X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

NBA Live 2002


NBA-sæsonen nærmer sig det tidspunkt hvor det begynder at blive alvor. Hvad kunne så være bedre end selv at få mulighed for at styre sit favorithold mod slutspillet? Dette er lige præcis hvad NBA Live 2002 giver dig chancen for, så derfor har vi kigget nærmere på spillet, der er det første af de mange basketball-spil der kommer til Xbox.

NBA Live-serien har eksisteret i mange år og spillet har flere fans helt tilbage fra Sega Megadrive dagene, hvor det første af slagsen kom. Siden har spillet hærget på diverse konsoller og computere og nu står vi så med det seneste skud på stammen, nemlig NBA Live 2002 til Xbox. Spillet er et ganske traditionelt basketball-spil, der ikke prøver at ændre på noget radikalt. Der vil selvfølgelig være store forventninger til de første sportsspil på Xbox, men man skal stadig huske, at mange af disse er blevet presset ud inden deadline, så de kunne nå med på launchen. Dette er NBA Live 2002 et udemærket eksempel på, selvom spillet er ganske godt.

De kendte gamemodes

Efter en temmelig kort intro lander man på hovedmenuen, hvor man har stort set de samme muligheder som i alle de andre sportsspil fra EA. Der er en ”play now” for dem der ønsker at gå i gang med det samme, men ellers er der blevet plads til season, playoffs, franchise, 1 on 1 og practice. De fleste af disse gamemodes giver nærmest sig selv, men vi vil alligevel lige forklare dem kort. I season skal man vælge et hold, for derefter kæmpe sig igennem et hav af kampe i forsøg på at kvalificere dig til slutspillet. Playoffs hopper denne del over og man bliver placeret i første runde af slutspillet, hvis man nu ikke har mod på at spille en hel sæson. Franchise er den dybeste del i spillet, idet man her styrer dit hold over en længere årrække. Dette gør, at man har mulighed for at skifte spillere ud undervejs, eller mellem sæsonerne, skulle man have brug for forstærkninger. 1 on 1 giver spilleren muligheden for at vælge mellem samtlige NBA-spillere, samt en masse legender, og så konkurrere mand mod mand på asfalten. Denne del er især god mod en ven, da der ikke er alt for mange regler at fordybe sig i. Skulle man selv mene at man er en habil basketspiller, så kan man til alt held designe sine helt egne spillere i editmode, hvor man også kan få alskens tilbehør.

Arkade eller sim?

Spillet kan sættes op på to forskellige måder, nemlig som arkade, hvor regler er næsten totalt fraværende, eller som simulation, hvor det hele har et mere realistisk præg. Hardcore-spillere vil naturligvis spille i simulations-mode og her skal man tage højde for alle reglerne, som f.eks fouls, travelling, backcourt violation, shotclock violation og meget andet. Spillerne kan desuden risikere at blive skadet, så det er med at have en bred bænk, skulle man være uheldig. Spillet kan til enhver tid justeres med en masse options, hvis der skulle være en regel der virker specielt
irriterende. Man kan justere alt fra tid pr. kvarter, til ting som hvor hårde dommerne skal være, eller hvor hurtigt spillerne skal blive trætte. Spiller man simulation skal man være forberedt på, at spillet hele tiden går i stå pga. de mange fouls der bliver lavet undervejs, men det er jo en del af spillet. Udover de sædvanlige NBA-hold indeholder spillet også en del All-Star hold, der spænder helt tilbage til 50’erne. Så har man lyst til at spille med legender som Larry Bird, Julius Erving og Charles Barkley, så kan man også det. Disse kan også bruges i den underholdende 1 on 1-mode, så man kan lave matchups man aldrig har haft mulighed for i virkeligheden.

Mange flotte detaljer

Som launchtitel har spillet en ganske nydelig grafik. De mange spillere har en temmelig god lighed med de rigtige og de er flot animeret. Både deres mangfoldige ansigtsudtryk og deres bevægelser på banen gør dem let genkendelige. Spillerne har også individulle kendetegn som tatoveringer og pandebånd og det er ganske flot lavet. Desuden er der en masse flotte ”dunks”, som igen er baseret på de individulle karakterer. Spillere som Michael Jordan og Vince Carter har vidt forskellige ”dunks” at udføre og det gør at det føles ganske realistisk at styre de individulle personer. Arenaerne er udemærket lavet og især gulvene er flotte. Tilskuerne er også rigtig gode og de er ganske troværdige. Tiden med grimme papfigurer ser udtil at være en saga blot (forhåbentlig). Lyden er temmelig anonym og de to kommentatorer lægger man ikke meget mærke til. Tilskuerne lever sig ganske godt ind i kampene og de forskellige lydeffekter er ganske gode. Alt fra lyden af basketstøvler på gulvet, til det berømte ’swoosh’ når bolden ryger i kurven, er meget autentisk lavet. Styringen er ganske ligetil, selvom der godt kunne have været lidt flere moves at udføre. Man har et spinmove, et crossover, samt almindelige afleveringer, skud og blokeringer. Derudover har man en turboknap, samt en mulighed for icon-passing. Icon-passing gør, at man kan vælge præcis hvilken spiller man vil aflevere til, da alle har en joypad-knap over hovedet hvis man aktiverer denne feature. AI’en er ganske udemærket, men den er til tider lidt nem at gennemskue. Til alt helt har spillet fire sværhedsgrader og så kan man selv gøre det sværere ved brugen af de forskellige options i menuen.

Ikke nogen revolution

Som et realistisk basketball-spil fungerer NBA Live 2002 ganske udmærket. Det er ikke noget vildt revolutionerende og der vil utvivlsomt komme bedre spil end dette. AI’en og lyd kan forbedres og et par ekstra kameravinkler ville ikke være af vejen. Som launchtitel er spillet dog ganske godt og skal man absolut have et basketspil, så er der ikke meget andet at gøre end at købe dette. Spillet er det flotteste af sin slags indtil videre og der er masser af gamemodes at fordrive tiden med, både i singleplayer og i multiplayer.

NBA Live 2002 (EU)
Anmelders vurdering
4/6

NBA Live 2002   © EA 2001   (XBX)    1/3 NBA Live 2002   © EA 2001   (XBX)    2/3 NBA Live 2002   © EA 2001   (XBX)    3/3