Red Faction II

Da Red Faction i sin tid udkom, høstede spillet mange roser for at prøve at tilføre noget nytænkning til first-person-shooter genren. Specielt den nye Geo-Mod engine var blevet promoveret, men kunne ikke helt leve op til forventningerne. Nu har Volition så arbejdet ihærdigt på en efterfølger, og det skulle blive interessant at se om Red Faction II kunne hamle op med det rigtig gode TimeSplitters 2, som vi jo anmeldte for kort tid siden.

I det første spil var man en simpel minearbejder på Mars, med et veludviklet overlevelses-instinkt. Denne gang er rollen og lokationen dog en lidt anden, da vi nu befinder os på vor kære jord, ca. 5 år efter hændelserne på Mars. Tyranen Sopot hjernevasker folket med sin evindelige propaganda, der fortæller om hvor stor og mægtig en leder han er. Som altid når denne type galninge kommer til magten er der en modstandsbevægelse, der taknemmeligt nok har fået hjælp af seks nano-modificerede elitesoldater, hvor man, i skikkelse af sprængstof-eksperten Alias, er den ene. Sammen med sine kolleger tager man nu kampen op mod Sopot og hans hær.

Teamwork

I modsætning til Red Faction foregår meget af spillet med assistance fra ens kammerater, hvilket hele vejen giver en god fornemmelse af teamwork. De fem andre i ens trup udgøres af nogle hårdkogte typer, der alle har hver deres speciale. Disse vil så undervejs i spillet assistere Alias på de forskellige missioner og det er ganske nydeligt, nærmest filmisk, integreret i gameplayet. F.eks. kan man under en mission pludselig se en kort slow-motion sekvens, der viser en kollega gå i aktion, eller fjerne en trussel med sin sniper-rifle. Der er på intet tidspunkt mulighed for at styre de andre karakterer, så man er overladt til Alias og hans, trods alt, ganske habile evner. Det trækker desværre lidt fra realismen at ens holdkammerater ikke kan dø, men dette er nødvendigt da de er en integreret del af historien.

Lidt skrabet multiplayer

Udover single-player delen, som er ganske god og gennemarbejdet, indeholder spillet også nogle få, men glimrende multiplayer-modes. Det tangerer desværre ikke hvad vi så i TimeSplitters 2, men til gengæld er der så mere at komme efter hvis man spiller alene. Der er tre forskellige multiplayer-modes. Disse består af de gængse Deathmatch og Capture the Flag, samt en ting kaldet Bagman, hvor der bliver tilføjet en kuffert, som giver ekstra point til den spiller der er i besiddelse af den. Man kan naturligvis også spille som hold og tilføje bots, og det hele foregår ganske flydende via splitscreen. I multiplayer kan man heldigvis vælge mellem alle spillets karakterer, så har man fået en svaghed for en af de andre typer, kan denne vælges, enten som spiller eller som bot.

God AI og fede våben

Det er også tydeligt at et spil som Halo har åbnet øjnene hos andre udviklere, f.eks. med hensyn til AI. Selvom AI’en ikke er helt perfekt er den stadig ganske god, og kaster man en håndgranet efter nogle fjender, vil man tit høre en af dem råbe ”grenade!!”, hvilket vil få alle

mand til at spurte i dækning. Derudover stikker fjenderne også halen mellem benene, hvis de føler at de er overmatchede. De løber så i dækning, hvorefter man kan jagte dem, eller vente på at de samler mod til sig igen. Af andre nye tiltag kan nævnes muligheden for at bruge mus og keyboard, hvilket sikkert vil glæde mange. Dog fungerer den almindelige kontroller ganske effektivt og det er især fedt at hvert våben kan affyres på to måder. Samtlige våben i spillet har en sekundær funktion, der gerne består af et kraftigt missil, som affyres med den venstre våbenknap. Nogle våben fås også i sæt, så man f.eks. kan have en Uzi i hver hånd, hvor hver af disse så har deres seperate affyrings-knap. Dette bringer os videre til døds-sekvenserne, som er ganske morbide og underholdende. Nakker man f.eks. en vagt på kort afstand med en rocket launcher, står der intet andet end et par blodige støvler tilbage, mens mandens krop ligger spredt rundt i lokalet.

Masser af gode detaljer

Grafikken og lydside skaber også en god stemning i spillet. Hele den grafiske del er meget russisk inspireret, med store grå bygninger, propaganda-plakater, statuer og alskens symboler. Banerne er godt designet og varierede og der er masser af ting at smadre, tilsat flotte eksplosioner. Spillet har andre gode effekter såsom de skiftende vejrforhold, kraftige rystelser af skærmbilledet og night-vision. Figurerne virker desværre stadig en kende for PC-agtige, men som helhed virker de ganske overbevisende i deres optræden. Filmsekvenserne giver det hele et lidt filmisk look og de er som nævnt kædet godt ind i selve handlingen. Det skal dog nævnes at Geo-Mod teknologien stadig har sin begrænsning, men trods alt er blevet forbedret en del. Lydsporet er også ganske fint og både musik og stemmeføring er på et flot niveau. Dine team-kammerater kommer hele tiden med kommentarer og de er troværdigt og effektivt spillet, især gruppelederen Molov, der tales af Lance Henriksen, der med sin dystre og hæse stemme har en god gennemslagskraft.

I toppen af skalaen

Som helhed er Red Faction II en bundsolid titel, der bygger fornemt videre på forgængerens ideer og skaber et rigtig godt single-player spil, der for en gangs skyld bæres af noget der kunne minde om en historie. Som multiplayer har spillet sine mangler, især i gamemodes. Det svært at sammenligne spillet direkte med TimeSplitters 2, da de to titler er meget forskellige i stil. Er man til det depressive kommunistiske look, vil man dog absolut føle sig godt hjemme her, da hele spillet er bygget op omkring netop denne stil. Som first-person-shooter ligger spillet i toppen af hvad PlayStation 2 kan tilbyde og alle fans af genren anbefales at købe spillet.

Konklusion

Der er ingen tvivl om at Red Faction II er en rigtig god first-person-shooter, der nok skal tilfredsstille mange blodtørstige sjæle. Spillet bæres af en rigtig god single-player del og det tekniske er også helt i orden. Grafik og lyd skaber en rigtig god stemning, der absolut er med til at løfte spiloplevelsen.