X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Jonny Moseley: Mad Trix


Vintersports-sæsonen er som bekendt på sit højeste, med det netop overståede OL som det absolutte højdepunkt. Ekstrem-sport har i mange år været et populært sidestykke til de traditionelle vintersportsgrene. Vi har set et utal af snowboardspil, men 3DO har fået den idé at man jo bare kan udskifte snowboardet med et sæt ski, så har man endnu en ny variant. Om dette ender med en slalomtur udenom konkurrenterne, eller med et dramatisk styrt, kan du læse mere om her.

Grundlæggende er idéen i spillet ikke så dårlig. Vi har efterhånden set snowboardspil nok til at skrive en mindre roman om dem, men samme koncept på ski, er et meget mere sjældent fænomén. De to typer spil vil dog naturligt nok ligge meget tæt op af hinanden, da de begge har samme koncept. Det gælder ganske enkelt om, at komme hurtigt og sikkert ned af et tilfældigt bjerg og samtidigt udføre så mange tricks som muligt. Klarer man dette kan man åbne op for nye baner, karakterer, outfits osv. Intet revolutionerende i det.

SSX Tricky ripoff?

Når man kommer ind på hovedmenuen vil man kun finde to gameplay-modes, nemlig Competition og Freestyle. Freestyle er en simpel practice-mode, hvor man kan vælge en bane og derefter tage det stille og roligt. Det eneste man kan bruge den til er, at lære banerne lidt bedre at kende og øve sig på de mange tricks. Competition giver dig muligheden for, at tage kampen op med de bedste indenfor denne sportsgren. Der er to slags baner i denne mode, Slopestyle og Big Mountain, som kræver forskellige færdigheder at gennemføre. I modsætning til SSX Tricky er hovedformålet dog ikke, at komme først ned af bjerget, men istedet at skrabe flere trick-point sammen end konkurrenterne. Spillet fungerer faktisk fuldstændig som Showoff-mode i SSX Tricky, idet man skal udføre en masse stunts, som igen fører til en medalje, hvis man er dygtig nok. Når man starter, kan man øverst oppe i venstre hjørne af skærmen se, hvor mange point man skal opnå for at få bronze. Overgår man denne pointsum skifter scoren til niveauet for sølv, med det endelige formål at få guld naturligvis. For at gøre det lidt mere presset, har man dog en tidsgrænse, så man skal sørge for, at nå de forskellige checkpoints. Eneste variation er, at man i Slopestyle kører efter medaljer, mens man i Big Mountain skal opnå et bestemt antal points for at gennemføre banen. Mere er der faktisk ikke i spillet og det er mildest talt lidt tyndt. Placeringer har ingen indflydelse, da man altid er alene på banen. Man kan selvfølgelig åbne for nye baner og karakterer, men det kommer der jo ikke flere gameplay-modes af. Endnu et minus er, at der ikke er mulighed for multiplayer, hvilket er lidt skandaløst i et sportsspil.
Urealistiske baner

Man har ligesom i SSX Tricky nogle forskellige karakterer, der er en blanding af rigtige og fiktive navne. Jonny Moseley er efter sigende Olympisk guldmedaljevinder fra legene i ’98 og han bliver ledsaget af nogle andre professionelle skiløbere. Derudover er der et begrænset udvalg af fiktive karakterer, der alle har mere eller mindre tvivlsomme baggrunde. Der er også en del forskellige baner, der varierer fra realistiske til urealistiske. I Slopystyle er idéen nemlig, at man står på ski i lokationer der normalt ikke forbindes med netop den slags sport. Man kommer bl.a. igennem San Francisco, Las Vegas og Rom, og det er til tider muligt at genkende specielle kendetegn for disse steder og man kan tillige grinde ned af selveste Golden Gate Bridge. Kommer man længere ind i spillet, bliver der i Big Mountain konkurreret på real-life lokationer, som f.eks Alaska og Mt. Kilimanjaro.

Ikke et kønt syn

Kontrollen foregår også nogenlunde som vi kender den. Der er en masse kombinationer af ’grabs’ og tricks, som udføres med forskellige tryk på ’L’ eller ’R’ tasterne, samt diverse tryk på retningstasterne. Derudover har de forskellige skiløbere nogle signature-moves som kun de kan udføre. Disse kan dog kun udføres hvis man har samlet en speciel kage op (ja, du læste rigtigt, en kage?!!) og samtidig har opnået sin tophastighed. Desunden kan man som sædvanlig ’grinde’ på diverse ting der er placeret rundt omkring i landskabet. Grafisk er spillet langt fra spil som f.eks SSX Tricky, da de forskellige baner er direkte kedelige at se på. Det værste er dog den enorme mængde fade-in der er på banerne. Det minder lidt om Turok-spillene fra Nintendo64, så galt er det. Når karaktererne samtidigt ligner noget der er hevet direkte fra en PSOne, så har vi ikke noget kønt syn. For ligesom at understrege middelmådigheden så er hastigheden i spillet meget lav. Der er ikke den mindste form for fartfornemmelse og det gør spillet temmelig kedeligt. Animationerne er acceptable, men det er også det bedste der kan siges om grafikken. Lyden er en blanding af rap og metal, og det er som sædvanlig smag og behag om man kan lide den.

Meget skuffende

Som formodet konkurrent til andre ekstremsports-spil skuffer Jonny Moseley fælt. 3DO er på ingen måde fulgt med tiden og hardwaren. Manglende gameplay-modes, kedelig grafik og ingen muligheder for multiplayer holder simpelthen ikke i disse tider. De fanatiske skiløbere skulle måske overveje at prøve spillet, men alle andre burde holde sig langt væk.

Jonny Moseley: Mad Trix (EU)
Anmelders vurdering
1/6

Jonny Moseley: Mad Trix   © 3DO 2001   (PS2)    1/3 Jonny Moseley: Mad Trix   © 3DO 2001   (PS2)    2/3 Jonny Moseley: Mad Trix   © 3DO 2001   (PS2)    3/3