Bortset fra Moto GP-spillene har motorcykelfans ikke mange spil at kaste sig over. Dette bliver ændret nu, takket være Bam!’s Riding Spirits, der må siges at være det mest detaljerede og krævende motorcykelspil til dato. Spillet er kraftigt inspireret af Gran Turismo 3, men det er måske lige præcis det motorcykelfans har set frem til. Vi har set nærmere på om spillet kan sammenlignes med Sony’s klassiker.
Motorcykelfans har haft det svært gennem mange år. Stort set samtlige spil i genren er præget af arkade-elementer og en decideret simulation eksisterer faktisk ikke i konsolform. Riding Spirits gør dog et forsøg på at fylde dette hul i markedet.
Klassiske gamemodes
Spillet byder på de velkendte gamemodes som Quick Race, Time Attack og Battle. Men bortset fra disse, som er standard-udstyr i samtlige spil i genren, vil langt det meste af spillerens tid foregå i Riding Spirits, som er spillets hoveddel. Her starter man med at vælge sin motorcykel, samt en dragt og en hjelm. Herefter kommer man ind på en menu, hvorfra man kan vælge mellem Training, Garage, Race og Shop. Training lærer én de basale ting, såsom hvordan man tager kurver, bremser osv, mens Garage giver et overblik over hvilke motorcykler man ejer. I Shop kan man opgradere sin motorcykel med forskellige ting for at forbedre dens ydeevne, hvilket absolut er nødvendigt for at komme nogen vegne.
Hmm... ser bekendt ud
Race-delen er inddelt præcis som i Gran Turismo. Til at starte med skal man vælge hvilken klasse man vil deltage i (A, B, eller C) og derefter vil man kunne se de forskellige mesterskaber der skal vindes i den pågældende klasse. Man har ikke adgang til mange af løbene før man har rekvireret sig bedre motorcykler, så derfor er det fornuftigt at starte fra bunden, i klasse C. Derudover har visse løb helt specifikke adgangskrav, såsom fabrikat, motortype, udstyr osv. Løbene har normalt 6 deltagere og efter hvert løb får man så udbetalt en sum penge, afhængig af ens placering. Der er en hel del mesterskaber at deltage i og selvom det er svært at klare sig godt i starten, så går det bedre når man har skrabet nogle penge sammen og opgraderet sin motorcykel.
Masser af motorcykler og udstyr
|
|
Opgraderingen foregår i den tilhørende shop, hvor man kan købe sig fattig i alskens udstyr. Der er 6 forskellige menuer til opgradering, der hver indeholder en masse brugbare dele. Man kan købe alt lige fra bedre affjedring, udstødningsrør, computerchips, bremser, gear, koblinger, dæk, for- og baglygter, sidespejle og meget andet. Nogle af disse dele er inddelt i flere kategorier, hvilket gør at man skal købe dem i rækkefølge. Man kan f.eks ikke købe vægtreducering del 2, før man har købt del 1. Udover at opgradere sin motorcykel kan man naturligvis også købe en helt ny af slagsen. Der er fire mærker at vælge imellem - Honda, Kawasaki, Suzuki og Yamaha. Derudover kan der åbnes op for flere producenter undervejs. Spillet indeholder en masse klassiske motorcykler, lige fra den gamle 80’er stil, til de mere moderne og toptunede modeller. Der er over 200 forskellige at få fingre i, hvilket er ganske imponerende. Skuffende grafik Der hvor spillet skuffer mest er på det grafiske plan. De forskellige motorcykler og kørere er såmænd ganske pænt lavet, men banerne er meget triste at se på. De virker meget tomme og grå og banedesignet er også lidt uopfindsomt, nogle baner er nærmest direkte taget fra Gran Turismo. Effekter som motion-blur, lys, varmedis og andet godt er dog nydeligt lavet, hvilket hjælper lidt på det hele, men generelt ligner det ikke et PlayStation 2-spil anno 2002. Lyden er også en blandet fornøjelse. Lydeffekterne er ganske gode og de forskellige motorcykler lyder rimelig autentiske. Musikken derimod, er noget bras. Titelmusikken er til at holde ud, men den musik der spilles i selve spillet, især under replays er temmelig forfærdelig. En ganske glimrende klon Hvis nogen skulle være i tvivl, så er dette spil nærmest Gran Turismo med motorcykler. Spillet når dog ikke helt samme højder som Sony’s bilspil, men de fundamentale ting er rimelig ens. Masser af motorcykler, mange løb, samt gode opgraderings- og justeringsmuligheder. Grafisk er spillet lidt trist, men kan man leve med dette, er spillet glimrende. Som Gran Turismo går det lidt trægt i starten, men efterhånden som man kommer længere ind i spillet, bliver det bedre og mere underholdende. Er man motorcykel-entusiast skal man nok kigge nærmere på Riding Spirits, der ganske fint udfylder et stort hul på markedet.
|
|
|