X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Next Generation Tennis


Den ukronede konge af tennisspillene kommer fra Sega og hedder Virtua Tennis, nu Sega Sports Tennis. Namco har med noget held forsøgt at gøre Sega kunsten efter, og nu er det altså Wanadoo, der giver deres bud på, hvordan et tennisspil skal kringles. Det havde de ikke behøvet.

Next Generation Tennis ser ved første øjekast ud som en rigtig kvalitetsproduktion. Menuerne er flotte, der kører videoklip i baggrunden og man har et utal af forskellige spilmuligheder. Arcade, Challenge, Exhibition, Career, Club House og Bonus er de første tegn på et spil, der kunne have en masse at byde på. Dette indtryk bliver yderligere forstærket af de mange indstillingsmuligheder, man bliver præsenteret for, når man skal sætte et spil i gang. Der kan vælges mellem en del spillere, flere af dem kendte navne som Henman, Kuerten, Rubin og Schett, og der kan låses op for flere spillere efterhånden, som man vinder kampe. Der er også gode muligheder for at indstille antal sæt, om deuce og tie break skal slås til eller fra, hvilken af to kameravinkler, man foretrækker, og i det hele taget er der alle de indstillingsmuligheder, man kunne ønske sig.

Men skindet bedrager

Først når en kamp rigtigt går i gang, går det op for en, at gameplayet ikke står mål med den fine præsentation. Spillerne reagerer sløvt på input fra kontrolleren, bolde, der ser ud som om, de er en halv meter fra ketcheren, bliver alligevel ramt, mens man ved andre, tilsyneladende veludførte, slag må se bolden passere igennem ketcheren, som var den luft. I det hele taget falder timingen i spillet ikke ret naturligt, og det er svært at koncentrere sig om sit spil og boldplacering, når man samtidig skal kæmpe med den kluntede og til tider forunderlige kontrol. Det siger næsten sig selv, at uanset hvor mange bonuser, indstillingsmuligheder og gamemodes, man putter i et spil, så bliver det hele lidt ligegyldigt, når selve essensen, nemlig gameplayet, ikke er i orden. Det er såmænd ikke fordi, Next Generation Tennis er umuligt at spille, man kan faktisk vænne sig til det, men de tilbagevendende fejl gør, at det ganske enkelt ikke er den fornøjelse, det burde være. Når computermodstanderen ikke lider under de samme kontrol- og reaktionsproblemer og uden større besvær når ud til bolde, der for én selv ville have været umulige at nå grundet sløv og upræcis kontrol, bliver billedet af et ubalanceret gameplay fuldendt.
Gennemsnitlig grafik og lidt god stønnen

Grafisk kan Next Generation Tennis heller ikke hamle op med konkurrenternes tennisspil. For det meste bevæger animationerne sig på et forholdsvist gennemsnitligt niveau, men ofte "falder" de nærmest over sig selv ved at klippe til en anden bevægelse uden en glidende overgang, så spilleren pludseligt befinder sig i en anden position. Kigger man på selve spillerne, er der heller ikke noget, der kan få en op af stolen. De er umiddelbart genkendelige som mennesker med ketchere, men mangler lige den grad af detaljer, der ville have gjort, at man i øjeblikke kunne snydes til at tro, at man så på en levende tennisspiller. Lægger man disse ting sammen, står man med et helhedsindtryk af spillere, der ikke virker så overbevisende, som man har set det andetsteds. Baggrundene er for så vidt ganske godt lavede, om end lidt kedelige, livløse og enkle. Igen et gennemsnitligt stykke arbejde, der ikke imponerer. Til gengæld er spillernes sukken og stønnen samt lyden af boldens kontakt med ketchere og bane godt lavet, og alle lydeffekter fremstår i det hele taget meget realistiske, mens musikken, der forekommer yderst sparsomt, er nærmest ligegyldig.

Fault!

Det er svært at finde en årsag til at anbefale Next Generation Tennis. Spillet har ganske vist et umådelig antal gamemodes at gå i gang med, men da indtil flere andre tennistitler til PlayStation 2 tilbyder lignende oplevelser - oplevelser, der ikke lider under Next Generation Tennis' problemer, kan vi ikke andet end anbefale vores læsere at lege tennisstjerner andetsteds.

Konklusion

Next Generation Tennis er præsenteret godt og byder på et væld af gamemodes. Spillet har dog problemer med både kontrol og animation, og tennisfans bør derfor kigge på de andre tennisspil, der er at finde på markedet.

Next Generation Tennis (EU)
Anmelders vurdering
2/6

Next Generation Tennis   © Wanadoo 2002   (PS2)    1/4 Next Generation Tennis   © Wanadoo 2002   (PS2)    2/4 Next Generation Tennis   © Wanadoo 2002   (PS2)    3/4