Wreckless: The Yakuza Missions

En af de titler der tiltrak sig mest opmærksomhed fra pressen inden Xbox-lanceringen, var Activision’s Wreckless, der med sin fænomenale grafik virkelig så spændende ud. Sandheden var desværre ikke så røsenrød, så spillet er blevet lavet en anelse om inden udgivelse på PlayStation 2. Om det er blevet bedre eller værre, kan du læse lige her.

Wreckless: The Yakuza Missions er et actionfyldt bilspil, der foregår i hjertet af Hong Kong. Den japanske mafia (Yakuzaen) spreder skræk og rædsel i byen og politiet magter ikke opgaven, så derfor må hårdt sættes mod hårdt.

Flere nye missioner

Som spiller har man derfor nu to muligheder. Man kan enten tage kontrol over to kvindelige elite-betjente, eller over to sære spioner. Formålet er dog det samme; stop Yakuzaen. Hvert af de to hold har 10 forskellige missioner at fuldføre før succesen er hjemme, men disse ligger dog ganske tæt op af hinanden. F.eks. skal man i den første mission som politi sørge for at stoppe forbryderne, før de røver en pengetransport. Vælger man spionerne skal man stadig stoppe forbryderne, men denne gang for selv at få fat i byttet. Hver mission kan desuden spilles på to sværhedsgrader og klarer man missionen på den sværeste af disse, åbner man op for en bonusmission. Spillet har derfor ialt 40 missioner, hvilket er en klar forbedring i forhold til Xbox-udgaven. Som noget anden nyt har hver mission også en lille side-mission, der som regel går ud på at smadre et vist antal objekter undervejs.

Så skal der smadres

De to sære makkerpar har også et udvalg af mere eller mindre mærkelige køretøjer at vælge imellem, og klarer man føromtalte bonusmissioner, får man adgang til en masse andre. Spillet indeholder omkring 20 forskellige transportmidler, der varierer lige fra trehjulede politibiler, til lastvogne og busser. Ens succes på en given mission afhænger som regel af valget af køretøj, da de varierer lidt i manøvredygtighed. Som noget nyt i PlayStation 2-versionen har bilerne nu også fået monteret et mindre arsenal af missiler under kølerhjelmen. Disse kan så bruges til at ramme Yakuzaens biler, men de gør dog ikke særlig stor skade, så hovedformålet er stadig at smadre dem med sin egen bil. Apropos det at smadre, så er det her spillet har sin største charme. Man kan stort set hamre sin bil ind i alting og efterlade Hong Kong som en mindre krigszone. Alt lige fra hegn, til postkasser og alle trafikanter kan pulveriseres, hvilket giver en rigtig god effekt og er ganske underholdende. Man kan nu også køre fodgængerne ned, men det efterlader dog ikke noget blodigt spor, ála Grand Theft Auto, men istedet flyver de bare til højre og venstre som var de badebolde, hvilket ser ret komisk ud.

Problemerne hober sig op

Umiddelbart lyder et spil hvor man kører rundt i en bil og smadrer en hel by sønder og sammen, som noget ganske underholdende tidsfordriv. Spillet har dog en del problemer, der gør at frustrationerne hurtigt får overtaget,

hvis ikke man er den tålmodige type. Noget af det første man lægger mærke til, er den lidt underlige bilfysik der præger spillet. Bilerne virker meget lette og man skal lige bruge lidt tid på at vænne sig til denne styring, da man ellers vil bruge meget af tiden på at se ens bil hoppe og danse rundt i landskabet. Et andet problem, som spillet har taget med fra Xbox-versionen, er den meget svingende sværhedsgrad. Nogle missioner er utrolig lette, hvorefter man pludselig bliver konfronteret med en temmelig umulig opgave. Sådan svinger spillet frem og tilbage og det kan godt blive frustrerende, da man ikke kan spille næste mission før den pågældende er gennemført. Et sidste problem er den nye two-player mode. Her spiller man, som i Burnout 2’s pursuit, med den ene spiller som byttet, mens den anden skal jagte. Problemet er at det ikke foregår i splitscreen, men i stedet på samme skærm, hvilket gør det noget svært for den forankørende at orientere sig præcist. Når man så drejer kan man slet ikke se hvad man laver før den jagtende bil er drejet, hvilket virker fuldkommen latterligt. At man så oven i købet bliver straffet for at slippe for langt væk fra den jagende, ved at begge bilerne stoppes og sættes i en kort afstand fra hinanden, gør denne del komplet overflødig og nærmest pinlig.

Det ser skidt ud

Der skal ikke heske tvivl om at grafikken i Xbox-udgaven var utrolig imponerende. Man kunne derfor med rette frygte lidt for denne version, og spillet kan da heller ikke levere noget i nærheden af originalen. På trods af dette er spillet dog ganske intenst og det er imponerende med al den aktivitet på banerne. Der er et hav af bilister, fodgængere og andet godt og det føles virkelig som om man kører i en overbefolket storby. Bilerne er nogenlunde acceptable, uden dog at nå et niveau som man kan forvente. Den fremragende lyskastning og de mageløse partikel-effekter fra Xbox-versionen er også en saga blot, og det gør at spillet ser lidt mere ordinært ud. Der er gnister og eksplosioner, men sammenlignet med Xbox’ens version er det en noget skrabet udgave PS2-ejere må tage til takke med. Noget af det mest skrællede er dog cut-scenerne. Disse er magen til originalen, bortset fra det faktum at de er blevet downsamplet en hel del og derfor fremstår mudrede og utydelige, hvilket virker komplet unødigt. Lyden klarer det lidt bedre end grafikken. Musikken er noget ganske glimrende techno/pop, men specielt lydeffekterne skaber en god stemning af fart og ødelæggelse. Stemmeføringen er også acceptabel, omend den kan være rimelig ensporet og de forskellige vittigheder er til tider temmelig platte.

Konklusion

Når man fjerner de grafiske lækkerier fra Xbox-versionen, står man tilbage med et lidt tyndt og ensformigt bilspil, der hurtigt vil blive trivielt for de fleste. Ganske vist har PS2-versionen fået visse forbedringer, det er bare ikke nok til at opveje de mangler spillet har. De fleste vil finde Wreckless mere frustrerende end underholdende.