Twin Caliber

Det er ikke just actionspil der mangler i PlayStation 2 kataloget, men på trods af dette, vælter det stadig frem med mere eller mindre tvivlsomme spil. Rage mener dog at de kan tilbyde noget nytænkning, som nok skal fange opmærksomheden. Om det så er nytænkning, eller en gimmick, kan du læse i vores anmeldelse, lige her.

Da Twin Caliber er et actionspil er historien også derefter. Den foregår kort fortalt i en by ved navn Sweet Liberty, hvor mystiske ting og sager er under udvikling. Alt dette begyndte pludseligt efter en ung kvindes ankomst til byen. Efter godt en måned ligger byen hen i kaos. Folk muterer til højre og venstre, mens rygtet om en hemmelig sekt breder sig. I det nærliggende statsfængsel prøver sheriffen John Fortman at holde disse mutanter stangen, men han kæmper en forgæves kamp. Hans eneste redning er at alliere sig med en fange ved navn Valdez, og sammen skal de prøve at slippe ud af fængslet og befri byen for disse rædsler.

Co-op mode og mange levels

Som spiller kan man nu vælge mellem en af disse karakterer, men begge deltager dog side om side i spillet. Det hele foregår altså i en co-op mode, hvilket også kan benyttes af to spillere, og det er jo en fin feature. Det eneste man herefter skal gøre er at skyde på alt hvad der bevæger sig, indtil man har gennemført banen. Derefter fortsætter man til næste bane hvor man, surprise surprise, skal skyde alt hvad der bevæger sig. Dette koncept gentager sig selv igennem 26 levels, hvilket er en pæn bunke for denne type spil, en gang imellem afbrudt af nogle boss-fights. En af fiduserne ved co-op mode er at man skal passe på ikke at skyde sin kollega, men dette kan slås fra hvis man føler at det hæmmer gameplayet.

Guns, guns, guns

Når man nu befinder sig i en så udsat situation som de to herrer, har man brug for noget ordentligt isenkram. Heldigvis tilbyder spillet da også 10 forskellige håndvåben, der natuligvis varierer i effektivitet. Alt lige fra almindelige pistoler, til rifler og shotguns kan benyttes, samt den altid underholdende gatling gun. Desuden har man noget ekstra hjælp i form af dynamit, hvis en gruppe zombier skulle være så skødesløse at stå tæt sammen. For yderligere hjælp benytter spillet også nogle såkaldte ’aiming-lines’, der viser præcis hvor man sigter, og om ens våben har den nødvendige rækkevidde. Desværre er det forudbestemt hvilke våben man kan bruge hvornår, så i starten må man klare sig med et par pistoler, for senere at få fingre i de mere hårdtslående geværer.

Lidt nytænkning

Det nye i gameplayet er at man har rådighed over to våben af gangen, et i hver hånd. Disse styres så af hver sin analoge styrepind, hvilket gør at man kan skyde i flere retninger samtidig. Det er som taget ud af filmen Desperado, hvor mange scener bestod af nogle heftige gunfights, med Antonio Banderas skydende i alle tænkelige vinkler. I starten kan det være lidt vanskeligt at koordinere, og man finder hurtigt ud af, at

det at styre to uafhængige våben samtidig, ikke er helt så nemt som man skulle tro, især fordi styringen er temmelig klodset. Hvis man kæmper med styringen, har man muligheden for bruge en mekanisme der gør at begge våben altid peger i samme retning. Dette ødelægger dog hele ideen, så derfor er det lidt underligt at muligheden er inkluderet.

Nobody moves, everybody shoots

Spillets helt altoverskyggende problem er dog den kedsomhed der indfinder sig efter cirka 5 minutter. Det hele fungerer som en on-rails shooter, hvilket vil sige at man på ingen måde kan styre sin karakter. Man har heller ingen undvigemanøvrer at gøre godt med, så alt hvad spillet går ud på er at sigte med de to analoge styrepinde, og derefter hamre alt hvad man kan på L1/R1-tasterne, der affyrer ens våben. Er man heldig at have et automatvåben kan man dog holde knapperne i bund, hvilket bare gør det endnu mere kedeligt end det er i forvejen. Man kan desuden heller ikke ramme fjender der er højere i landskabet end en selv, da vores helte åbenbart kun kan se vandret, og hverken kigger op eller ned.

Det grimmeste spil i mands minde

Lige meget hvor god grafikken måtte være, ville den ikke kunne skjule et så simpelt og hjernedødt gameplay som dette spil indeholder. Nu er grafikken dog langt fra god, men snarere pinlig. Vores to helte og de forskellige zombies er lavet af så få polygoner at det er til at tude over, og deres animation er ligeså elendig. Stort set hele spillet foregår i meget mørke områder, hvilket så sparer os for at se de dårlige baggrunde. Ikke engang de forskellige effekter er der gjort noget ud af, hvis man ser bort fra det faktum at der er blod alle vegne. Dette spil må rangere som det blodigste nogensinde, idet samtlige zombier indeholder så stor en mængde blod at det er grotesk. Udviklerne har prøvet at skabe noget action-stemning ved at bruge Matrix-lignende dødsscener ca. hvert 30. sekund, hvor man så ser en zombie’s krop blive sendt ud i alle verdenshjørner. Dette er dog så grimt, og desuden belastende, at man må tage sig til hovedet.

Vis dig frem på nettet

Lyden er næsten endnu værre og sjældent har man hørt så dårligt speakede stemmer som her. Musikken bliver tit druknet i larmen fra ens våben, men det gør ikke så meget, da den ikke er værd at skrive hjem om. Som en sidste detalje kan nævnes at spillet er meget highscore-baseret, med alskens scoresystemer, og man kan, hvis man gider, få en kode efter hver highscore og taste den ind på en tilhørende hjemmeside. Dette kan så bruges til at se om andre har været ligeså tåbelige at købe dette spil som en selv.

Konklusion

Twin Caliber er et så tamt, kedeligt, ensformigt og monotont spil at man har set alt hvad spillet tilbyder efter 5 minutter. Selv en two-player co-op mode kan ikke redde dette katastrofale spil. Lægger man dertil ting som rædselsfuld grafik, klodset styring, dårlig lyd, så har man et af de værste spil vi har set meget længe.