X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Pro Evolution Soccer


Det er højsæson for fodboldspil og efter de gode anmeldelser af FIFA 2002 og This is Football 2002, lancerer Konami nu deres bud på, hvordan fodbold skal spilles hjemme i stuen. Spillet hedder Pro Evolution Soccer og er seneste skud på stammen i serien, der tidligere har foldet sig ud på PSOne. Vi har kigget nærmere på, om det lever op til forventningerne.

Konami og EA har i mange år duelleret om at have det bedste fodboldspil. EA med deres FIFA-serie og Konami med deres ISS-serie. Fans af de to spil har nærmest været delt i to lejre, da der, selvom der er tale om samme type spil, er stor forskel på den måde de spilles. FIFA har altid haft det let tilgængelige arkadeagtige gameplay, flotte mål, og en god præsentation. ISS-spillene derimod, har været mere hen af en simulation, hvor det krævede mange timer med spillet, før man følte man havde nogenlunde styr over det. Efter mange år har Konami nu droppet ISS i titlen og spillet hedder nu Pro Evolution Soccer, og det er en efterfølger til det fantastiske ISS Pro Evolution 2 til PSOne.

Få hold og turneringer

Inde på hovedmenuen har man nu de sædvanlige muligheder, som vi har set det i andre fodboldspil. Der kan vælges mellem Match Mode, League Mode, Cup Mode, Master League og Practice. Derudover er der en editor, hvor man ændre spillernes og holdenes navn og det er særdeles praktisk, da Konami ikke har fået rettigheder til andet end nogle af de Europæiske spillere. En af de første ting man lægger mærke til er, at Pro Evolution Soccer kun har et udvalg af 54 landshold og 32 klubhold og det er unægtelig ikke meget i forhold til konkurrenterne. Mange af klubholdene har desuden forkerte navne, Arsenal hedder f.eks London. Spillet har oven i hatten kun én liga og 6 pokalturneringer, så her er Konami igen langt efter konkurrenterne. Spillet har dog noget som de andre ikke har, nemlig den kendte Master League. I denne del af spillet vælger man et klubhold og får derefter en trup af mere eller mindre talentløse spillere til rådighed. Formålet er så, ved hjælp af gode præstationer, at indtjene bonuspoint, så man kan købe nye og bedre spillere. Det fungerer lidt som en slags Career Mode, som vi kender fra andre sportsspil. Point tjenes ved at vinde kampe og derudover får man bonuspoint, afhængig af hvor mange mål man laver og hvor stor sejren er. Master League er inddelt i 2 divisioner med 16 hold i hver og målet er naturligvis at vinde den øverste division. En rigtig god feature er, at man kan designe sine helt egne spillere og så rekruttere dem til sit hold.

