Slam Tennis

Dette år har allerede nu budt på usædvanlig mange tennisspil. Vi har på redaktionen modtaget endnu et af slagsen og denne gang er det Infogrames der vil forsøge at serve sejren hjem. Spiller hedder Slam Tennis og er, uden at overdrive, kraftigt inspireret af Sega’s eminente Virtua Tennis. Spørgsmålet er så bare om det er bedre. Få svaret i vores anmeldelse, lige her.

Det er næppe nogen hemmelighed at tennisspil ikke havde den store opmærksomhed hos de forskellige udviklere, lige indtil den dag Sega udgav deres første Virtua Tennis på Dreamcast. Efter den bragende succes fandt man nemlig ud af, at tennis var en ganske populær sport blandt konsolspillere, især grundet den simple, men sjove, multiplayer-del som sporten tilbyder. Lige siden har der været mange bejlere til tronen, men endnu har ingen formået at vippe Sega’s spil af pinden, og så venter vi endda stadig på deres PlayStation 2-konvertering. Infogrames har, vel vidende at Sega’s spil er det bedste på markedet, naturligvis forsøgt at kopiere mange elementer og så tilføje nogle af deres egne idéer, for på den måde at forsøge at få et forspring.

Virtua Tennis

Spillets modes består af Arcade, Exhibition, Championship og Challenge. Arcade er magen til selvsamme del i Virtua Tennis, idet man vælger sin spiller og så skal forsøge at vinde alle kampene uden at tabe. Dette er ret hurtigt overstået da der kun er 5 kampe og man desuden kun skal spille en tiebreak, dvs. først til 7. Exhibition siger nærmest sig selv, da man her kan spille en fredelig opvisningskamp mod computeren eller en ven, helt op til 5 sæt. Challenge består af fire små minigames, igen med inspiration fra Virtua Tennis, der dog alle er rimelig triste og uopfindsomme. Spillerudvalget er heller ikke prangende, hvis man sammenligner med konkurrenterne. Der mulighed for at vælge Moya, Kafelnikov, Henman, Ferrero, samt nogle andre og desuden kan man åbne op for en del fiktive karakterer i de forskellige modes. De fiktive karakterer er iøvrigt nogle af de bedste og sjoveste at spille med, da de har et mere avanceret slagrepertoire.

Mange udfordringer

Hovedparten af tiden i Slam Tennis vil blive brugt i Championship, hvor man i en slags career mode skal forsøge at komme til tops. Efter at have valgt sin foretrukne spiller, skal man vælge hvilken vej gennem mesterskabet man vil tage. Der er fire forskellige startlokationer, nemlig USA, Australien, Frankrig og England. Valget af disse vil influere på typen af underlag der spilles på, men ellers er de ens i opbygning. Hvert land har 14 challenges der kan gennemføres, men det er dog ikke nødvendigt at klare dem alle, da de er inddelt i niveauer. Disse challenges består enten af kampe eller minigames og disse skal så klares for at åbne op for noget på næste niveau.

Kendt gameplay

Selve gameplayet er som vi kender det i andre tennisspil. Man bruger de fire almindelige knapper til forskellige slag som slice, topspin, straight og lobs. Man skal så placere sin spiller så godt som muligt i forhold til bolden, for på den måde at få den bedste timing. Slagene varierer alt efter hvilken retning man trykker og stort set alle slag er repræsenteret. Desværre er det næsten umuligt at lave rigtige cross-court slag, hvilket tit medfører at bolden bare dumper ned midt i banen og det er temmelig frustrerende, når nu hele den ene side af banen er åben. Der findes også mulighed for at sætte skru på sine slag og dette gøres med L-tasterne, men tit har man nok at gøre med at fare rundt på banen for at nå boldene, hvilket gør at man sjældent får brugt denne mulighed. Man har også mulighed for nogle specielle powershots, der udføres med et dobbelttryk på en af tasterne. Disse powershots kan udføres når man har fyldt en speciel måler helt op, hvilket gøres ved at slå risikable slag og vinde duellerne.

Ikke noget banebrydende

Grafisk er spillet en blandet fornøjelse. De forskellige spillere er udmærket animeret og man ser masser af variationer i slagene. Banerne er også ganske glimrende, med detaljer som animerede liniedommere. Desværre bliver det hele skæmmet lidt af nogle problemer, hvor spillet nærmest fryser et split-sekund lige inden et slag. Derudover er frameraten i cutscenerne forfærdelig, selvom de ellers er ganske nydelige og opfindsomme. Kameraet kan også være frustrerende, da det flytter sig lidt til siden afhængig af boldens placering, hvilket nogle gange virker forstyrrende når man er midt at placere sig i forhold til bolden. Lyden er som forventet og fungerer efter hensigten. Der er noget prusten og stønnen, spredte klapsalver fra publikum, samt en dommer der opremser stillingen efter hver bold, men nogen fantastisk lydkulisse er det ikke, men hvilken tenniskamp er det?

En halvskidt kopi

Det er tydeligt at Infogrames har prøvet at kopiere Segas mesterværk og så tilføjet deres egne forbedringer, men desværre halter spillet lidt i selve gameplayet, hvor især manglen på et cross-court slag er irriterende. De små minigames er også kun en skygge af dem man finder i Virtua Tennis og de bliver hurtigt trivielle. Tilbage står et spil der er ganske underholdende i små doser, især i multiplayer, men som i længden mangler lidt sjæl og variation. Spillet er absolut et kig værd for tennisfans, men Namco’s Smash Court er stadig det bedste af sin slags på PlayStation 2 og så lurer Virtua Tennis stadig i kulissen.