The Operative: No One Lives Forever

Det snart to år gamle PC-hit, No One Lives Forever, er netop blevet konverteret til PlayStation 2. Spændingen var derfor stor da vi satte spillet i. Kan spillet leve op til PC-klassikeren? Er det blevet konverteret ordentligt? Kan man spille multiplayer? Få svar på dette og meget mere i vores anmeldelse.

No One Lives Forever (NOLF) er en traditionel first-person-shooter, dog med en lidt anden stil end den vi er vant til at se. Man tager rollen som UNITY-agenten Cate Archer, der er blevet kaldt til hovedkontoret grundet en meget kritisk situation, der som sædvanlig truer verdensfreden. Sagen er nemlig den, at over halvdelen af UNITY’s agenter er blevet likvideret inden for den sidste uges tid, hvilket er meget urovækkende. Cate er sammen med sin mentor, Bruno Lawrie, blevet hidkaldt for at finde den mistænkte lejemorder Dmitrij Volkov og skaffe ham af vejen inden det er for sent. Cate er ikke specielt velset blandt UNITY’s høje herrer, da de ikke mener en kvinde kan administrere så store ansvar og farlige opgaver, men de har efterhånden ikke andet valg, så Cate og Bruno bliver i huj og hast fløjet til Marokko. hvor missionen tager sin begyndelse.

Herligt legetøj

Inden man begiver sig ud på sin mission, har man dog mulighed for at gennemføre nogle forskellige træningsøvelser, der leder spilleren igennem de mest basale kommandoer i spillet, samt lærer en lidt om de forskellige våben og gadgets man har til rådighed. Det skal ingen hemmelighed være, at noget af det bedste ved at være hemmelig agent, er alt det sjove legetøj man får fingrene i. NOLF lader heldigvis ikke noget tilbage for James Bond og man har masser af snedige ting at gøre godt med. Man har både solbriller der kan scanne for miner, flere små hacking-devices til at åbne døre og pengeskabe med og en lighter der kan bruges som en lomme-svejser. Udover disse og mange andre gadgets, har man selvfølgelig også tilgang til almindelige håndvåben, i form af flere slags rifler og pistoler.

God dialog

Det der adskiller netop denne first-person-shooter fra andre i genren, er både stilen og historien. Spillet foregår i slutningen af 60’erne og stilen er derfor meget Austin Powers-agtig. Spillet er fyldt med flotte farver, poppet musik og både tøj og frisurer passer godt til årstallet. Historien i spillet er også noget der virkelig er arbejdet med fra udviklernes side. Der er en masse små cutscener der fortæller mysteriet hen af vejen og desuden er der masser af dialog i spillet, både relevant og irrelevant. Man kan undlade at lytte til denne dialog, men det anbefales at gøre det, i hvert fald første gang man spiller banen, da humoren er ganske god. Somme tider får man endda mulighed for at vælge hvilket svar man vil give, hvilket afstedkommer både morskab og hjælp afhængig af situationen. Bortset fra dette er NOLF dog en first-person-shooter som alle andre, hvor man på hver bane har en overordnet mission, men samtidig er der en masse små side-opgaver der skal løses, hvis man skal gøre sig håb om at gennemføre spillet ordentligt.

Udmærket kontrol

Noget af det der har været mest debat om angående first-person-shooters på konsoller er kontrollen. Mange PC-ejere er af den opfattelse, at denne slags spil ganske simpelt ikke kan spilles uden mus

og keyboard, men både Agent Under Fire og TimeSplitters viste at det sagtens kan lade sig gøre. I NOLF har man flere forskellige muligheder for at sætte kontrollen op og de fleste af dem virker ganske glimrende. Man kan endda justere følsomheden af de analoge sticks, hvilket er en kærkommen detalje for dem der synes den er for følsom. Faktisk virker styringen ganske godt, selvom man lige skal bruge en smule tilvænning. Det er til tider lidt vanskeligt at få en fjende på kornet, men man kan dog bruge den feature der hedder auto-target, der dog fjerner lidt af morksaben i det hele, da det er sjovere selv at sigte og ramme, istedet for at have computeren til at sigte for sig.

Hva’? Ingen multiplayer?

Noget af det spillet lever højt på er sin stil. NOLF er utrolig 60’er-agtigt og stilen er meget gennemført. Det kan til tider være svært at se i selve spillet, da f.eks. huse nu engang ligner huse. Men især introen, cutscener og menuerne har et fint, nærmest syret design. Der er virkelig stil over det og det bliver bakket flot op af en fremragende lydside. Titelsangen er som taget ud af en gammel Bond-film og den holder høj kvalitet. Det samme kan siges om stemmeføringen, der er rigtig god. Samtlige stemmer er meget overbevisende lavet og man kan tydeligt høre både ironi og humor når karaktererne taler. Bruno’s stemme læner sig endda temmelig meget op af en vis Sean Connery, der vist nok har lavet en agentfilm eller to i sin karriere. Der hvor spillet halter lidt er selve grafikmotoren, eller rettere i selve konverteringen fra PC. Spillet bærer nemlig tydeligt præg af en konvertering, da både teksturer og karakterer er set meget bedre, hvilket nok skyldes at spillet kører på den lidt forældede Lithtech-engine. Det er synd at Monolith ikke har opgraderet grafikken så den er lidt mere tidssvarende, for noget specielt kønt syn er det ikke. Heldigvis er de forskellige levels ganske varierede og det hjælper lidt på det, så man er fri for den monotoni der plager visse andre spil i genren. Der er sket enkelte ændringer med spillet siden PC-tiden, hvor en af de mest markante er fire nye baner specielt udviklet til PlayStation 2. Desværre er der ikke blevet plads til multiplayer, hvilket er lidt tamt og i forhold til PC-versionen, kan man ikke længere benytte den populære quick-save funktion. Det medfører, at man skal spille hver eneste bane igennem uden det mindste fejltrin, hvilket kan blive meget frustrerende, da sværhedsgraden er rimelig høj.

No game lives forever

Som konvertering af et gammelt PC-spil, er NOLF ikke ligefrem noget banebrydende projekt. Spillet har dog sin berettigelse, da det har en stil og en humor vi ikke er vant til fra denne genre. Spillet er også ganske langtidsholdbart, især pga. den manglende quick-save funktion, med næsten 60 forskellige missioner, der dog hver især ikke er overvældende store. Spillets hæmmes af den forældede grafik, lange loade tider og manglen på multiplayer, men bliver reddet af en god historie, fortalt med god dialog og et ganske solidt gameplay. Mangler man en first-person-shooter i sin samling kan dette godt anbefales, selvom man skal have en tolerance-tærskel der er lidt højere end normalt. Spillet når ikke toppen af genren på PlayStation 2, men det er dog en ganske underholdende oplevelse.