X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

TimeSplitters 2


Vi har netop anmeldt den længe ventede efterfølger til TimeSplitters, originalt nok kaldet TimeSplitters 2, til PlayStation 2. Nu har vi fået spillet til Xbox og vi glædede os til at se, om det var lige så godt og gennemført. Halo står, indtil videre, stadig som det ypperste indenfor first-person-shootere på konsol. Kan TimeSplitters 2 lave om på det faktum?

First-person-shootere har gennem de senere år været en utrolig populær genre, ikke mindst takket være en masse kvalitets-titler, først og fremmest til PC. Efterhånden kommer konsollerne dog tættere på og det hele blev faktisk startet af folkene bag dette spil, der dengang arbejdede for Rare, som udgav det eminente Golden Eye til Nintendo 64.

Frem og tilbage i tiden

TimeSplitters 2 indeholder en ganske habil bunke varierede gamemodes, både for single- og multiplayer. Spillets historie er rimelig tynd, men den leder spilleren igennem ganske mange forskellige tidszoner - lige fra det vilde vesten i 1800-tallet, over 1930’ernes Chicago, til en planet langt ude i fremtiden. Hver bane har nogle primære opgaver som skal løses, før man får adgang til den næste. Tidsmæssigt foregår det ikke kronologisk og sammenhængen mellem banerne er til at overse. Der er 10 baner i det hele, hvor nogle er klart bedre end andre. Den første bane i Sibirien er f.eks. meget inspireret af Golden Eye og den er faktisk et af spillets højdepunkter. Story Mode kan også spilles i af to spillere sammen, hvilket absolut er en kærkommen detalje.

Gode muligheder for multiplayer

Populariteten af denne type spil skyldes især multiplayer-delen og her tilbyder TimeSplitters 2 også ganske gode muligheder. Denne del er inddelt i flere forskellige ligaer, hvor man støder på det vante multiplayer-spil, som f.eks. diverse former for deathmatch. Man kan som standard spille op til 4 spillere samtidig, men kan også linke et par maskiner sammen og fordoble antallet. Derudover understøtter spillet også en hub, så muligheden for endnu flere spillere er til stede. Man kan også spille alle disse baner som single-player, hvor man så kan åbne op for flere karakterer og andre bonusobjekter. Sidst, men ikke mindst, kan man også designe sine egne baner i en ganske god editor, hvilket også kan blive brugbart, da spillet ikke har overvældende mange multiplayer-baner.
Gennemført stil

Noget af charmen ved spillet er den stil der er lagt for dagen på de enkelte baner. Folk, biler, toge og andet stads er naturligvis lavet efter den pågældende tidszone og det giver en ganske god stemning. De forskellige våben varierer også gennem årene, så når man f.eks. løber rundt i Chicagos gader i 30’erne, er man udstyret med den velkendte tommy-gun. Der er et rimeligt udvalg af våben at hygge sig med og de er alle sammen ganske effektive i hver sin situation. AI’en i spillet er desværre lidt svingende, og den er langt fra så udviklet som vi har set det i spil som Halo. Man kan komme ud for at der står to vagter og bevogter en dør, hvorefter man likviderer den ene med en sniper-rifle, hvilket, underligt nok, slet ikke får den anden vagt til at reagere. Det er lidt tamt og ødelægger illusionen en smule. De forskellige bots i multiplayer-delen kan også virke lidt suspekte af og til og hvis der kommer et spil mere, er dette et område der skal forbedres.

Mange gode detaljer

Ligesom AI’en er grafikken også lidt op og ned. De forskellige baner varierer en del i kvalitet og nogle af dem virker en anelse ufærdige. Der er dog absolut flotte baner imellem, og især den første halvdel er ganske nydelige. Noget af det der imponerer mest er kvaliteten af teksturerne, der er fremragende visse steder. Går man tæt op af en mur og kigger direkte ind i den, er det tydeligt at det er mursten og ikke en sløret masse. Spillet rummer også mange andre fine detaljer, hvor især skudhullerne, partikel-effekter og belysningen fremhæver sig. Lydmæssigt er spillet ganske godt og de forskellige musikstykker giver en fin stemning på banerne. De gode lydeffekter komplimenterer resten af pakken fint og som helhed er spillet absolut i den bedre ende på grafik og lyd.

Konklusion

TimeSplitters 2 på Xbox er et ganske gedigent spil, der hæver sig over så mange andre spil i genren, uden dog at nå op til Halo's høje niveau. Spillet er professionelt lavet men som single-player er der ikke til mere end en uges tid, men i multiplayer er der uanet levetid, så fat nogle venner, nogle ekstra joypads og lad morskaben begynde.

TimeSplitters 2 (EU)
Anmelders vurdering
5/6

TimeSplitters 2   © Eidos 2002   (PS2)    1/3 TimeSplitters 2   © Eidos 2002   (PS2)    2/3 TimeSplitters 2   © Eidos 2002   (PS2)    3/3