X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Way Of The Samurai


Nogle mennesker er fascineret af tanken om at være samurai eller ninja. Desværre er det jo ikke ligefrem et hverdagsjob, så derfor må indlevelsen i universet foregå via diverse film og spil. Der har før været lavet en del spil med samuraier, men desværre er det de færreste der holder et acceptabelt niveau. Vi har set nærmere på om Way of the Samurai laver om på dette faktum.

Way of the Samurai er et standard action-adventure, hvor man i rollen som en herreløs samurai ankommer til Rokkotsu Pass, hvor det viser sig at en større konflikt er i gang, mellem stridende klaner. I rollen som denne ronin skal man derfor passe på hvem man lægger sig ud med, da de lokale fraktioner ikke ser lige positivt på utidig indblanding. Det er nok de færreste af os der nogensinde har mødt en samurai, så det er umiddelbart svært at vide hvilken type person der gemmer sig bag denne titel. Heldigvis kan man i dette spil selv afgøre hvilken type person man er.

Stor frihed

En af de gode ting ved spillet er, at det ikke er lineært. Man skal ikke udføre specifikke opgaver i nogen rækkefølge, og faktisk kan man selv afgøre om man overhovedet gider lave noget. Spillet foregår som sagt i Rokkotsu Pass, en lille landsby et sted i Japan. Denne landsby er inddelt i små lokationer og spillet foregår lidt i stil med Shenmue, hvor man løber hen af en sti, hvorefter næste område loader. Man kan frit bevæge sig frem og tilbage mellem de pågældende lokationer, hvor man kan tale med, eller kæmpe imod, de lokale.

Hvordan ender det?

Hver gang man taler med en lokal borger, vil man have forskellige svarmuligheder. Disse svar vil så påvirke historiens gang, så man på den måde selv skaber sit eventyr og sin karakter. Nogle gange beder folk dig om at hjælpe med et eller andet, og man kan så vælge at gøre det, ignorere dem, lyve, eller slå dem ihjel. I kampsituationer vil man også komme ud for at folk vil be om nåde, hvilket man så kan efterkomme. Man kan også være kold og kynisk og slagte dem i deres ynkelighed. Det er helt op til en selv. Alle disse ting vil til slut påvirke hvilken slutsekvens man vil få at se, samt hvilken rating man vil få. Der er mindst seks forskellige slutninger, hvilket også er nødvendigt, da spillet ikke er særlig langt (2-3 timer).

Masser af dueller

Nu ville denne type spil jo ikke være meget værd uden nogle ordentlige sværdkampe, og her skuffer spillet bestemt ikke. Bevæger man sig ind på områder der tilhører en klan, vil man straks blive mødt af vagter der går til angreb. Sommetider vil folk også angribe dig på dit blotte udseende og mangel på kampe lider spillet bestemt ikke under. Når man har trukket sit sværd har man to angrebs-muligheder, weak og powerful, samt en mulighed for at blokere og sparke. Der hvor spillet for alvor bliver interessant er, at man til at starte med ikke har så mange moves eller combos at gøre godt med, men efterhånden som man eksperimenterer og vinder en masse dueller, vil man få flere og flere angrebs-muligheder. Spillet rummer angiveligt mere end 200 forskellige typer angreb, så der er nok at give sig i kast med.
Et sværd(t) valg

Ens angreb afhænger også af hvilket sværd man har i hånden. Man kan undervejs bære op til tre forskellige sværd og disse kan variere meget i egenskaber. Sværd tilrager man sig ved at besejre sine fjender. Disse taber så deres sværd, hvorefter man kan samle det op. Folk taber til tider også penge og disse penge kan så spenderes hos byens smed, for på den måde at gøre ens sværd mere holdbart eller kraftfuldt. Der er over 40 forskellige sværd at få fingre i, men for at få dem alle, kræver det at man spiller på alle de tre sværhedsgrader. Hver gang man får sig et nyt sværd bliver dette gemt i save-filen, så man altid har det, også når man starter et nyt spil efter man har gennemført. Så jo flere gange man gennemfører spillet, jo bedre en samurai vil man være.

Et godt bonus-spil

Way of the Samurai indeholder også en two-player battle-mode, ála Soul Calibur, hvor man kan kæmpe mod en ven, eller mod computeren. Denne mode skal dog først åbnes ved at klare sig igennem spillet, men til gengæld er det en ganske god lille bonus, og man kan bruge alle de sværd man har tilegnet sig i spillet. Derudover kan man også åbne op for nye ansigter og kostumer. En af spillets fejl er dog, at man kun bliver angrebet af en modstander af gangen, mens de andre står og venter på at det bliver deres tur. Hvorfror i alverden er det stadig sådan i mange spil? Helt tilbage i Kung-Fu Master kunne man blive angrebet af flere personer samtidigt. Det ville virke mere overbevisende, hvis man kunne lave nogle moves, som dræbte flere modstandere af gangen og man samtidig skulle forsvare sig på flere fronter.

Middelmådig grafik og lyd

Der hvor spillet halter mest er dog i grafik og lyd. Både karakterer og lokationer lider af mangel på detaljer og selvom det ikke er helt katastrofalt, er det set bedre. Kampscenerne er til gengæld ganske gode og de mange animationer til diverse moves er flydende. Filmsekvenserne derimod, er ganske tamme - de indeholder stort set ingen animation, ingen udtryk, og de er mildest talt lidt kiksede. Når man dertil lægger, at der bliver brugt talebobler istedet for voice-acting, falder det helt til jorden. Der kommer udbrud i ny og næ, men det begrænser sig til ”mmrrrhhh!”, ”uuurrrgh”, ”uuuhhh?” og de virker totalt malplacerede. Musikken er ikke meget bedre - det har sine momenter, men det lyder generelt mere som om nogen har proppet nogle guitar-strenge i en blender og tilsat noget typisk orientalsk musik oveni.

Konklusion

Way of the Samurai har et fint koncept og udførelsen er ganske god. Der er mange gode kampscener og man keder sig aldrig. Derudover er spillet meget varieret fra gang til gang og det hæver spiloplevelsen en del, at man selv bestemmer hvad der skal ske. Middelmådig grafik og lyd, samt spillets længde, trækker dog fra i den samlede score.

Way Of The Samurai (EU)
Anmelders vurdering
4/6

Way Of The Samurai   © Spike 2002   (PS2)    1/4 Way Of The Samurai   © Spike 2002   (PS2)    2/4 Way Of The Samurai   © Spike 2002   (PS2)    3/4