Langt de fleste har nok hørt om Zorro, og nu har Cryo og In Utero så besluttet sig for at lave et spil om legenden. I rollen som den maskerede hævner skal vi ud på et eventyr fyldt med drama, romantik og action.
Zorro er en karakter langt de fleste har stiftet bekendtskab med, enten fra film, eller fra en af de mange tv-serier der er lavet over karakteren. På selve spilfronten har Zorro ikke ligefrem været over-eksponeret og der er ikke lavet mange spil siden det glimrende Zorro-spil på Commodore 64, hvilket jo snart er mange år siden. Nu føler Cryo derfor at tiden er moden til et nyt eventyr.
Den ny kaptajn
The Shadow of Zorro foregår i 1830’ernes Los Angeles, der naturligt nok er langt fra den metropol vi kender i dag. Byen er spændt, for netop på denne dag ankommer den nye kaptajn, Fuertes, til byen. Der er dog noget skummelt ved Fuertes og Don Alejandro, Don Diego’s far, genkender ham også som slagteren fra Saragossa, som han efterlod døende for mange år siden efter en blodig kamp. Vel vidende at Fuertes ikke er den flinkeste fætter, tager Don Alejandro sagen i egen hånd. Noget må gøres. Som Don Diego, eller Zorro om man vil, skal vi nu på vores egen lille mission for at hjælpe faderen.
Lara+Solid=Zorro
Efter en del cut-scener starter et spil som vi med rette kan kalde Lara Croft møder Solid Snake. In Utero har ganske enkelt rippet alle mulige ting fra Tomb Raider, tilsat lidt Metal Gear Solid og rørt godt rundt i gryden. Spilmuligheder er der ikke mange af. Du kan vælge imellem ”New Game” eller ”Tutorial”, det er alt. Derudover er der naturligvis nogle få options, men så heller ikke mere. Meningen med en ”Turorial” er som regel at man i fred og ro kan lære de forskellige funktioner ens karakter nu har. Man skal altså kort og godt guides igennem de forskelige funktioner på kontrolleren. Her har In Utero nok misforstået et eller andet, da det er temmelig sygt at skulle udføre de samme moves 85 gange, for så en gang imellem at få et nyt og så har man pludselig 2 moves man skal udføre X antal gange. Sådan fortsætter det i en uendelighed og det er dybt belastende. Desuden får man ikke nogen tekst pop-up der forklarer hvad den pågældende funktion gør og hvornår. Det må man selv regne ud når man prøver sig frem. Hvis In Utero’s ide med en tutorial er, at spilleren skal blive hamrende irriteret og begynde at kede sig bravt er det lykkedes ganske godt. Denne slags ting burde være overstået i løbet af 5-10 minutter og ikke trække i langdrag over halve timer.
Alternative kampe
Når man påbegynder selve spillet får man, ved hjælp af nogle cut-scener, forklaret hvad man skal i denne mission. Skulle man glemme det kan man hele tiden slå det op i pause-menuen, hvor det er beskrevet. Zorro’s evner er som man forventer det. Man kan klatre, hoppe, liste, snige, skyde og kæmpe med sit sværd. De basale ting fungerer præcis på samme måde som i Tomb Raider, så her er der intet nyt. De to combat-modes er dog
|
|
lidt anderledes. Vælger man at bruge sin pistol skal man trykke på R1. Derpå skifter spillet til first-person-mode og man kan så strafe og dreje sig, præcis som i enhver anden first-person-shooter. Det er ikke specielt interessant og ikke specielt godt lavet. Sværdkampene er ikke meget bedre. Kommer man i kamp med en vagt, skifter kameraet til et side-view og man skal så forsøge at udmanøvrere sin modstander. Det foregår på den måde, at der på skærmen kommer en kombination af taster der skal trykkes og klarer man dette udfører Zorro en af mange forskellige combos. Afhængig af hvilken type modstander man møder, vil disse taste-kombinationer variere i sværhedsgrad. De første er ganske simple og kræver ikke den store fingerfærdighed, men efterhånden udvikler de sig til at blive temmelig avancerede. En ide der generelt ikke er særlig smart, da det ikke føles specielt spændende at stå i en sværd-duel når man ikke skal bruge andre færdigheder end at trykke på nogle tvungne kombinationer. Zorro har også en stealth mode som In Utero har ”lånt” fra Metal Gear Solid. Her kan man læne sig op af kasser og lignende og samtidigt kigge om hjørnet for at se hvad der foregår. Svag styring Det er ikke nogen dårlig ide at låne elementer fra andre spil, men det ville hjælpe meget på oplevelsen hvis kontrollen var bedre. Der er det sædvanlige problem med, at man har flere funktioner på samme knap og derfor hænder det tit at din karakter laver et andet move end det du havde tænkt dig. Desuden er det som om at kontrollen ikke altid lystrer. Man prøver tit at hoppe over et hul, men spillet tillader kun at du hopper indenfor en given zone. Dette gør at man tit løber hen mod et hul, trykker hop, uden at Zorro reagerer, da du tilfældigvis ikke stod i den rigtige zone da du trykkede. Men pyt, man kan bare gå ned i hullet og så kravle op igen på den anden side. Hullerne er nemlig ikke særlig dybe, så der er, med enkelte undtagelser, slet ingen grund til de er der. Grafisk er spillet ganske acceptabelt, selvom det er langt fra den standard der forventes i dag. Zorro er portrætteret rigtig fint og er flot animeret. Omgivelserne er dog meget triste og gniderede i det, men dette PS2-syndrom er jo efterhånden en tilbagevendende faktor. Cut-scenerne og dem er der mange af, varierer mellem udmærkede og decideret dårlige, men de fanger stemningen ganske godt. Lydsiden er udmærket og stemmerne virker ganske troværdige. Musikken er naturligvis latinsk inspireret og fungerer fint, selvom den er en anelse anonym. Et middelmådigt spil Det er tydeligt at se at In Utero havde en god ide med Zorro. Historien og konceptet er ganske udmærket, men spillet bliver hæmmet kraftigt af en frustrerende styring, dårlig grafik, samt en noget høj sværhedsgrad. Havde disse ting været forbedret, så havde vi her haft et action-adventure af den bedre slags, men fejlene gør at The Shadow of Zorro egentlig ikke kan anbefales, selv ikke til de fanatiske Zorro-fans (hvis disse da eksisterer).
|
|
|