X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

NHL 2003


Så er NHL sæsonen endnu engang i fuld vigør, og som traditionen byder, bliver det selvfølgelig fejret med en ny version af EA's årligt tilbagevendende hockeyspil, NHL. 2003 byder ikke på den helt store forandring siden 2002, men vi har stadig med verdens bedste hockeyspil at gøre, så læs trygt videre!

NHL serien fra EA Sports har lige siden Sega Megadrive dagene været den absolut mest prominente spiller på isen. Der har været adskillige forsøg på at vælte kongen, senest fra Segas 2K serie, men år efter år vælger publikum alligevel EA's udspil. Om det sker igen i 2003, er det for tidligt at sige noget om, men en ting er sikker: Man går ikke helt galt i byen med NHL 2003.

En lille smule nyt

NHL 2002 gav os en hel del forandringer og forbedringer i forhold til forgængeren, og selv om 2003 har en lille smule nyt i posen, er det stort set mere af det samme, bare finjusteret. Af nyskabelser er de mest åbenlyse den nye Dynamic Deke Control, hvor man med den højre analoge styrepind selv kan affinte modstandere, samt den nye Gamebreaker feature. Gamebreakers foregår stort set på samme måde som Breakaways i NHL 2002 - kameraet zoomer ind og al lyd undtagen dit eget hjertes banken bliver fjern, mens modstanderne nærmest bevæger sig i slowmotion i forhold til dig selv. Gamebreakers bliver mulige ved at foretage så mange fikse manøvrer, at Gamebreaker måleren fyldes op, hvorefter denne drømmetilstand kan aktiveres.

Og en masse velkendt

Card-systemet, hvor man kan åbne for ekstra features, er vendt tilbage. Franchise Mode, hvor man skal håndtere både spil på isen samt salg og køb af spillere over op til 10 sæsoner, er også bibeholdt. Det samme er seriens altid fremragende kontrol med spillere og puck, der igen i 2003 efter kun meget kort tid falder så naturligt, at man ikke behøver at tænke over, hvilke knapper der skal trykkes på - det sker bare. Meget mere end dét er svært at forlange. EA virker opsat på, at serien skal fortsætte den arkade-agtige trend, og spillet er derfor stoppet til randen med big moves, breakaways, gamebreakers, heltespillere og guderne må vide hvad, alt sammen for gøre gameplayet så actionpræget som muligt. Det er ikke NHL Hitz, men det er svært at spille kampe, der helt ligner rigtige NHL kampe. Hvor man i flere af udgaverne i slutningen af halvfemserne følte sig opmuntret til at lave "rigtige" hockeymål, mål, der scores på baggrund af solidt og nøje opbygget angreb og sammenspil, er der efterhånden, og især i 2003, øjensynligt lagt mere vægt på det spektakulære og enkeltmandspræstationerne. Det skal ses i lyset af, at sporten på den anden side af Atlanten præsenteres mere og mere spektakulært, og på den baggrund er det vel rimeligt nok, at spillet reflekterer dette. En af de mest opsigtsvækkende forandringer fra seriens tidligere inkarnationer er, at det i 2003 virker mærkbart sværere at lave cross checkings, elbowing og andre svinestreger, end det har været tidligere i seriens historie. I det hele taget er spillerne ret sikre på skøjterne i 2003, hvilket vil genere nogle og glæde andre, men det hænger lidt dårligt sammen med resten af spillets arkadepræg.

