Tag en tur i 16 af verdens sejeste off-roader-trucks gennem kæmpemæssige åbne landskaber. Du kan køre hvor du har lyst i nærmest fotorealistiske omgivelser i terræn hvis køreunderlag ikke tidligere er oplevet så detaljeret og varieret i et spil. Gå samtidig amok med bl.a. Metallica og Fear Factory på lydsporet.Off-Road Wide Open er det nye 4x4-tiltag i Test Drive-serien, det er den nye form at køre ræs på. Spillet benytter sig af hidtil uset store åbne arealer taget lige ud af virkelighedens områder på Hawaii, i Californien og Utah. På hver af disse områder har udviklerne hos Angel Studios opbygget mere end 27 baner. Som i mange andre bilspil, oplever man tit, at genrens svage led udmunder i en før eller siden ensformighed ved at køre de samme baner igennem gang på gang. Hvis der er for få baner i et bilspil, kan man tilføje variation ved f.eks. at spejlvende banerne, ændre vejrforhold osv. Men det er ikke særlig originalt og ender ofte i gentagelser, så udfordringen efterhånden svinder ind. Men forudbestemte baner, der begrænser kørslen til en fastlagt rute er langtfra indholdet i Off-Road Wide Open. Du har 100% bevægelsesfrihed og er ikke underlagt en specifik rute. Man laver sine egne genveje og følger bare en retningspil eller et kort for at finde hen til diverse checkpoints og videre i mål.
Den gode indgangsvinkel
I spillet er følgende game-modes tilgængelige: Single Race, Career Race og Free Roam. Førstnævnte giver spilleren mulighed for selv at bestemme, hvor og hvordan, man vil køre over de tre valgfrie områder: Ørkenlandskabet ”Moab” (Utah), skov- og bjergområdet i ”Yosemite” (Californien) eller paradiset på ”Big Island” (Hawaii). Man kan køre de sædvanlige omgangsbaserede løb ved at holde sig til en bestemt rute i det store åbne terræn. For alle game-modes gør det sig gældende, at man skal igennem checkpoints, hvilket er spilelementet, der afholder spilleren fra at drøne rundt overalt og fare vild. Et kompas og et stort kort sørger for overblik, hvis man er på afveje, f.eks. på vej op i en vulkan i stedet for at køre ned mod en lækker strand. Afsidesliggende genveje er ofte et must at finde for at distancere nogle af de andre kørere. ”Blitz Races” er fra punkt A til B-kørsel, mens ”Scramble Races” er en slagmark af checkpoints, som skal passeres på tilfældig vis. Her gør spillets undertitel ’Wide Open’ sig virkelig gældende. Single Race er alt i alt en rigtig god indgangsvinkel til spillet for at prøve en masse trucks af og vende sig til spillets helt utrolige frihedsmiljø.
Kør hvor og hvordan du vil
”Free Roam” giver mulighed for at inspicere områderne, dvs. finde genvejene og vurdere hvilket underlag, man vil følge på en rute; det ujævne terræn til Humvee-køretøjet med hestekræfterne og den gude-agtige manøvrering eller det flade, tørre og nedadgående terræn til Dodge Ram 2500 med den uberørte tophastighed. Alt sammen lægger op til spillets hoveddel, ”Career Race”: Bestående af minimum 33 løb spredt over 5 sæsoner opdelt i 2-5 løb pr. sæson.
|
|
Penge kan optjenes ved at vinde sæsoner, så man kan opgradere til større biler, købe nye og senere tunede udgaver af ens egne biler. Køb skal gøres med omtanke, for hver sæson byder på gradvist bedre modstandere og mere udfordringsrige landskaber, der stiller store krav til både hestekræfter, affjedring og tophastighed. Det er et must at vælge det rigtige køretøj til det respektive landskab. 11 biler er tilgængelige ved start, mens nye føjes til, afhængig af spillerens succes i de forskellige sæsoner. Man kan vælge at ærgre sig en smule over, at udviklerne ikke har undladt spilleren frihed til selv at tune sine køretøjer. Til gengæld kan man i mid-air ændre hældningen på bilen med R1-tasten, så en landing bliver så stabil som mulig for at forhindre spin-out eller fartforringelse. En uhyrlig sigtbarhed Forestil sig at stå flere hundrede meter oppe i et bjerglandskab, kiggende ud over en bjergskrænt, ned mod en lille dal, hvor et vandfald bruser i fuldt flor. Denne rummelighedsfornemmelse er, hvad Off-Road Wide Open står for. Ser man en bjergkæde 4-5 km ude i horisonten, jamen, så spænd sikkerhedsselen og forbered en mindre hyggetur i takt med Metallica’s omkvæd, ”Gimme Fuel, Gimme Fire, Gimme That Which I Desire!”. Det samme kan siges om ørkenlandskabet i Muab samt vulkan- og paradislandskabet på Hawai. Den grafiske sigtbarhed kan ikke være set meget bedre i noget andet bilspil. Kør op til et mindre vulkanudbrud eller kør ned mod den paradisagtige strand med det krystalklare lyseblå vand. You decide. At køre ned ad en bjergskrænt mod stranden med 200 km/t, mens køreunderlaget rives op pga. de enorme hestekræfter, er simpelthen en oplevelse, som Off-Road Wide Open realiserer til fulde. Den uhyrlige sigtbarhed og rummelige fornemmelse medfører dog et tab andetsteds - teknisk set. Dels præges spillet af en masse ”pop-up”, dels en masse ”texture-morphing”, hvor f.eks. overflademønstret på et bjerg skifter udseende som en leguan, bare man kommer lidt tæt på. Det er til at leve med, men ikke desto mindre en tydelig teknisk begrænsning - især pop-up’en af bjerge, træer m.m. Respekt! Off-Road Wide Open indeholder hasarderet kørsel, som skal opleves i fulde drag. Spillet giver en rigtig god idé om, hvordan man kan komme omkring i områder, der ellers ikke er tilgængelige for ”normale” mennesker. De store åbne landskaber giver spilleren en frihed til selv at planlægge hvilken rute, han vil betræde. Man er til en vis grad ikke bundet af arealmæssige begrænsninger ligesom i størstedelen af biltitler. Visse mangler taler sine tydelige tegn såsom kollideringseffekten, der er en anelse for tynd. Grafikken sætter også en stopklods for den ultimative realisme, men er samtidig et eksempel på, at man stadig imponeres til trods for en del pop-up, texture-morphing osv. Det er det rummelige spilmiljø, de mange varierede ruter, køretøjer og de omfangsrige game-modes, der gør, at dette spil har en gennemtæsket god langtidsholdbarhed og er sjovt at spille, hvad enten man er 1 eller 2 spillere.
|
|
|