X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Unreal Championship


Har man haft lyst til en multiplayer-deathmatch, har Halo længe været det foretrukne valg blandt Xbox-ejere. På det seneste har spillet dog fået lidt konkurrence, først og fremmest af TimeSplitters 2. Nu kommer spillet der næsten ikke kan undgå at presse Halo til det yderste, nemlig Unreal Championship. Vi har set nærmere på om spillet er den multiplayer-oplevelse som mange går og venter på.

Unreal Championship har faktisk været klar rimelig længe, men er først kommet på markedet nu, hvilket skyldes at amerikanerne jo netop er gået online med deres Xbox. Da Microsoft i øjeblikket kører tests rundt om i Europa er spillet så også kommet her, selvom det for den menige dansker ikke er muligt at gå online endnu.

Vælg dine venner med omhu

Spørgsmålet er så, om Unreal Championship i virkeligheden har noget særligt at tilbyde, nu da vi er berøvet den online-mulighed spillet decideret er udviklet til. For den enkelte gamer har spillet nemlig ikke nogen decideret historie, kun ren og skær ukontrolleret vold. Dette er egentlig også fint nok, da det jo er det first-person-shooters egentlig drejer sig om. Single-player delen er hurtigt overskuet. Man laver en profil, hvorefter man vælger nogle holdkammerater til at kæmpe ved ens side. Der er et hav af forskellige bad-ass typer at vælge imellem, og hver af dem har nogle ratings i diverse kategorier, der afgører hvilken måde de spiller på. Når dette er gjort er det bare at klø på og kaste sig ud i det. Undervejs i spillet vil de andre på holdet opnå bedre ratings i de forskellige kategorier, hvilket bl.a. afhænger af hvordan man bruger dem i kamp. Ens holdkammerater kan nemlig tildeles specifikke roller og man kan give dem ordrer undervejs med et tryk på sit joypad. Det er derfor væsentligt at studere de andres evner, så man tildeler dem en position der matcher deres stil og evner.

Multiplayer underholdning

Man kommer dog ikke udenom, at det er i multiplayer at Unreal Championship har sin store tiltrækningskraft. Alle de tidligere versioner på PC har været afsindigt populære og det er den fornemmelse udviklerne prøver at generere på vores kære Xbox. Muligheden er da også til stede, men det kan ikke undgå at hæmme spillet at online-muligheden ikke kan udnyttes her i Danmark. Nuvel, man skal heller ikke gøre online til mere end det er, og man kan sagtens skabe en masse heftige multiplayer-kampe uden denne mulighed. Man kan enten spille via den klassiske (på konsol) splitscreen, eller også kan man linke indtil flere maskiner sammen, og så er det timerne stille og roligt forsvinder ud af ens liv. De forskellige modes er ganske kendte og indeholder den almindelige Deathmatch, hvor alle kæmper hver for sig. Derudover er der en Team Deathmatch, hvor der deles to hold, som så går i flæsket på hinanden. I Survival kæmper man en-mod-en, og skulle man vinde får man så en ny modstander, ganske som vi kender det fra et utal af beat’em-ups. Udover disse indeholder spillet også Capture the Flag, Bombing Run og Double Domination.

Adrenalinen pumper
Nu er alle disse modes jo ikke meget bevendt, hvis ikke man har noget ordentligt isenkram i sine hænder. Heldigvis indeholder spillet da også 13 imponerende våben, der varierer i styrke. Udvalget består bl.a. af shieldgun, assault rifle, flak cannon, rocket launcher, translocator, ion cannon, lightning gun og biorifle. Alle disse kan rekvireres ved at drøne rundt på de forskellige baner og samle dem op, og lærer man at bruge dem, er de alle effektive. Udover de forskellige våben ligger der også andre brugbare ting rundt omkring, bl.a. shield packs, health og adrenaline. Adrenaline er den mest interessante, idet den giver spilleren nogle ekstra muligheder. Har man maksimeret sin adrenalin-måler, har man nemlig pludselig mulighed for at benytte sig af forskellige tricks, såsom usynlighed og smidighed. Man gør klogt i at vide hvor disse er placeret, da man hurtigt får kamp til stregen. De forskellige bots, eller holdkammerater, består af nogle barske typer, der er inddelt i seks forskellige racer. Disse racer har ganske forskellige evner, idet nogle racer er hurtige, mens andre bliver sværere at dræbe jo flere de selv dræber.

Nydelig grafik

En af de største forcer ved Unreal-spillene er den hurtige og endeløse action. Dette kræver naturligvis en grafikmotor der kan følge med og her klarer spillet sig ganske fint. Man nærmest blæser rundt på banerne i et afsindigt tempo og det går aldrig ud over grafikken. Spillet kører ganske vist ikke 60fps, men holder trods alt et ganske stabilt niveau omkring de 30 billeder pr. sekund. Der er noget minimal slowdown hist og her, men grundet spillets hastighed og intensitet, er det yderst sjældent man lægger mærke til det. Detaljegraden på banerne er også fin og de er alle prydet med flotte teksturer og god lyssætning. Karaktererne har alle deres individuelle træk, men det er dog sjældent at man i farten kan skelne dem fra hinanden. De mange effekter fra de forskellige våben er også rigtig flotte og som helhed er Unreal Championship en ganske nydelig titel at kigge på. Lydmæssigt klarer spillet sig også godt, med både glimrende musik og gode effektfulde lyde.

Ganske godt spil, men...

Skal man opsummere, så bringer Unreal Championship ikke meget nyt til genren. Spillet er Unreal som vi kender det, på godt og ondt. Heldigvis er det meste godt og især multiplayer-delen skal nok sprede masser af glæde. Desværre kan vi af gode grunde ikke teste det som spillet egentlig drejer sig om, nemlig online-delen, og det går trods alt lidt ud over helhedsindtrykket. På trods af dette er spillet dog ganske underholdende, og har man mulighed for at linke et par maskiner sammen, kan man nok leve uden online-delen indtil den kommer til landet.

Konklusion

Unreal Championship er en klassisk first-person-shooter, hvor det hele er fokuseret på action og multiplayer-spil, og dette udfører spillet til punkt og prikke. Savner man noget fornyelse efter måneders samvær med Halo, så er dette spil et rigtig godt alternativ. Bare sørg for at have nogle venner tilstede.

Unreal Championship (EU)
Anmelders vurdering
4/6

Unreal Championship   © Atari 2002   (XBX)    1/7 Unreal Championship   © Atari 2002   (XBX)    2/7 Unreal Championship   © Atari 2002   (XBX)    3/7