Realisme

Nu er mangel på hold og turneringer ikke altafgørende i et fodboldspil og der hvor Konami får alvor scorer point er i selve spillet på banen. Selvom FIFA og This is Football er meget underholdende spil, har de en tendens til at være urealistiske og man scorer tit de samme mål. Pro Evolution Soccer derimod, har fanget den helt rigtige fornemmelse af hvordan fodbold spilles. Man skal tænke sig godt om og udtænke forskellige strategier, hvis man vil fiksere modstanderens forsvar. I mange kampe er det alfa omega at udnytte sine chancer, for man får ikke mange af dem. AI?en i spillet er utrolig fleksibel og man kommer stort set aldrig til at spille den samme kamp to gange, specielt fordi alle holdene har en forskellig spillestil og er gode til at variere den undervejs i kampene, alt afhængig af forløbet. De enkelte spillere har alle nogle ratings i forskellige kategorier, men i dette spil kan man faktisk tydeligt mærke forskellen på spillerne, i modsætning til FIFA. Smider du en høj bold indover, er der f.eks. meget større chance for, at en spiller som Jan Koller får headet den i kassen, i forhold til en spiller som Romario. Det samme gør sig gældende i andre kategorier som
spilforståelse, udholdenhed, spurtstyrke, skudstyrke osv. Dette gør, at man før kampen skal planlægge sin strategi nøje for at få det bedste ud af de spillere man har til rådighed og man kan stort set frit designe sin taktik som man vil. De enkelte spillere kan også få instrukser og de kan til hver en tid ændres i løbet af kampen. Noget af det sværeste i fodboldspil er, at få målmændene til at virke realistiske. I mange spil er de enten en slags Schmeichel på steroider, eller også optræder de mere som en kegle, der tilfældigvis står mellem stængerne. Konami har derimod virkelig gjort målmændene til en del af spillet. De er, alt efter hvor gode de er, hurtige til at komme ud af målet, skære vinkler af, samt lave et hav af forskellige redninger. Dette medfører at man kan lave et utal af forskellige mål, både langskud, lob og kludemål. Spektakulære mål som overdrevne saksespark er en by i Rusland, for de forekommer uhyggelig sjældent, hvilket hæver realismen voldsomt i forhold til konkurrenterne. Ydermere kan man gemme alle sine bedste mål på memorycard, skulle man have lyst til det. For dem der har spillet de tidligere versioner af spillet på PSOne, er styringen lige til at gå til, da den er næsten identisk. Man har de sædvanlige funktioner som aflevering, skud, indlæg, stikning og spurt, men der er kommet en ekstra halvspurt ind, så man kan lave raids ála Ryan Giggs. Man løber ikke helt så hurtigt som man gør med den normale spurt, men man har til gengæld bedre kontrol over bolden. I modsætning til andre fodboldspil har Pro Evolution Soccer stort set ingen trick-moves, men overlader det til spilleren at finte sig uden om modstandere, ved hjælp af hurtige retningsændringer og varierende løbehastighed og det fungerer rigtig fint.

Flot animeret

Præsentationen i spillet er udmærket, uden dog at være på niveau med FIFA. Menuerne er fint designet og let overskuelige og før alle kampe får man både holdbilleder og holdopstillinger. I pausen og efter kampen får man også diverse highlights fra forskellige vinkler. Selve grafikken er en noget blandet oplevelse. De forskellige stadions er flot lavet og der er masser af lensflare og skyggekastning fra tribunerne. Spillerne derimod, er grafisk ikke på et niveau vi forventer af PS2. Til gengæld bliver dette reddet af, at de er rigtig flot animeret. Alle spillere har et bredt udvalg af tæmninger, afslutninger, driblinger og meget andet og de virker nærmest levende, da det hele ser meget flydende ud. Desuden er Konami nok det firma, der er kommet tættest på at få spillernes ansigter til at ligne de rigtige. Man vil med det samme kunne genkende et hav af spillere, både i udseende og i spillestil. Eneste kritikpunkt med hensyn til grafikken er det noget flade regnvejr, de lidt stive jubelscener og det faktum at alle trøjerne er forkerte. Tilskuerne er også fint lavet og de skaber også en rimelig god lydkulisse, specielt hvis man slukker for de kedelige kommentatorer. Musikken er til at overse, men den er heller ikke specielt vigtig i denne type spil.

Maradona som spil

Er man vant til let tilgængelige fodboldspil vil man nok få sit hyr med dette, men efter noget øvelse begynder man at se dybden i gameplayet. Spillet er på ingen måde nemt, men der er dog 5 sværhedsgrader at vælge imellem. Spillet er nærmest som en slags spiludgave af Diego Maradona. Det ser ikke ud af meget, men det spiller en fantastisk gang fodbold. Har man tålmodighed til at lære spillet at kende og kan man leve med en lidt dårligere grafik end hvad EA og Sony?s spil præsterer, så er der ingen tvivl om at du skal købe dette spil. Pro Evolution Soccer er uden tvivl det bedste fodboldspil på markedet, hvis man vil spille fodbold på et taktisk og realistisk plan. Spillet har nogle få mangler, men som helhed er det en vinder.

Pro Evolution Soccer (EU)
Anmelders vurdering
6/6

Pro Evolution Soccer   © Konami 2001   (PS2)    1/3 Pro Evolution Soccer   © Konami 2001   (PS2)    2/3 Pro Evolution Soccer   © Konami 2001   (PS2)    3/3