The Getaway

Skulle man lave en kategori over mest omtalte spil i historien, ville The Getaway være placeret ganske højt på denne. Der er de sidste par år skrevet stolpe op og stolpe ned om spillet, der angiveligt skulle revolutionere spilverdenen som vi kender den. Nu er spillet endelig færdigt, og vi har bevæget os en tur til London for at se om alt den ’hype’ nu også er velbegrundet.

Historien i spillet omhandler den tidligere bankrøver Mark Hammond, der nu prøver at leve et normalt og ærligt liv. Skæbnen vil dog, at fortiden indhenter ham og en dag overværer han at nogen forsøger at kidnappe hans kone og søn. Desværre bliver Marks kone dræbt af kidnapperne, og mens han styrter ned på gaden, stikker forbryderne af med hans søn. Uheldigvis dukker der først vidner op da Mark sidder bøjet over sin kones lig, med mordvåbenet i hånden, hvilket gør ham til hovedmistænkt. Opsat på hævn, at få sin søn tilbage og rense sit navn, sætter Mark efter kidnapperne i sin bil.

Gode og lange levels

Mange har på forhånd sammenlignet The Getaway med Grand Theft Auto 3, men faktum er, at de to titler faktisk er ganske forskellige. Ganske vist foregår spillet på nogenlunde samme måde, men The Getaway fokuserer meget mere på historien og er lidt mere lineært end Grand Theft Auto. Naturligvis er der mange elementer der minder om GTA, men der er også lånt lidt fra titler som Headhunter og Metal Gear Solid. Spillet har grundlæggende to typer levels, da man enten er i bil eller til fods. Disse levels er inddelt i flere forskellige mindre missioner, så man sagtens kan komme ud for at køre et sted hen, slagte nogle lømler, hvorefter man skal stikke af igen. Der er omkring 25 af disse levels i spillet, og da mange af dem er temmelig lange, får brug for alle sine evner for at befri sønnen og få sin hævn.

Realismen er i højsædet

Grunden til dette er, at Team Soho har været meget fokuseret på at gøre spillet så realistisk som muligt. Der er utrolig mange eksempler på dette og man finder hurtigt ud af, at man også skal bruge hovedet. Når man f.eks. kører rundt i London har man intet kort. Der er heller ingen pile der viser hvor man skal dreje. Istedet bruger spillet på snedig vis blinklyset på bilen til at vise hvilken generel retning ens mål har. Nu er det bare sådan at det indre London er utrolig trafikkeret, hvilket gør at man skal køre forsigtigt, for hvis man først smadrer sine blinklys er man på herrens mark. En anden grund er at bilerne i spillet reagerer meget realistisk på sammenstød, så hvis man har været ude for et uheld og bare kører videre, vil man opdage at ens bil bliver mere og mere nedbrudt, samt umulig at styre, for til sidst at bryde sammen. Man kan så vælge at fortsætte til fods, eller naturligvis stjæle en anden bil. Man skal dog passe lidt på, da Londons bilister ikke tager særlig meget hensyn til folk der løber rundt på vejen, så det er bedst at hijacke en vogn der holder stille, ellers kan man snildt ende med at blive kørt ned.

Søg dækning

En anden ting man lægger mærke til med det samme er, at spillet ikke har nogen målere for noget som helst, hverken energi, ammunition eller andet. Skulle man derimod blive skudt, kan man se sin karakter bløde gennem tøjet og jo mere han er ramt, jo mere ustabil bliver han også – for eksempel han mere og han ryster på hånden når han sigter. I det hele taget kan man ikke blive skudt mere end 2-3 gange før man er død, så man skal sørge for at holde sig i dækning så meget som muligt. Man kan tillige også dø af en enkelt skud, skulle man blive ramt af en pumpgun på klods hold. Spillet rummer iøvrigt heller ikke nogle hjælpemidler, så er man blevet skudt, er den eneste måde at helbrede sin karakter, at lade ham slappe af op af en væg indtil han er kommet sig. Dette er dog risikabelt, da både politi og diverse gangstere ikke er sen til at lede efter ham. Politiet skyr ingen midler for at stoppe en, og de laver både vejspærringer, lægger sømmåtter ud, samt skyder mod din bil, hvis du prøver at stikke af.

