der skal gøres noget ved eller ej. For dem, der kan lide at fordybe sig i statistikker, er der nok at tage fat på. Man kan med LMA's statistikker simpelthen analysere sig selv herfra og ind i himlen. Alt i alt byder LMA 2002 på alt, hvad et management spil skal byde på og gør det bedre en de fleste andre.
God grafik og lyd
Grafisk holder spillet også vand rimeligt godt, kampene og højdepunkterne er ret standard for hvad man ser på PSOne, men det fungerer fint til formålet og når resten af spillets grafiske brugerflade er så velpoleret, er det svært at klage. Alle menuer og animationer er virkeligt lækkert designede, med et farvevalg der gør, at øjnene kan holde til at stirre på dem i det utal af timer, hvilket de fleste købere af spillet utvivlsomt vil komme til gøre. Lyden er ligeledes rigtigt god. Der høres tilfredsstillende små bip og kliklyde, når man navigerer sig rundt og lidt baggrundsstøj hist og pist for stemningens skyld er der skam også blevet til. Kommentatorerne er umiskendeligt engelske, med alt hvad det måtte indebære. De lyder, om ikke andet, aldeles autentiske og er varierede nok til, at man ikke får flænset nerverne af gentagelser.
Noget af det bedste
Det er næsten umuligt ikke at anbefale LMA Manager 2002 til alle management-fans, da det byder på noget af det bedste vi har set indenfor genren, på alle formater. Har du en PSOne, hang til fodbold og en vinter at brænde af, så løb straks ned til din nærmeste forhandler og investér i spillet!