Largo Winch: Commando Sar

Når man tager Metal Gear Solids succes i betragtning, er det egentlig forunderligt, at serien ikke er blevet kopieret mere, end den er. Det forsøger Ubi Soft nu at råde bod på med spillet Largo Winch, der låner store dele af sit gameplay fra netop Metal Gear Solid. Det er gået omtrent så galt, som det kunne.

Multimillionæren Largo Winch er på besøg ved åbningen af en kemisk fabrik i Venezuela, da fabrikken pludseligt bliver angrebet af terrorister. Sammen med journalisten, Tania, bliver han taget til fange, mens terroristerne placerer en bombe på fabrikken. Det lykkes for Largo at undslippe og desarmere bomben, men de undslupne terrorister bortfører Tania, og det er derfor op til Largo at finde ud af, hvem de er og derefter befri Tania.

Søvndyssende simpelt

Gameplayet i Largo Winch foregår i tredjepersons-perspektiv, som man ser det i for eksempel Tomb Raider og Metal Gear Solid. Spilleren har på en kort træningsbane mulighed for at blive fortrolig med kontrollen af Largo - en forholdsvis hurtigt overstået affære. Largo kan gå, løbe, hoppe samt manipulere objekter i hans omgivelser. Kontrollen med Largos gang og løb forekommer dybt unaturlig og besværlig, hvilket bevirker, at man føler sig omtrent lige så adræt, som en fordrukken flodhest i kano på Gudenåen. Samtidig er Largo, ifølge den meget tynde manual, ekspert i nærkamp, så når han støder på nogle af de utallige vagter, kan han både sparke og slå. Dette kan han enten gøre med enkelte slag og spark, eller i kombinationer. Disse combos består ganske enkelt af tre efter hinanden følgende tryk på slå eller sparke knappen. Largo får også mulighed for at benytte pistoler og kasteknive. Disse er dog kun tilgængelige i begrænset omfang, og drab af modstandere kan i visse tilfælde resultere i, at man fejler missionen, så de bare næver er Largos vigtigste våben. Det er derfor lidt trist, er det lynhurtigt bliver både surt og utilfredsstillende at bruge dem. Kampsystemet er, i al sin enkelhed, udført både bragende kedeligt og klodset. Rundt omkring skal Largo også bruge sin uforlignelige snilde. For det meste drejer det sig om tankevækkere som en dør, der skal åbnes, eller et bord, der skal undersøges. Begge dele klares ved et tryk på X knappen. Faktisk klares de fleste ting ved et tryk på X knappen - med mindre man selvfølgelig skal slå en modstander ned

- der trykker man jo tre gange på X knappen. Largo kan også vende sig om med lynets hast, eller gemme sig bag kasser og vægge, ganske som udviklerne har set Snake gøre det i Metal Gear Solid, så lidt er der da at tage fat på. I mens kunne Rebellion passende tage fat på at gøre en eventuel Largo Winch 2 underholdende og interessant at spille - der er virkeligt noget at gå i gang med.

Grafik og lyd med sidste salgsdato i 1996

Lige så sørgeligt står det til med grafikken i Largo Winch, der mest af alt ligner et fem år gammelt spil. Allerede når den nærmest pinligt triste menu toner frem på skærmen, begynder man at ane, at der ikke er lagt ret meget arbejde i denne udgivelse. Figurerne i spillet er så firkantede at se på, at man mest af alt får lyst til at gå i gang med høvl og sandsliber. Objekter og teksturer fremstår samtidigt så kedelige og udetaljerede, at man må gætte på, at skaberne har været så uinspirerede og åndsforladte, at de har benyttet sig af de standardværktøjer, Sony udleverede sammen med PlayStation ved dens fødsel en gang midt i sidste årti. Det mest pinlige er næsten inventarlisten, der er så godt som tyvstjålet fra Metal Gear Solid, blot med den ene forskel, at det i Largo Winch ikke er elegant udført. Når man dertil lægger et lydspor, hvor effekterne let kunne være taget fra tressernes Batman tv-serie, hvor musikken er hørt mere levende under indkøbsturen i Kvickly og hvor skuespillet er set bedre ved 5. B's fremføring af Hans og Grete på Styltegårdsskolens temadag, begynder der at tegne sig et noget dystert billede.

Undgå Largo

Largo Winch er ikke for hvem som helst. Dermed ikke sagt, at det er for nogen som helst, men hvor gerne vi end ville, kan vi ikke garantere, at der ikke findes en person her i landet, der ville synes om spillet. Er du den person? Vores råd er, at du lader dette spørgsmål forblive ubesvaret og dermed fortæller branchen, at hvis spil af denne kaliber er hvad de har at byde på til PSOne i år 2002, så støver vi hellere de gamle og langt overlegne klassikere af og gennemfører dem én gang til.

Konklusion

Det kan godt være, at PSOne er ved at være en gammel træt konsol, men dette spil er langt under hvad vi ved den gamle kæmpe kan. Largo Winch: Commando Sar er en skændsel for den gamle PlayStation og ingen bør betale for dette spil.