Virtua Fighter 4

Efter en smule stilhed lader det til at beat'em-up genren er ved at få et comeback i år, med en masse spændende titler i vente. Efter Tecmo med Dead or Alive 3, er Sega næste hold i ringen, med fortsættelsen af deres legendariske Virtua Fighter-serie. Kan Yu Suzuki endnu engang leve op til forventningerne? Læs vores vurdering, lige her.

Efter en årrække som modstander til Tekken, er Virtua Fighter nu hoppet over på PlayStation 2, så vi får den direkte konfrontation mellem de to store serier. Virtua Fighter 4 er, som forgængerne, en arkadekonvertering, udført af Sega's egen AM2-afdeling. Det skulle dog vise sig, at spillet var meget dybere og langt mere holdbart end en gennemsnits arkademaskine.

Menneskelig AI

Ved første øjekast ser de forskellige spilmodes ikke ud af meget, da de minder meget om konkurrenternes. Der er mulighed for at spille Arcade mode, Versus mode, Kumite mode og Training. Derudover er der et menupunkt, som hedder AI-System, der kombineret med Kumite, egentlig er spillets kerne. Arcade mode er en direkte konvertering af den maskine man finder i spillehallen og Versus giver naturligvis spilleren muligheden for at spille mod en af sine venner. Kumite er en survival-mode, der er meget dyb, lang og varieret. Modstanderne i Kumite er nemlig ikke hvem som helst. I Japan kunne man få nogle specielle kort der kunne proppes i arkade-maskinen. Disse kort registrerede så alt hvad spilleren gjorde hos Sega's egen server, der var sluttet til samtlige maskiner. Både sejre, nederlag, valgte karakterer, samt hvilke moves der var mest brugt osv. Sega fik så den snedige idé, at kode alle de bedste spilleres VF-kort ind i Kumite-mode, så når man spiller denne del, spiller man faktisk mod virkelige personer og de kæmper ud fra de data der lå på den pågældendes kort. Derudover har Sega's egne folk også registreret deres data i spillet, så man møder rigtig mange gode fightere med en næsten menneskelig AI, hvillet er en temmelig genial idé. Der er flere hundrede af disse personer kodet ind i spillet og de har endda evnen til at læse ens moves, så man ikke bare kan lave det samme igen og igen. Før man starter en fight kan man så se hvem man møder, samt se præcis hvilken statistisk de har og hvilken rating. Man kan så kréere sin egen profil, som spillet så opdaterer løbende. Oven i hatten indeholder spillet en slags sensei-mode. Dette er den føromtalte AI-system, der lader spilleren lære en computer-styret fighter forskellige moves. Han kan på den måde trænes til at lære alskens moves og man kan endda fortælle ham hvad han gør rigtigt og forkert. Man kan derefter kaste ham i kamp mod en af sine venners kréerede fightere. Dette er endnu en genistreg, da man hver især kan træne sin fighter og så mødes og se hvordan de klarer sig mod hinanden.

Svært at mestre

Udover at spillet indeholder disse dybe spilmodes, har det også en fight-engine der er meget veludviklet i forhold til Tekken's. Hvor man i Tekken-serien lidt nemmere kan angribe uden at tænke så meget over strategi, er man i VF4 nødt til at lære hvornår og hvordan man skal angribe. Det nytter heller ikke noget at "button-bashe", da AI'en er alt for snedig til dette. Den udvikler sig simpelthen i forhold til spilleren og vil derfor hurtigt finde modtræk til ens moves, hvis man bruger de samme igen og igen. Spillet styres med 3 forskellige knapper, nemlig punch, kick og block. Dette lyder måske ikke af meget, men spiller man igennem træningsdelen vil man finde ud af, hvor mange forskellige kombinationer der er. Desuden foregår spillet i fuld 3D, så man kan rotere

rundt om modstanderen, hvilket igen udvider muligheden for moves. Spillet er langt mere taktisk anlagt end Tekken, selvom det har et gameplay der nemt at gå til. Det er til gengæld meget svært at mestre og det er også en del af charmen, da øvelse virkelig har en indflydelse, hvilket er sjældent i Tekken, da enhver her bare kan sætte sig ned og hamre løs på knapperne og stadig have en rimelig chance. Man kan også sagtens hamre løs på knapperne her, men man vil hurtigt opdage, specielt i Kumite-mode, at det ikke fører specielt langt. Spillet er også godt afbalanceret, idet der er masser af både offensive og defensive moves og karaktererne varierer også i sværhedsgrad når man kontrollerer dem, så der er noget for nye til serien, samt noget for veteraner.

Grafikken skuffer ikke

I forhold til den foregående version på Dreamcast, er der kommet to nye karakterer til. Det er Lei Fei og Vanessa Lewis. Udover dette er der de velkendte ansigter i form af Akira, Sarah, Jacky, Lau, Dural og flere andre. Alle karaktererne er fremragende lavet og man kan især se en klar fremgang i ansigterne og deres mange detaljer. Animation er ligeledes flot og særdeles flydende og selvom det til tider går meget stærkt, kan man tydeligt se de forskellige moves blive udført. De forskellige baner varierer meget i detaljegrad. Nogen af dem er eminent flotte, mens andre har nogle effekter der er lidt kiksede. Banerne er en anelse interaktive, f.eks laver fighterne spor i sneen osv, men det er dog ikke på samme plan som Tecmo's Dead or Alive 3 til Xbox. Spillet rummer dog tilstrækkelig mange flotte detaljer, til at det hører til i den højere ende af skalaen. Karakterernes tøj er animeret flot og det har faktisk en indflydelse på tøjet hvilken vej vinden blæser, hvilket især er tydeligt i den eminente replay-mode, der gør at man kan se sine fights i slowmotion og endda gemme dem på sit memorycard. Det eneste negative der kan nævnes om grafikken er, at Virtua Fighter 4, som så mange andre spil på PS2, har aliasing-problemer (hakkede kanter). Lyden i spillet er ganske god og selvom musikken måske ikke ligefrem er noget specielt, er de forskellige lydeffekter ganske klare og effektfulde samt stemmerne er tydelige. Præsentationen fortjener også ros, da alle menuer ser meget professionelle og stilede ud. Desuden er der som sædvalig en 50/60hz option når vi snakker Sega-spil og det er utroligt at andre udviklere ikke benytter sig af denne brugervenlige feature. For ligesom at lægge kronen på værket, er der også et hav af ting der kan vindes i Kumite, såsom masser af nyt tøj til din fighter, arenaer osv.

En klassiker

Virtua Figher 4 er uden tvivl et af de bedste beat'em-ups der nogensinde er lavet. Mange vil nok blive frustrerede over det lidt mere strategiske gameplay, men det giver blot en længere holdbarhed, samt en større tilfredsstillelse når man vinder. Sega har endda formået at forny genren med et par geniale gameplay-modes, der virkelig tester spilleren. Spillet indeholder ganske vist kun 14 karakterer, men til gengæld er der hundredevis af forskellige modstandere, der endda er baseret på rigtige personer. Dette gør, at spillet aldrig bliver forudsigeligt, eller let og man skal derfor være decideret modstander af denne type spil for ikke at have det stående i sin samling. Selvom spillet er en arcadekonvertering har det så meget dybde, at det ligeså godt kunne være en beat'em-up simulation. Spillets strategi og krævende gameplay gør at det hæver sig over samtlige andre fightere og hvis man ikke giver dette spil en chance, så snyder man sig selv for et eminent spil.