The Lord Of The Rings: The Fellowship Of The Ring

Ringenes Herre feberen raser igen over den ganske verden, og enhver fan kaster sig med glubende appetit over det andet kapitel i biograferne. Det betyder selvfølgelig ikke, at første kapitel i sagaen er glemt, og med Black Labels The Fellowship of the Ring har man mulighed for igen at fordybe sig i starten på eventyret.

Der er udkommet en del Ringenes Herre spil i løbet af det sidste års tid. Lige nu er Electronic Arts' The Two Towers, der er lavet med licens fra filmen, meget aktuelt, men sideløbende kommer her The Fellowship of the Ring, der er baseret på boglicensen. Forvirrende? Måske en smule, men det hele drejer sig jo om at tjene penge, og det positive ved de to sideløbende licenser er, at vi med den ene får mulighed for at involvere os mere i filmudgaven af historien, mens den anden giver os mulighed for at opleve de dele af bøgerne, som filmen springer lidt let hen over. I The Fellowship of the Ring får vi for eksempel mulighed for at møde gode gamle Tom Bombadil samt at opleve den hårrejsende tur igennem The Barrow-Downs - kapitler der var lidt sørgelige at måtte undvære i filmudgaven af bogen.

Ensformigt gameplay

The Fellowship of the Ring er meget enkelt at gå til. Der er tale om et forholdsvist simpelt actionspil, hvor man kæmper sig igennem bane efter bane, kun afbrudt af nogle yderst enkle gåder hist og pist. Undervejs i eventyret kommer man til at styre hobitten Frodo, krigeren Aragorn og troldmanden Gandalf. De har hver deres særlige egenskaber, men grundlæggende set forbliver gameplayet stort set det samme, uanset hvem man spiller som. I Frodos afsnit er der lagt lidt mere vægt på snilde, idet han både kan liste sig afsted samt bruge den sagnomspundne ring for at undgå fjenderne. Som Aragorn er det ren råstyrke, der er på tapetet, mens Gandalf både kan slås med sværd og benytte sig af trolddom. I praksis er der desværre ikke gjort så forfærdeligt meget for at udnytte forskellene på de tre karakterer, og gameplayet har derfor tendens til at forekomme meget ensartet. Frodo skal ikke liste nok, og Gandalf er så adræt med et sværd i hånden, at hans ellers meget interessante magiske formularer sjældent er nødvendige. Som spiller oplever man derfor, at man ved hjælp af et lidt haltende men stort set funktionelt kampsystem tæsker sig igennem uhyre efter uhyre, løser de idiotsikrede gåder og mest af alt fortsætter, fordi det er meget sjovt at se, hvordan udviklerne har valgt at fremstille det næste kapitel af bogen.

Herredet kommer til live

Det har de til gengæld gjort ret godt. Selvfølgelig er det forskelligt fra person til person, hvilke billeder man fik i hovedet under læsning af bøgerne, men Surreal Software har ramt stemningen fra bøgerne ret præcist. Herredet er grønt og hyggeligt, skoven dunkel og mystisk og Morias miner kolde og uhyggelige. Man finder mange gode detaljer og teksturer, livagtigt animerede uhyrer og karakterer, der muligvis ikke udseendemæssigt rammer lige i plet, men som alligevel, måske med undtagelse af Aragorn, er gode fremstillinger af bogens persongalleri. Det er ikke grafik, der får én til at gå på bagen, men opgaven bliver løst tilfredsstillende. Der bliver brugt en del tåge for at skjule den grafiske motors mangler med hensyn til at vise ting i det fjerne, men i netop dette spil virker det faktisk meget godt. Det største problem er egentlig kollisionsmotoren, der lidt for ofte har problemer med at holde forskellige grafiske objekter ordentligt adskilte. Det resulterer i, at man af og til skal kæmpe med at komme forbi buskadser, sten, døre og lignende objekter, hvilket er noget ødelæggende for helhedsindtrykket.

Det klinger godt

Lydsiden er også ret fin, ikke mindst i kraft af den gennemgående flotte musik, der sammen med de skiftende baner ændrer karakter og altid er meget passende. Lydeffekterne er også gode, både når det gælder den realistiske lyd af stål imod stål, og når det kommer til de små baggrundslyde, der for eksempel pludseligt høres i skoven, får én til at dreje i lydens retning og tænke "Hvad f….. var det?". Oven i købet er skuespillet, bortset fra Gandalf og Frodos åbningssamtale, af nogenlunde god kvalitet. Der bliver næppe tale om en Oscaruddeling, men skuespillet er godt nok til, at man sjældent er nødt til at krumme tæerne.

Kun for ringbærere

The Fellowship of the Ring er ikke noget dårligt spil, men skal vi være helt ærlige, så ville det uden Ringenes Herre licensen være en ret middelmådig affære. Spillet er ensformigt, totalt lineært og byder stort set ikke på nogen mulighed for udforskning på egen hånd, hvorfor den eneste reelle årsag til at vælge The Fellowship of the Ring frem for en anden udgivelse skulle være, at man er fan af universet og godt kunne tænke sig at lege Gandalf for en dag. Her har spillet til gengæld sin styrke, for trods dets mangler er der så mange momenter, hvor stemningen fra bøgerne bliver ramt godt nok til, at man alligevel har lyst til at se historien til ende.

Konklusion

Et actioneventyr, der i sig selv er noget middelmådigt, men som i kraft af sin gode gengivelse af flere momenter fra bogen kan være værd at kigge nærmere på, hvis man er fan.