Summoner 2

Da Volition for et par år tilbage kom med det første Summoner-spil, var meningerne meget delte og spillet fik ikke den forventede succes. Efter lang tids arbejde er 2’eren nu blevet færdig, denne gang specifikt udviklet til PlayStation 2. Spørgsmålet er så om Summoner 2 kan leve op til de strenge krav som RPG-fans stiller, eller om det er endnu en skuffelse.

I Summoner 2 tager man, som udgangspunkt, rollen som Maia, dronning af Halassar, på et tidspunkt hvor mange onde kræfter vil hende til livs. Ifølge profeternes bog er Maia genfødslen af gudinden Laharah og derfor følger befolkningen hendes kald. Denne bog er dog blevet stjålet af en tyv og samtidig planlægger kongen af Galdyr, Maia’s endeligt. Andre onde skabninger er også ude efter hendes trone og territorium, så nu må hårdt sættes mod hårdt.

Simpelt kampsystem

Selve gameplayet er et typisk action-RPG, der i stil minder meget om Drakan. Spillet er fyldt med en masse kampe, der alle foregår i realtime. I disse kampe har man rådighed over forskellige moves, alt afhængig af hvilket niveau ens karakter har udviklet sig til. Derudover har man adgang til mange andre ting, igen afhængig af ens evner, såsom spells, healing og meget andet. Kampsystemet kan i starten virke lidt simpelt og ensformigt, da man ikke har specielt mange moves at gøre godt med, så det hele munder tit ud i at blokere modstanderens angreb, hvorefter man hakker løs, indtil modstanderen vil angribe igen. Er man i kamp mod flere, har man denne gang mulighed for at bruge en ’lock-on’ feature, der gør at man hele tiden står ansigt til ansigt med en udvalgt fjende.

Hvem følger med?

Nu er én dronning mod et hav af pirater, dæmoner og andre skumle typer ikke verdens bedste odds, så man har mulighed for at have et følge, så kampene virker mere lige. Dette følge kan bestå af maksimalt to personer, så man er tre i alt. Disse personer kan, efterhånden som der kæmpes igennem spillet, udvælges blandt 7-8 forskellige personer. Alle disse har naturligvis vidt forskellige evner, så man hele tiden kan vælge, hvilken type karakter man føler man har brug for på en mission. Det smarte ved disse karakterer er, at de hver især har nogle scripts liggende i spillet, som afgører hvordan de forholder sig undervejs. Man kan så hele tiden ændre situationen ved at tildele dem andre scripts. Oven i hatten kan man også tage kontrol over disse personer, både for at beskytte dronningen, og for at teste deres evner i kamp. Skulle en af folkene i ens følge dø, kan man heldigvis, hvis man har evnen, genoplive dem og heale dem, hvillket er en meget kærkommen feature, da spillet bestemt ikke er i den nemmere ende.

Gode RPG-elementer

Selve RPG-elementet i spillet er ganske godt implimenteret og let forståeligt, og samtidig virker det dybt nok til at hardcore-fans også ville kunne acceptere det. Hver karakter i spillet starter naturligvis med at være så begrænset som muligt, både i kampkunst

og spell-kastning osv. Hver gang man besejrer en fjende optjener man dog forskellige points, eller erfaring om man vil og efterhånden vil ens karakter udvikle sig mere og mere, præcis som vi kender det. Spillet informerer så om hvornår ens karakter kan opgraderes, hvilket man hurtigt kan gøre i menuen. Alle karakterer kan opgraderes i forskellige kategorier og det er så op til spilleren hvilke evner man foretrækker hos den enkelte. Der er masser af opgraderings-muligheder, våben af få fingre i, spells at lære og andre egenskaber. Alt sammen noget der er nødvendigt for at klare sig helskindet igennem spillet.

Irriterende kamera

Grafisk har spillet ændret sig lidt i forhold til forgængeren. Spillet ses nu som i et typisk 3rd-person-view, hvilket passer meget godt til spillets mange kampe. Desværre er kameraet til tider lidt for tæt på og for dårligt til at fokusere, hvilket af og til leder til irriterende dødsfald. Det kan også være svært at se hvad ens følge foretager sig, da det hele er så tæt på. Man kan også komme i first-person-mode, men dette kræver at man er i besiddelse af et af de længere-rækkende våben. Selve karaktererne og landskaberne er ganske glimrende, uden dog at være noget specielt. Karaktererne er udmærket animeret og deres detaljegrad er acceptabel. De forskellige lokationer er varierede og opfindsomme, og de skaber generelt en troværdig fornemmelse. Man kunne godt ønske sig lidt bedre teksturer hist og her, men det fungerer som helhed ganske udmærket og der er mange flotte effekter. Lyden er til gengæld lidt bedre, idet den er fyldt med god voice-acting og et stille, men effektivt og stemningsfuldt lydspor.

Masser af levetid

Andre ting der kan nævnes ved Summoner 2 er, at spillet er langt og det er proppet med over 100 forskellige sidemissioner, så der er masser af spiltid til de mørke vinteraftener. Derudover indeholder spillet en feature, kaldet ’lore’, hvor man til hver en tid kan gå ind og se detaljer og informationer om alle de personer man har mødt og de steder man har været - en ganske nyttig funktion. Det samme kan man gøre med de forskellige ’quests’ man er ude på, hvis man skulle glemme hvad formålet egentlig var. Man kan også se listen over alle de små sidemissioner man har gang i, hvilket også er nødvendigt da der som nævnt er rigtig mange af dem. Skal man hakke lidt på spillet er det værd at nævne, at det er omkring 80% hack’n’slash, hvilket umiddelbart er meget, især fordi kampene kan være lidt ensformige. Desuden benytter spillet den frygtelige ’respawn’-metode, hvor fjender genereres igen og igen.

Konklusion

Summoner 2 er et ganske habilt action-RPG, der indeholder mange klassiske elementer. Spillet bringer ikke noget nyt til genren, men det er ganske godt udført og historien er lang og snørklet. Spillet har sine fejl, men disse er minimale i forhold til oplevelsen. Er man til action-orienterede rollespil skal man nok kigge nærmere på denne titel.