Små irritationsmomenter

Noget af det der har været mest omtalt med hensyn til fejl i spillet er styringen og kameraet. Begge dele kræver også noget tilvænning, men er langt fra så slemt som det er blæst op. Styringen af bilerne er i starten temmelig vanskelig, men efter noget tid finder man ud af hvor præcis den egentlig er. Jo hurtigere man kører, jo sværere er ens bil at styre. Er den smadret, eller punkteret, har man endnu større problemer, men det er jo realistisk. Styringen til fods kræver også noget tilvænning, men ligesom i bilerne, lærer man efter noget tid at værdsætte den. Når man har lært at lave rullefald, søge dækning, udvælge targets, tage gidsler, kigge om hjørner osv., så har man totalt glemt hvor frustrerende det var i starten. Kameraføringen i spillet fungerer også udmærket, og selvom man ikke kan kigge til højre og venstre når man kører, hvilket til tider resulterer i en ulykke, er det til at leve med. Når man er til fods kan man vælge et panorere rundt for at skabe sig et overblik, og derudover følger kameraet handlingen ganske godt. Det er specielt hurtigt til at rotere rundt og fokusere på fjender, hvilket hjælper en del.

Flot grafik, suveræn lyd

Grafisk og lydmæssigt er spillet utrolig flot. Team Soho har genskabt 40 kvadratkilometer af det indre London ned til mindste detalje og det er dybt imponerende at se samtlige forretninger med de rigtige facader. Alle turistattraktioner er også med, såsom Hyde Park, Big Ben, Piccadilly, Soho og et hav af andre ting. Udover dette er der 60 forskellige køretøjer, lige fra de klassiske taxaer og dobbeltdækkere, til alle de almindelige biler man vil finde på vejene. Animationen af de mange forskellige karakterer er også fin og det hele flyder ganske flot. Der er nogle enkelte dyk i frameraten, men med tanke på al den trafik, de mange fodgængere, samt den høje detaljegrad, er det stadig dybt imponerende hvad Team Soho har præsteret. Lyden er mindst ligeså god, og den megen voice-acting er både professionel og gennemtænkt. Spillet har den klassiske engelske stemning, som især minder meget om film som Lock, Stock and Two Smoking Barrels og Snatch. De mange filmsekvenser er utrolig fængende og historien er med til at bære spillet på fornem vis. Man skal dog ikke have et sart øre, for der bliver virkelig bandet og svovlet så det vil noget. Vi tvivler i hvert fald på at der er blevet sagt ”fuck!” så mange gange i et spil før. Det hører dog absolut med til den barske undergrundsverden i London og sørger for at spillet, også her, er troværdigt.

Violence, torture and sex? Check!

I det hele taget er The Getaway et meget stilfuldt og fængende spil, som er et dejligt alternativ til de mange amerikansk inspirerede titler vi har set de seneste år. Der er noget mere barskt og kynisk over den engelske stil, der gør spillet mere hårdkogt. Spillet er dog absolut ikke for sarte sjæle, da det indeholder en god bunke mere eller mindre meningsløs vold. Dertil kommer også nøgendansere, tortur og alt hvad der ellers hører sig til. I bund og grund er det gennemført umoralsk. Er det ikke herligt?

Konklusion

The Getaway er ikke så revolutionerende som der var lagt op til, men på trods af dette er det stadig et fremragende spil, der med sin gode historie og sit solide gameplay, trækker spilleren med ind i London’s skumle gangstermiljø. Styringen og sværhedsgraden kræver lidt tilvænning, men det er også det eneste negative ved spillet.