X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Stuart Little 2


Den lille gnaver, Stuart Little, er i disse dage på vej ud i biograferne i familiefilmen Stuart Little 2, der, ud over musen selv, har flere prominente navne på rollelisten. Det skal selvfølgelig følges op med et spil af samme navn, og det er netop det, vi har kigget nærmere på.

Stuart Little 2, der primært henvender sig til de yngste generationer, er et enkelt og ligetil 3D eventyrspil, der selvfølgelig tager udgangspunkt i Stuarts filmeventyr, men som dog ikke følger filmens handling slavisk. Stuarts mål er at nå frem til den onde boss, Falcon, men før han kan nå så langt venter der ham en del prøvelser. Stuart skal igennem seks forskellige baner, startende i hans hus og derefter over stok og sten gennem parken, kloakkerne, baggyderne og en affaldspram. Undervejs får han hjælp af sin ven, en lille spurv, der blandt andet lærer Stuart, hvordan han ved hjælp af sine færdigheder kan komme helskindet igennem hele affæren. Spillet lægger ud med en træningsbane, hvor man lærer at klatre, svømme, hoppe højt, samt at gøre det af med fjenderne ved at kaste med diverse ting og svinge vildt med halen.

Crash Bandicoot på tilbud

Derefter går selve eventyret i gang, og Stuart skal så samle forskellige nøgler og objekter, samt løse diverse opgaver, for at få adgang til flere baner i spillet. Ind i mellem støder man på et af de indlagte minispil, som man kan spille lige så mange gange, som man vil. Stuart kan for eksempel køre rundt på toppen af et legetøjstog, mens han skal samle ting op, eller han kan blive sat i en speedbåd og blive sat til at klare en baneomgang under en vis tidsgrænse. Minispillene er meget simple og lette, men giver da lidt afveksling fra hopperiet. Der er tale om et gameplay, der ligger tæt op ad Mario, Crash Bandicoot og Spyro, men Stuart Little er ikke af samme kvalitet som disse spil, hverken grafisk eller i gameplay. Kontrollen med Stuart er en anelse for stiv til, at det bliver rigtigt intuitivt at
bevæge sig omkring i omgivelserne, og følelsen af at spille en budgetudgave af førnævnte spil er temmelig påtrængende. Spillet er meget let og tydeligvis henvendt til mindre børn, der grundet kontrollen nok lige skal bruge lidt tid, før de kommer overens med at styre Stuart igennem strabadserne. Det er dog ikke så svært, at det ikke skulle kunne mestres selv af yngre børn.

Tynd grafik og glad musik

Heller ikke grafisk lever Stuart Little 2 op til den standard, der er sat af tidligere spil i genren. Stuart selv, samt hans venner og fjender, er velanimerede og charmerende at se på, men baggrunde og objekter består for det meste af yderst simple, primærfarvede firkanter, cirkler og trekanter med lidt skyggeeffekt lagt på og kun i sjældne tilfælde påklistret nogle grove teksturer. Det er på ingen måde grimt at se på, bare meget simpelt og endda så simpelt, at det ikke engang kan undskyldes med, at udviklerne ville opnå en tegnefilmseffekt. Det ser mere ud som hastearbejde og så er Stuart Little 2 jo i øvrigt ikke en tegnefilm. Grafikken står dog ikke til hindring for gameplayet og børneværelsestemningen opnås da også til fulde. Dette bliver understøttet af musikken, der konstant er glad, optimistisk og simpelthen emmer af nuttet og ufarligt børneeventyr. Det samme gælder lydeffekterne, der er klare, altid venlige, oser af falde-på-halen komik og i det hele taget komplementerer grafikken og musikken i spillet på en måde, der får det hele til at hænge godt sammen.

Kun for fans

Stuart Little 2 er ikke et decideret dårligt spil, men sammenligner man det med, hvad der ellers er tilgængeligt i samme stil, er det svært at se bort fra dets mangler. Det må derfor konkluderes, at har man en yngre Stuart Little fan i familien, er der her et harmløst, let tilgængeligt og meget underholdende lille spil, der bestemt kan komme til stor glæde, men hører man ikke til i denne kategori, er der bedre steder at få sit 3D platformsfix.

Stuart Little 2 (EU)
Anmelders vurdering
3/6

Stuart Little 2   © Sony 2002   (PS1)    1/7 Stuart Little 2   © Sony 2002   (PS1)    2/7 Stuart Little 2   © Sony 2002   (PS1)    3/7