Minority Report

Sommerens Steven Spielberg-hit Minority Report er nu udkommet som spil på Gameboy Advance. Spillet er et ordinært action skydespil, der har fået den meget passende undertitel – Everybody Runs.

Synske mutanter

I den nærmeste fremtid vil mord ikke være muligt - tre mutanter i et badebassin kan nemlig forudsige hvert eneste mord. Når et mord er blevet forudsagt rykker politiets precrime-afdeling ud for at fange den kommende morder. Som spiller bliver man sat i skoene på lederen af denne afdeling – John Anderton.

Det starter godt

Når man starter spillet, bliver man mødt af en kort intro-sekvens, der fortæller lidt om precrime-afdelingens baggrund. Derefter havner man i en usædvanlig fed menu. Det er tydeligt at spillets australske udvikler Torus har brugt en del tid på at skabe et godt førstehåndsindtryk. Desværre tilbringer man ikke så meget tid i de tjekkede menuer, da man kun kan starte et nyt spil, loade et gammelt eller slå lyden fra.
Når man starter et nyt spil, bliver man, inden første mission, præsenteret for spillets første korte tegneserie. Disse tegneserier fortsætter i gennem hele spillet som mellemsekvenser efter hver bane. Har man spillet Max Payne, ved man, hvor de har fået ideen fra. Desværre er de langt fra ligeså gode som i Max Payne – de er ganske vist flot tegnet, og man kan godt genkende John Anderton som en pixeleret Tom Cruise, men de formår ikke at binde historien sammen. Har man ikke set Spielbergs film, er det svært at forstå, hvad der foregår.

Kluntet kontrol

Spillet er som nævnt tidligere, et action skydespil. En genre, der er meget populær blandt spil bygget over film, men desværre også en genre, der sjældent kommer noget godt ud ad. Man kunne håbe, at Spielbergs udmærkede film havde inspireret udviklerne til at lave et rigtigt godt spil, men det er desværre heller ikke tilfældet med denne film-licens.
Størstedelen af banerne er klassisk side-scrolling action, men nogle enkelte baner skiller sig ud – der er f.eks. en bane hvor man flyver rundt med en jetpack på ryggen. I sin jagt på kommende forbrydere har Tom Anderton brug for nogle våben. I starten er han kun bevæbnet med en pistol, men senere udvides arsenalet med nogle lidt mere

slagkraftige våben. Inden man skyder skal man låse sigtekornet på en fjende med skulderknapperne. Det ville fungere udmærket, hvis det ikke var fordi, at sigtekornet er meget trægt til at skifte og har det med at låse sig fast på uskyldige civile, selvom en fjende er tættere på. Og civile skal man passe på med at ramme, gør man det et par gange må man starte missionen forfra. Kommer man for tæt på en fjende, kan man ikke skyde med sit våben, i stedet må man bruge det som slagvåben. Alt i alt er styringen bare ikke god nok, den virker træg, og den hæmmer ens formåen i banerne ganske betydeligt.

Hæsligt og gnidret

Spillets grafik er som nat og dag. Menuer og mellemsekvenser er flotte og stilfulde, men selve spildelen virker som et halvhjertet forsøg på at lave noget, der ser realistisk ud. John Anderton, fjenderne og de civile folk ser ud som om de er skaleret ned fra nogle meget detaljerede 3d-renderinger. Det resulterer i nogle meget gnidrede og kantede figurer. Banerne er ramt af samme syndrom, alt for mange gnidrede detaljer forsøgt klemt sammen på Gameboy Advancens lille skærm.
Lydeffekterne i spillet er udmærkede - de skærer ikke i ørerne, men er heller ikke specielt stemningsdannende. Musikken er derimod aldeles hæslig – det lyder ofte som en kort jingle, der bliver gentaget uendeligt mange gange hurtigt efter hinanden. Det må være sådan en lyd folk med tinitus har i ørene.

Løb for livet

Spillets undertitel, Everybody Runs, siger en del om spillet. Først og fremmest siger den noget om spillets måske svageste punkt – sværhedsgraden. Det er muligt at løbe gennem det meste af en mission uden at løsne et skud. Man har ganske vist et utal af skumle typer løbende bag sig, men de forsvinder, når man finder banens slutboss – der i øvrigt sjældent er nogen større udfordring. Udover dette kan vi godt gætte på, at titlen er en opfordring til køberne – hold jer langt væk fra spillet!

Konklusion

Minority Report – Everybody Runs, er et spil med meget få kvaliteter. Det bliver hurtigt kedeligt og ensformigt at løbe igennem banerne, og man kan ikke engang glæde sig over slutbosserne. Grafikken er gnidret og musikken er usandsynligt dårlig. Eneste lyspunkter er de stilfulde menuer.