X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

TOCA Race Driver


Det længe ventede TOCA Race Driver er langt om længe landet i vores hænder. Spillet er det fjerde i serien, men det første af sin slags på PlayStation 2. Kan spillet så leve op til den ’hype’ der har været forud for release? Eller burde serien være blevet på PSOne? Svaret på dette og meget andet kan du få i vores anmeldelse.

TOCA-serien var ganske succesfuld på PSOne og med den bedre hardware som PlayStation 2 tilbyder, burde spillet bare blive endnu bedre. Spillet lægger for med en dramatisk intro, hvor man ser en kører blive dræbt i en ikke helt hændelig ulykke. På tribunen står hans to sønner og det er omkring den ene af disse, Ryan McKane, spillet fokuserer på. Til forskel fra de tidligere versioner, er der nemlig denne gang blevet plads til en Career mode, hvor man skal forsøge at gøre sig gældende i den barske sport.

You’ve got mail

Selve præsentationen er ganske vel udført. Alt hvad man foretager sig i spillet udspringer fra det kontor hvor Ryan opholder sig når han ikke kører. Herfra har man så adgang til diverse muligheder. Hoveddelen er Career, men der er også mulighed for noget Free Time, hvor man kan køre testkørsler, tidskørsler, eller multiplayer-løb. Career starter når man logger ind i sin computer. Her kan man læse emails, eller tjekke hvor langt man er kommet i sit progress-chart. Emails er en vigtig del af spillet, da man her får diverse tilbud fra andre hold om at køre for dem. Disse tilbud afhænger så af, hvor godt man har gjort reklame for sig selv med sin kørsel i den forgangne sæson. Man skal så selv vurdere i hvilket team man har bedst mulighed for at gøre sig gældende, da ikke alle teams har lige gode biler.

Den lange vej mod mesterskabet

Career bygger som sagt over Ryan McKane’s karriere og man har ikke mulighed for at spille med andre. Career fungerer derfor mere som en Story Mode, da der ind imellem løbene er cutscener, der udvikler historien. Spillet starter med at man bliver tilbudt et sæde hos et team, hvis manager har hørt gode ting om Ryan. Man skal så forsøge at få sit nye hold så godt placeret i mesterskabet som muligt og så arbejde sig videre derfra. Det er en del forskellige mesterskaber at køre i, men de er inddelt i niveauer og for at få adgang til de mere prestigefyldte mesterskaber, skal man bevise sit værd i de mindre. Når man har opnået et vist antal point, har man så mulighed for at rykke opad i hierakiet og samtidig få fingre og nogle bedre biler. I sidste ende gælder det om at stå som verdensmester, men det vil tage en del tid, da man skal kæmpe sig igennem klasserne. Er man specielt dygtig, vil man af og til også blive udfordret af en anden kører til en one-on-one duel, hvor man kan vinde hans bil hvis man slår ham.

Blændende AI

Noget af det som mange har kritiseret ved Gran Turismo er AI’en (modstandernes kunstige intelligens), eller mangel på samme, men i TOCA Race Driver er AI’en så veludviklet, at det er en fornøjelse. Her er ikke noget med modstandere der kører som perler på en snor, tværtimod. Modstanderne i løbene opfører sig fuldstændig som man
kunne forvente af rigtige racerkørere. De har masser af interne dueller og skubben og masen er hverdagskost. Ligger man og presser en kører, vil han tit lave en kørefejl og kikse en nedbremsning, fordi han er presset. Andre gange kan man risikere at skubbe en modstander af banen, hvorefter vedkommende vil gøre alt for at gengælde tjenesten, hvis han får muligheden. Udover dette kører konkurrenterne af banen, vælter, samt spærrer vejen, hvis de kan se man er ved at overhale. Det der gør det hele så komplet er, at de også kører sådan mod hinanden og det er ikke uset at man jagter et par biler der ligger i tæt duel, hvorefter de skubber hinanden af banen. I alt dette virvar af kørere skal man også passe på ikke at tage for meget skade, da spillet har real-time damage. Men har man smadret køler, ødelagt ophæng, eller andet godt, kan man heldigvis køre i pit og få ordnet det. Man kan endda selv justere hvor meget man skal have ordnet og se hvor lang tid det vil tage.

Grafikken halter

Spillets svage punkt er grafikken, der desværre ikke helt kan leve op til de andre gode ting i spillet. Grafikmotoren har et meget voldsomt aliasing-problem (hakkede kanter), hvilket især er synligt i cutscenerne. Bortset fra dette er bilerne ganske detaljerede og gengivelsen af banerne er noget nær perfekt i forhold til de rigtige, men de er desværre plaget af en del pop-up. Hastigheden i spillet afhænger meget af, hvilket viewpoint man kører i. Kører man med kameraet på køleren holder spillet en rasende fart, men vælger man andre synsvinkler kører det i sneglefart, hvilket giver en lidt tam fornemmelse. Lyden i spillet er udmærket, undervejs i løbet vil man høre den sædvanlige motorlyd, der dog varierer en anelse fra bil til bil, samt en del snak over radioen, hvilket hæver stemningen. Er man på diverse menuer er der også baggrundsstøj, som f.eks. folk der arbejder på bilen, eller mumlen i krogene. Musik er der ikke meget af, men det er vel også de færreste racerkørere der hører musik under løbene. Styringen er desuden blevet forbedret væsentligt fra de tidligere udgaver og man føler nu man har fuld kontrol over bilerne. Derudover er alle knapperne analoge, hvilket giver en meget præcis styring.

Et af de bedste bilspil

Det gamle udtryk med at man ikke skal dømme en bog på omslaget, er meget passende i TOCA Race Driver’s tilfælde. Det første indtryk er ikke det bedste, men når man først er begyndt at involvere sig i karrieren, begynder spillet at gribe én. Grafikken er måske ikke den bedste i verden, men til gengæld er gameplayet meget mere intenst end i f.eks. Gran Turismo, grundet den eminente AI og den præcise styring. Spillet indeholder desuden over 40 biler og 38 baner, så der er en masse at holde sig beskæftiget med undervejs. Er man motorsportsfan må man ikke snyde sig selv for dette spil. Det har, som alle andre spil, sine fejl og mangler, men skal man have et bilspil med solidt gameplay, er der ikke mange bedre spil på markedet. Endelig er et spil hvor gameplayet er blevet prioriteret fremfor grafikken, hvilket efterhånden hører til sjældenhederne.

TOCA Race Driver (EU)
Anmelders vurdering
5/6

TOCA Race Driver   © Codemasters 2002   (XBX)    1/3 TOCA Race Driver   © Codemasters 2002   (XBX)    2/3 TOCA Race Driver   © Codemasters 2002   (XBX)    3/3