 Red Card   © Midway 2002   (GCN)    3/3