X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Star Wars: Jedi Starfighter


Star Wars Starfighter udkom sidste år til PlayStation 2. Nu er tiden så blevet moden til en efterfølger, der denne gang også er kommet til Xbox. Det første Star Wars spil til Xbox (Obi-Wan) var ikke noget specielt, så det skulle blive spændende, at se om Lucasarts havde bedre held med sig denne gang.

Vi har før set mange af disse 3D-shooters, så noget specielt nyt tiltag er Jedi Starfighter ikke. Star Wars-universet er dog så populært, at det nok i manges øjne vil hæve spillet over de andre og lidt mere ukendte, spil i genren. Historien i spillet tager udgangspunkt i Cavik Toth’s forsøg på at få fingre i det værdifulde Karthakk-system. Toth har allieret sig med Count Dooku og Mace Windu sender derfor Jedi Master Adi Galla på en mission for at forhindre dette. Adi allierer sig med piraten Nym, der gør alt hvad han kan for at irritere Handelsføderationen, der har beslaglagt hans base på Lok.

En god two-player del

Er man ikke bekendt med det tidligere Starfighter-spil, har man mulighed for at gennemgå nogle ganske glimrende træningsmissioner, der lærer en det meste at hvad som kræves i space combat. Efter veloverstået træning kan man så gå i gang med de egentlige missioner, som der er næsten 20 af. Man skal dog gennemføre dem én af gangen, så man følger historiens udvikling kronologisk. Man har også mulighed for at spille two-player coorperative og, i modsætning til det første spil, kan dette nu også gøres i alle spillets egentlige missioner, hvilket er en god fornyelse. Den ene spiller vil så have kontrollen over enten Adi eller Nym, mens den anden spiller vil styre Reti, Siri Tachi eller Jenkins, afhængig af missionen.

Use the force

Undervejs i spillet vil man styre både Nym og Adi og da de hver især flyver i en speciel fighter, skal man være forberedt på at styringen varierer en anelse. Adi har den nyeste Starfighter-prototype til sin rådighed og den er både hurtig og manøvre-dygtig. Nym svæver rundt i sin Havoc, der er en direkte modsætning til Starfighteren, dvs. lidt tung i det. Dette opvejes dog af meget bedre firepower og mere soliditet. Underordnet hvilken karakter man styrer, har man de samme kontrolfunktioner at gøre godt med. De to analoge styrepinde kontrollerer højde, rotation og drejning og man kan så kombinere disse med de to analoge triggere, der styrer henholdsvis boost og bremse. Hver fighter har naturligvis også nogle våben. Det primære våben er laser, mens det sekundære varierer. Adi har, som Jedi, f.eks. kraftens evner til sin rådighed, hvilket resulterer i fire forskellige ’force weapons’. Disse våben er dog ikke specielt nyskabende, da de alle er set i andre spil i en eller anden form, men de virker ganske overbevisende. Nym har naturligvis ikke kraften at gøre godt med, så han må nøjes med forskellige typer missiler og miner.
Ikke noget nyskabende

Bortset fra at spillet foregår i Star Wars-universet og at historien er kædet godt sammen af nogle glimrende cut-scener, tilbyder Jedi Starfighter dog ikke noget vi ikke har set før. Missionerne er ikke videre spændende eller nyskabende og de består, ganske som i PS2-versionen, af nogle missioner hvor man skal beskytte en konvoj, eller hvor man skal skyde en mængde fjentlige fightere ned. Missionerne udspiller sig enten i rummet eller på planeter, hvor missionerne på planeterne er en kende mere interessante og varierede. Hver mission har et overordnet mål, der naturligvis skal opfyldes, men desuden er der også nogle sekundære mål, som belønner spilleren, skulle de blive udført. Denne belønning åbner både op for en del nye baner i single- og two-player, samt en masse nye rumskibe, deriblandt nogle af de klassiske fra Star Wars-universet, f.eks. en Tie Fighter og en X-Wing. Lucasarts har også tilføjet en eksklusiv bane til Xbox-versionen, der foregår på Coruscant, hvor man kæmper mod selveste Jango Fett.

Klassisk musik

Grafisk holder spillet en pænt niveau. Banerne er ganske flotte uden dog at nå de helt spektakulære højder, men især planeterne i baggrunden er fremragende. Effekter og teksturer svinger desværre lige fra at være rigtig flotte til at være lidt tamme, hvilket sagtens kunne være rettet hvis der var brugt lidt længere til på udviklingen af spillet. Cut-scenerne er flotte og stemningsfulde og de binder historien godt sammen, hvilket selvfølgelig hjælper på det hele. Stemmeføringen i spillet er også god, selv om der ikke er brugt nogle af skuespillerne fra filmen. Musikken er, som vanligt i Star Wars-spil, af meget høj kvalitet og spillet er spækket med klassiske John Williams-kompositioner, som man dog efterhånden har hørt til hudløshed.

Bedre end Obi-Wan

Star Wars Jedi Starfighter er, indtil videre, det andet spil fra Star Wars-universet på Xbox. Spillet er helt klart bedre end det lidt tamme Obi-Wan, men de helt fantastiske højder når det ikke, dertil er spillet lidt for ensformigt. Det skal dog siges til Lucasarts’ ros, at de har lagt rigtig mange gode bonusting i spillet, som helt klart forlænger holdbarheden, især i two-player. Har man ikke prøvet det første Starfighter-spil er dette et god sted at starte, man skal bare ikke forvente noget ud over det sædvanlige.

Star Wars: Jedi Starfighter (EU)
Anmelders vurdering
4/6

Star Wars: Jedi Starfighter   © LucasArts 2002   (PS2)    1/4 Star Wars: Jedi Starfighter   © LucasArts 2002   (PS2)    2/4 Star Wars: Jedi Starfighter   © LucasArts 2002   (PS2)    3/4