Mulighederne presser sig på

Heldigvis er der rig mulighed for at indstille spillet efter éns egne ønsker. Alt fra regelsættet til hastigheden på afleveringerne kan reguleres, og der er hermed mulighed for at tilfredsstille de flestes smag. Dette afspejles også i den overflod af features, der enten er tilgængelige fra start, eller kan låses op for gennem spil. Sumo hockey, gamle dragter, custom teams, hjemmelavede spillere og valgfri jubelscener er blot nogle af de mange features, NHL 2003 har at byde på, så der er mere end rigeligt at gå i gang med for dem, der ønsker at tilbringe vinteren i selskab med spillet.
God grafik med plads til forbedringer

Et af de få steder hvor man stadig godt kunne ønske sig lidt mere af serien, er i spillets grafik. Ganske vist er den flottere end nogensinde før, men man skal kigge godt efter for at finde forbedringerne siden sidste år, og set i forhold til nogle af de andre ting, vi har set udført på PS2, halter NHL 2003 stadig lidt. Spillerne er en anelse for firkantede til at virke overbevisende, når man ser dem tæt på, og publikum består stadig af flade papfigurer. Publikum er godt nok i 3D, når de vises tæt på i mellemsekvenserne, men her fremstår de endnu mere kantede end spillerne og er alt andet end realistiske. Slåskampene, der selvfølgelig er med igen i år, fungerer nærmest som udstillingsvindue for, hvor urealistiske spillerne kan se ud tæt på, og man fristes næsten til at slå dem helt fra. Heldigvis kommer intet af dette til udtryk under spil, hvor man typisk ser spillerne og deres mange fine animationer på afstand, men det giver lidt ridser i lakken, når man prøver at leve sig ind i, at det er en rigtig hockeykamp, man deltager i. Tag dog ikke fejl, selv om der er god plads til forbedring, er der som helhed stadig tale om det flotteste NHL spil, vi til dato har set fra EA.

Fantastisk lyd

Det samme kan man sige om lydsiden, der i NHL 2003 er bedre end nogensinde før. Kommentatorerne er på alle måder oppe på dupperne. Ikke nok med at de for det meste følger nærmest forbavsende godt med i spillet på isen, de er også utroligt varierede i deres udtalelser. Det er imponerende hvor meget tale, der er indspillet, og hvor godt det bliver brugt. Om man bryder sig om kommentatorernes humor er selvfølgelig en smagssag, men oftest er deres jokes, om ikke andet, så tilpas tåbelige, at man ikke kan lade være med at trække lidt på smilebåndet. Tilskuernes brølen bølger helt naturligt i takt med kampens gang, og de reagerer selvfølgelig forskelligt alt efter, om man spiller på hjemme eller udebane. Der er endda blevet plads til en god portion tilråb fra enkelte individer, hvilket igen er med til at højne realismen. Om lydstyrken på skud, skøjteklinger mod isen og skuldre, der banker mod andre skuldre er realistisk, er nok tvivlsomt, men det lyder alt sammen godt og er med til at højne intensiteten. Det samme er det helt igennem fremragende og velvalgte soundtrack, bestående af forholdsvis ny musik fra bands som Papa Roach, Jimmy Eats World, Queens of The Stone Age og endda den i resten af verden forholdsvist ukendte Vancouver-succes, Default, som EA Canada meget fint også har fundet plads til. Alt i alt er lydsiden i NHL 2003 noget af det mest atmosfærefyldte, vi har hørt, og den står som et skoleeksempel på, hvordan sådan noget skal kringles.

Meget bedre bliver det ikke

NHL 2003 er ikke perfekt. Det har sine problemer, hvor af manglen på nyskabelse siden NHL 2002 og det meget arkadeaktige præg er blandt de mere åbenlyse. Stort set drukner det negative dog i larmen fra alt det positive, der er at finde ved spillet, og hockeyfans kan næsten ikke andet end føle sig priviligerede over en udgivelse af denne kaliber. Spillet indeholder så meget variation og dybde, at de fleste vil have underholdning nok til flere måneder. NHL 2003 er en produktion af høj klasse, og er man bare det mindste interesseret i hockey, eller sportsspil generelt, kan man kun glæde sig til at føje dette spil til samlingen.

NHL 2003 (EU)
Anmelders vurdering
5/6

NHL 2003   © EA 2002   (GCN)    1/3 NHL 2003   © EA 2002   (GCN)    2/3 NHL 2003   © EA 2002   (GCN)    3/3