Silent Scope 2: Dark Silhouette

Støv aftrækker-fingeren af! Opfølgeren til Konami's arkadehit Silent Scope, er dukket op på PS2-hylderne. Silent Scope 2: Fatal Judgement er blevet forbedret på flere områder, men er det nok til forlænge den begrænsede holdbarhed der præger arkadekonverteringer? Vi stiller skarpt på spørgsmålet i vores anmeldelse her.Silent Scope var blandt de første launchspil da PS2 blev sluppet løs for godt 1 år siden. En tro kopi af arkadehittet, minus den gimmick der solgte spillet: arkadens påmonterede sniper-riffel. Uden den, forbliver Silent Scope-serien kun en halv konvertering. Senest har PS2-ejere fået Namco's Time Crisis 2, der bærer præg af en tiltrængt grafisk ansigtsløftning, en hård konkurrent til Silent Scope 2, når man undlader retten til at bære skydevåben!

Ren James Bond

Handlingen er hurtigt overstået. Du er en hårdkogt snigskytte, der bliver sendt ud for at dræbe en flok velbevæbnede terrorister. Med din super avancerede sniper-riffel skal du eliminere alt på din vej i jagten på en stjålen raket: VX Prototypen. Denne gang har man i stedet for kun én hovedperson, to forskellige personer at vælge imellem. Hver person gennemspiller de samme baner, men med hver sin måde at tackle banen på. Den ene løber f.eks. på jorden mod en fjendtlig base, mens den anden løber på bakkedraget omkring basen, hvilket fuldstændigt ændrer på kameravinklerne og forlænger det i forvejen fastlåste arkade-gameplay, meget i samme stil som Time Crisis 2.

Manglende lyspistol

Som i originalen ses det hele igennem et sigtekorn, der kan forstørres eller flyttes rundt på banen. Efter et fastlagt mønster føres spilleren gennem banerne, efterhånden som det lykkes at eliminere målene. Selvom Konami igen ikke har gjort spillet kompatibelt med en lyspistol, så fungerer styringen med joypaddet alligevel ganske glimrende. Det er nemlig muligt at indstille hastigheden af sigtekornet, så man kan finde den hastighed der passer til et joypad, men følelsen af indlevelse, bliver aldrig helt det samme - uden den manglende lyspistol.

Masser af muligheder

Hver bane afsluttes med en typisk superterrorist, der på sniper-manér stiller krav til spillerens skarpskydnings-evner. Hver bane der gennemføres, kan trænes i Training mode og bosserne åbnes i Boss Battle, så dem der sætter sport i point-scoring, kan træne sig til den helt store highscore. I Arkade menuen kan der vælges mellem training (skydebane), Story mode, eller Duel - der sætter nerverne på højkant, hvis man har sat sværhedsgraden op. Her skal man uden hjælp, finde og eliminere en snigskytte der selv har dig på kornet. Original mode er dog lidt af en narrehat, der kun indeholder en ekstra øvelsesbane, baner på tid og Boss Battle - altså ingen eksklusiv version af hovedspillet alá Time Crisis. Har man et I-Link kabel, er der mulighed for, at to spillere kan ligge og skyde til måls efter hinanden, som svarer til Duel-funktionen med virkelige modstandere.

Hard to be a Hitman

Banerne er en del større og længere end i Silent Scope og et par af dem er taget fra virkelighedens verden. Især første bane på Tower Bridge og den sidste på toppen af Big Ben, virker realistiske og spændende. Jagten gennem terroristernes hovedkvarter, gennem huse, mørke gange og elevatorer fandt vi også ganske glimrende. Skijagten ned gennem en sneklædt dal, med terrorister på snescootere, mindede en hel del om en James Bond-film. Modsat Silent Scope, er der lagt mere vægt på præcisionsskydning, for fjenderne er bedre gemt i omgivelserne, der skal simpelthen arbejdes lidt mere.

Skuffende - men funktionel grafik

Silent Scope 2's udseende bærer præg af alder og modsat Namco's Time Crisis 2, er der meget få forbedringer i grafikken i forhold til originalen. Teksturer på overflader af huse og landskaber er ikke særligt detaljeret og tit bliver det til mudrerede overflader, når man zoomer ind med sin sniper-riffel. Træer og buske er alle af den sædvanlige 2D-papstander kvalitet, der kun er pæne når man ser dem forfra. Terroristerne er til gengæld nydeligt animerede, med livagtige og flydende bevægelser, der helt klart højner realismen når man zoomer ind for at dræbe. Efter at vi havde været inde i opsætningen og valgt rødt blod, med høj detaljegrad - var der dømt ren splatterfilm. Godt nok er spillet tro mod arkadeversionen, men den har et par år på bagen og det ses tydeligt på spillets udseende. Aldrende - men funktionelt.

Fræsende kugler og grimme stemmer

Lydsiden består af et passende James Bond-lydspor, med et par militaristiske strofer hist og pist, som krydrer musikken på passende vis. Skud fra våben, med patronhylstre der rammer jorden, eller kugler der visler forbi, virker også meget realistiske. Fremhæves skal især de utroligt ringe stemmer, der er lagt på mellemsekvenser og slutbosserne og hvis man fandt stemmerne i House of the Dead 2 (Dreamcast) B-agtige og pinlige, så må vi understrege at de engelske stemmer her er endnu dårligere.

Spillehallens forbandelse

Der er ingen tvivl om at Silent Scope 2: Fatal Judgement er bedre end Silent Scope. På alle punkter er det bedre. Længere holdbarhed, flere muligheder for træning, to forskellige valgmuligheder i Story mode og mere action. Men arkaderødderne er endnu engang med til at sætte en stopper for fornøjelsen, da spillet hører til "gennemført-på-30-minutter kategorien". Et par dage højst, så har man set det hele og fornøjelsen er forduftet. Hvor længe gider man at forbedre sin highscore, når spillet er nøjagtigt det samme hver gang? Det eneste der kan holde liv i spillet er multiplayer-delen, men den er alligevel meget begrænset. Man bør nøje overveje, om man vil ofre 500 kr. på et spil, der kun har underholdning til et par dage.