Warriors Of Might And Magic

En masse har sikkert set frem til en rigtig god gang gedigen fantasy-action titel, der bestemt er en mangelvare på PS2. 3DO har gjort et forsøg og bidraget med et spil i Might and Magic universet. Fungerer det? Hvis ikke en irriterende detalje førte til depression, kunne dette have været et af de bedre PS2 spil på markedet og muligvis blive husket som fantasy genrens mandlige Tomb Raider. Vi har fordybet os i spillets mangler og plusser.
" From damnation to salvation, only one shall rise ", lyder det på bagsiden af PS2 cover'et til Warriors of Might and Magic. Der skal nu meget til at opnå frelse i et spil, og det er nok de færreste, som ender med at få en følelse af indsigt ved at begive sig ud i dette W.O.M.A.M univers. Man har store forventninger til et PlayStation2 spil, og især når det sidste gode spil i denne serie er til en konsol fra tidernes morgen. Man har adgang til en ny poleret udgave i fuld 3D. Først og fremmest starter spillet med en opvisning i, hvordan en rimelig imponerende CGI intro skal udføres. Den første fornemmelse man får er, at dette spil ikke ligefrem foregår i nutiden, men indeholder en intens middelalderlig stemning. Forude ligger en større legendarisk oplevelse i en verden fuld af diverse overnaturlige udyr, trolddom, magi, kættere, og He-man-agtige helte med stor hårvækst. Du er i dette spil netop en del af alle nævnte kategorier, og bliver på din færd igennem eventyret i stand til at udføre adskillige magiske formularer for at overvinde mere end 30 forskellige udyr.

Nekromantik er roden til alt ondt

Efter introen bliver den spilbare karakter, Alleron kastet ned i en dyb mørk arena, og stemningen er rigtig god med folk, der kommer med tilråb. Alleron er en mand, som er blevet dømt til at leve iført en levende maske om ansigtet pga. hans fordybelse i 'Nekromantik', dvs. de dødes magi, og den værste magiske kunst af dem alle. Det siges, at denne magi kunne fremkalde afdøde slægtninge, så de genopstår som en slags zombier, og hungrer efter blod. Den såkaldte "De fordømtes Maske", er den sidste udvej, når ikke engang en henrettelse er nok straf for den dømte nekromantiker. Sagen er, at nekromantikerne ikke har ondt i sinde, men simpelthen bare ønsker at lære verden og al dens mystik bedre at kende. Ingen ved hvor masken stammer fra, mens alle er klar over, at ingen kraft på jorden kan slippe af med masken, når den først har gravet sine dybe kløer ned i skulderbladene. I begyndelsen er man stort set så sårbar, som overhovedet muligt. Kun en trækølle er til rådighed, der dog hurtigt kan opgraderes til noget lidt mere slagkraftigt - nemlig en stålkølle!

God okkult stemning

Spillet har en god stemning af okkult ondskab, og specielt den underverden, man begiver sig rundt i, sørger for en fremragende bevægelsesfrihed. Det er muligt at udføre en del angreb, hvilket fører til megen variation. Gradvist støder man på nye magiske formularer, der kan udføres med et enkelt tryk på firkant. Altså ingen RPG

fremgangsmetode her - nej, det her er ren og skær action. For at holde sig ajour med sine egenskaber og svagheder, er der en inventarfortegnelse, hvori der er angivet det udstyr, man har til rådighed, samt en personlig statistik over, hvor gode ens kampegenskaber er; Mægtighed, Intelligens, Behændighed og Udholdenhed. Hver egenskab er delt op i hver sin level, og man stiger i level, hver gang man f.eks. ifører sig noget nyt udstyr og overvinder fjender. Det er som sagt muligt at opgradere sit standard våben allerede kort tid inde i spillet, men selv standard våbnet kan være effektivt, da det er muligt at lave både combo angreb og ved at holde knappen inde i et par sek. lade op til en et kraftigt one-hit angreb. Alt fra økser, sværd til krigshammere kan opsnuses. Noget lidt mere spændende er den magi, der kan læres i spillets forløb. Ikke al magi er nødvendigvis effektiv mod enhver fjende. Det hele handler om grundelementernes sammensætning; Ild, Jord, Luft og Vand-magi skal beherskes, og i form af en farve, der omgiver hver fjende man konfronterer, vil man kunne finde ud af hvilken magi, der er mest effektiv mod fjenden. Der er uden tvivl masser af variation i denne opbygning af kampsystemet. Det hele bliver imidlertid totalt ødelagt af en meget irriterende detalje, som alt for ofte er årsagen til, at et ellers udmærket spil ender med at frustrere mere end at fornøje.

Hvad er der med den frame-rate?!

Denne anmeldelse har måske haft en yderst positiv indvirkning på dig...indtil nu. Vi kan bare ikke ignorere de skinbarlige kendsgerninger; grafikken er flot, stabilt gameplay, men fy for en frame-rate!! Ligesom stemningen og den gode lyd er en kærkommen sammenblanding af højdepunkter i Warriors of Might and Magic, ligeså modvirker den grafiske hastighed hele denne oplevelse. Grafikken hakker konstant derudaf i én evindelighed, og man tror, at det er en dårlig pc konvertering. En ting er sikkert - det er dårlig programmering! Hvorfor en enkelt grafisk detalje som frame-raten medvirker, at et ellers udmærket fantasy-action spil bliver gjort til skamme, er en gåde for undertegnede. Sådan noget sløseri er nærmest en dødssynd på en maskine som PS2'en. 3DO gør os opmærksom på adskillige facts om spillet på bagsiden af PS2 cover'et. Flotte real-time lyseffekter og reflekterende overflader, 'dozens of weapons', 'maximum medievil mayhem', 'jaw dropping spell combat'. Sandt nok - det hele er sandt, men det, der gør os så sørgmodige ved at have spillet W.O.M.A.M, er følgende ting, som 3DO lige glemte at nævne i farten - den dræbende frame-rate! Udviklerne bør tage notits af følgende læresætning: en flydende frame-rate, skaber et flydende gameplay. Dette er desværre ikke tilfældet med Warriors of Might and Magic. Spillet er dog stort og omfattende, så har du tålmodighed, og er en stensikker fan af genren, kan du sikkert overkomme dets mangler. Prøv det dog først inden du overvejer om det er dine lommepenge værd, og tænk herefter godt igennem om du evt. vil fortryde købet. Husk i så fald at få spillet plomberet.