X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Off Road


Der er nu noget specielt over spil, der finder sted i guds egen natur, og hvor det gælder om at blive så beskidt som muligt. Offroad er et nyt spil i denne beskidte genre, og selvom det har noget nyt at byde på, så skal der altså mere til, hvis man vil skille sig ud fra hoben af bilspil til Pc.

Rages nyeste frugt på deres spil-plante hedder Offroad, og er, som navnet antyder, et spil, der tager sit udgangspunkt i en verden af mudderhuller og flyvehop. I modsætning til andre spil af samme slags, så prøver Offroad at bringe lidt tankevirksomhed ind i gameplay'et - desværre er det ikke så udbygget som det kunne være, og det er lidt en skam.

I bunden af 4. division

Offroad byder på alle de klassiske måder at spille på. Time Trial, Single Race og Multiplay giver nogenlunde sig selv, og det er da også kun i Offroads Championship, at udviklerne har prøvet at ændre lidt på opskriften.

Når man starter et Championship, så er man i den forkerte ende af 4. division, og ens mål er så at køre godt, og på den måde kæmper sig helt op i 1. division, hvor man har mulighed for at blive den totale vinder.

Der er mange forskellige hold i Offroad, og de spiller en vigtig rolle i spillets gameplay. I starten kan man kun vælge mellem to hold, der er de absolut dårligste overhovedet, og det gælder så om at gennemføre 4. division som et medlem af det hold.

Som nybegynder på et værre skodhold bliver man tildelt en gammel skrammelkasse af en Offroad racer som det så forventes, at man vinder en masse løb i. Man skal dog ikke regne med at gøre det lige med det samme, da der kræves et godt kendskab til spillets baner, før man kan gøre sig forhåbninger om en sejr.

Efterhånden som man bliver god og begynder at vinde løb, bliver man belønnet af sit hold i form af nyt tilbehør til sin bil, så man bliver mere konkurrencedygtig. Undervejs i de forskellige divisioner kan man, hvis man klarer sig godt, få tilbudt at komme på et nyt hold. Første gang jeg fik dette tilbud, så tænke jeg ikke længe over det, før jeg hoppede over i min nye bil hos det andet hold. Desværre fik jeg mig en grim overraskelse, da jeg ikke havde gidet at læse holdets betingelser, så jeg blev hurtigt smid af igen.
Man skal være vågen, når man får et tilbud fra et af de i alt 14 forskellige hold, da det slet ikke er sikkert man får bedre muligheder ud af et holdskift.

So slow

Når man fræser rundt i 4. Division, har man kun adgang til spillets langsomste biler, og det kan virkelig være en pine at skulle trille rundt på spillets ret fede baner med 80 km/t, når man tydeligt kan se, at banerne er lavet til at fræse rundt med 2-3 gange den hastighed. Dette får man desværre først mulighed for, når man opnår at stige i divisionerne, hvilket måske godt kan få nogle spillere til at miste interessen.

Har man tålmodigheden til at kæmpe sig igennem de, til tider, temmelig svære løb, så vanker der en belønning i form af de meget hurtigere - og dermed sjovere - biler i de højere divisioner.

Flot, men krævende

Offroad er et meget flot spil, og specielt spillets baner er meget flot lavede. Når man kører gennem vandpytter, så sprøjter vandet op om en, og hvis man rammer en barriere, så flyver den langt væk. Med andre ord, så er spillets fyldt med detaljer, og det er en nydelse af studere landskabet mens man tøffer afsted i en 4. divisions langsom jeep.

Al denne smukke grafik koster selvfølgelig noget, når vi snakker hardware - og her er Offroad nådesløst. Spillet kan køre på en Pentium II 266 med en mindre portion RAM og et Voodoo2 kort, men på æsken anbefales intet mindre end en Pentium III 750 med 256 RAM og et 64MB AGP kort. Jeg er tilbøjelig til at give æsken ret, for Offroad er et meget systemkrævende spil, og selvom grafikken er nydelig, så passer den ikke sammen med de tårnhøje systemkrav.

Lyden i Offroad er ikke noget særligt, og specielt motorlyden gik mig meget på nerverne. Jeg vil klappe i mine små hænder, den dag en udvikler rent faktisk laver et bilspil med noget, der bare minder om god motorlyd. Musikken var egentlig ok, desværre var den kun at finde i menuerne.

Offroad er et udmærket bilspil, der har nogle nye ting i ærmet, men som desværre ikke formår at komme op i de helt høje karakterer. For alle, der kan lide snavset racing, så vil jeg anbefale Offroad, men jeg vil til enhver tid anbefale deciderede rally spil - som Colin McRae 2.0 - mere, da de ganske enkelt er sjovere. Er man mere til arkade versionen af offroad spil, så er Rages Offroad derimod et udmærket valg.

Off Road
Anmelders vurdering
4/6