Vi har for nylig anmeldt det eminente Championship Manager til Xbox og lige i kølvandet på dette kommer Codemasters, med deres seneste version af det meget roste LMA Manager. Spillet er for første gang at finde på PlayStation 2 og vi ser nærmere på det i vores anmeldelse her.
Da LMA Manager for nogle år siden debuterede på PSOne, var alle begejstrede og overraskede over, at et så detaljeret managerspil kunne presses ned i sådan en maskine. Nu har Codemasters så gjort kunststykket igen, denne gang på PS2. Det skal med det samme understreges, at spillet er langt fra så omfattende og minutiøst detaljeret som Championship Manager, men mindre kan også gøre det. Konkurrencen på dette felt er mildest talt til at overse og Codemasters har med denne titel udfyldt et stort tomrum i PS2?ens spilkatalog.
Hvad skal man dog vælge?
LMA Manager 2002 er, som alle andre spil af denne type, noget der kræver tid, omtanke og tålmodighed. Inden man overhovedet går i gang og sætter sig til rette i det varme sæde, skal man beslutte sig for hvilken klub man gerne vil prøve kræfter med. Udvalget af disse klubber er enormt. Der er over 700 forskellige at vælge imellem, alle sammen med den korrekte spillertrup (baseret på sæsonen 2001/02). Man kan vælge alskens ligaer, både de store som Premier League og Serie A, men også de mindre kendte ligaer i Tyrkiet, Østrig, Sverige osv. Alt afhængig af hvilket hold man vælger, vil man have en bestemt sum penge at gøre godt med. Jo større hold jo flere penge, men samtidig også større forventninger fra bestyrelsen. Der er naturligvis fordele og ulemper ved alle hold. Har man et storhold skal man ikke træde meget galt før man får silkesnoren, men med de små hold kan man måske gøre sig bemærket og få tilbudt kontrakt med et større og bedre hold. Som et kuriosum har spillet også en ?Challenge Mode?, hvor man skal prøve at fuldføre otte forskellige opgaver. Disse varierer fra at redde et hold fra nedrykning, til at sikre oprykning fra en lavere række.
Man skal gøre sine overvejelser
Selve spillet foregår som alle andre managerspil på dag-til-dag basis. På disse dage skal man sørge for at træne holdet, pleje skadede spillere, lede efter forstærkninger, eller evt. arrangere venskabskampe og forhandle kontrakter. Mange af disse ting kan dog klares af andre ansatte i klubben, som man desuden selv kan fyre og erstatte med andre, hvis man ikke føler de gør deres job ordentligt. Transfermarkedet er ganske realistisk og skal man have en storspiller som f.eks Luis Figo, kan man roligt regne med at skulle afsætte en pæn bunke penge. Man kan dog ikke bare købe spillere som det passer én, da man også skal sørge for at give spilleren en kontrakt som virker lukrativ. Samtidig skal man også holde orden i regnskaberne, så det hjælper naturligvis at have gode sponsorer og en pæn bunke tilskuere til sine kampe. Man kan endda udbygge sit stadion hvis man mener, der vil komme flere mennesker, men det koster jo også penge. Man skal kort sagt gøre sig en masse overvejelser før man bruger sine penge på noget som helst.
Taktik og individualister
Inden man sender sit hold på banen skal man naturligvis udvælge de enkelte spillere, samt hvilken taktik holdet skal spille. Dette kan gøres på et hav af måder. Hver enkelt
|
|
spiller har en rating i en masse kategorier, men også en overordnet rating, så man nemmere kan se hvilken spiller der er bedre som helhed end en anden. Desuden kan man se hvilke områder på banen den enkelte kan dække, samt bestemme hvem der sparker hjørnespark, frispark, straffespark osv. Taktikken består af alt fra formation til hvordan den skal udføres. Skal man spille shortpassing eller lange afleveringer? Kontraspil eller angrebsfodbold? Mulighederne er mange og inden hver kamp får man også en detaljeret beskrivelse af sin kommende modstander fra sin spion, hvis altså man har én ansat. Se kampen fra bænken Kampene kan afvikles på to måder. Man kan enten vælge bare at se resultatet, eller også kan man se hele herligheden i fuld 3D, hvilket klart er at foretrække. Undervejs i kampen kan man så justere taktik eller udskifte spillere, skulle der være behov for det. Efter hver kamp har man mulighed for at se highlights, samt se en detaljeret beskrivelse af hvordan hver enkelt spiller klarede sig. Alle spillere får en karakter for deres præstation og man kan se præcis hvor mange afleveringer, skud, tacklinger osv. hver enkelt spiller har udført. Det er en meget fin detalje og gør at man lynhurtigt kan danne sig et overblik over den enkelte spillers kvaliteter og mangler, og derefter justere det på træningsbanen. En anden fin feature er, at man under kampene kan vælge at få ?donget? alle de andre kampe ind løbende, så man hele tiden kan se hvordan konkurrenterne klarer sig. Spillet har andre fine features, såsom at transfer- og karantæneregler er de rigtige fra land til land. Glimrende interface Noget af det mest essentielle i et konsolmanagerspil er hvordan interfacet er. Til alt helt er det rigtig brugervenligt og overskueligt i LMA Manager 2002. I starten er der selvfølgelig myriader af muligheder, men man finder hurtigt rundt i det hele med en smule øvelse. Alle menuer og data er let forståelige og gør at spillet er utrolig nemt at gå til. Grafisk er spillet ganske glimrende, selvom det ikke er specielt ophidsende at se på tekstskærm efter tekstskærm. Nogle af dem er, som træningen, dog animeret, hvilket er meget rart. Menuerne er farverige og bestemt ikke triste at se på. Selve kampene foregår som nævnt i 3D og selvom det ikke er verdens flotteste grafik, fungerer det ganske glimrende og man kan endda vælge at se kampene fra flere forskellige vinkler. Lyden er ok, selvom der ikke er meget af den, men der er god stemning under kampene. Load-tiderne er acceptable og de kan heller ikke undgås med den store mængde data spillet indeholder. Mesteren er kåret Nu har LMA Manager 2002 ikke den store konkurrence, men alle der fremover vil forsøge sig i denne genre skal i hvert fald være dygtige, for dette spil bliver ikke lige sådan at vippe af pinden. Spillet er let tilgængeligt, men samtidig utrolig dybt og vanedannende og inden man ser sig om, har man brugt timer på finjustering af sin trup og kun spillet et par enkelte kampe. Med over 700 hold og 17.000 spillere fejler holdbarheden i hvert fald ikke noget. Savner man et managerspil der er let og gå til og svært at give slip på, så er LMA Manager 2002 redningen. Spillet er ganske vist ikke så dybt som Championship Manager, men tættere på kommer vi næppe på PlayStation 2.
|
|
|