X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Ico


Når vi får spil ind på MSN Games, som ikke har fået den store omtale, kan vi godt blive lidt bekymrede, for det betyder gerne, at spillet ikke er det helt store sus. Men denne gang var det et spil, som overraskede positivt med sit fantastiske design og som har gameplay i højsædet. Tag med os ind i Icos forunderlige verden.

Der er måske nogle der har hørt om Ico, men meget ”hype” har spillet ikke fået, selvom det blev vel modtaget i USA. Spillet handler om en lille dreng ved navn Ico. Ico’s problem er, at han har horn i panden og i den landsby hvor han bor er dette ikke velset. Ico bliver, for byens bedste som de siger, transporteret til et gammelt slot, hvor han bliver låst inde i en lille isoleret boks. Da alt er stille og Ico er alene, begynder han at kæmpe en brav og tilsyneladende håbløs kamp for at slippe fri. På mirakuløs vis lykkes det for ham. Hans boks vælter, Ico bliver kastet ud og lander på stengulvet og i dette øjeblik starter spillet. Ingen ledetråde, ingen retningslinier, det er bare at gå i gang.

Genialt koncept

Idéen med Ico er, at spilleren skal hjælpe den lille dreng ud af slottet, men for at gøre det hele lidt mere kompliceret så render Ico hurtigt ind i en ung pige ved navn Yorda. Yorda har været indespærret i et ukendt tidsrum og hun virker svag og skrøbelig. Som den unge gentleman Ico er, påtager han sig nu også at hjælpe Yorda. Dette afstedkommer dog endnu flere problemer idet hun på mystisk vis er jagtet af dæmoner, som gør alt hvad de kan for at trække hende med sig til det hinsides univers de lever i. Dette må under ingen omstændigheder ske og Ico må kæmpe en brav kamp for at hjælpe Yorda og samtidig holde dæmonerne på afstand. Nu er konceptet med at redde en stakkels kvinde i nød jo ikke helt nyt, men det er genialt tænkt af Sony, at lade spilleren have hende med på hele turen. Det er en drejning af genren som vi ikke har set mange gange før.

Yorda på godt og ondt

Spillets opbygning virker meget som et klassisk adventure/puzzle-spil, hvor man skal løse en masse gåder for at komme videre. Det der, som nævnt, er det geniale i spillet er, at man ikke bare skal sørge for at løse puzzles, men også hjælpe den skrøbelige Yorda, som desværre fører disse frygtelige dæmoner med sig. Den unge dame er dog også en vigtig del af Ico’s redning, idet hun har en magisk evne til at åbne døre som Ico ellers ikke kunne komme igennem. De forskellige puzzles er ganske godt skruet sammen og de virker allesammen logiske, men man skal stadig tænke sig godt om. Spillet er designet på en måde, at man ikke kan dø, men skulle man falde ned fra en høj afsats, eller blive overmandet af en dæmon, så bliver man sat tilbage til sidste save/checkpoint. Men der er ingen energibar eller hitpoints at holde øje med. En anden genial ting ved spillet er tillidsforholdet mellem de 2 karakterer. Man skal hele tiden opmuntre Yorda og hjælpe hende over diverse forhindringer da hun ikke er særlig mobil. Ico har en ”kaldeknap”, der har den funktion at man til hver en tid kan kalde på Yorda, hvis hun skulle være tvivlende over det du giver dig i kast med. Hopper man f.eks over en lille kløft kan man kalde på Yorda og hun
vil forsøge det samme. Klarer hun det derimod ikke så mister hun lidt af tilliden til Ico og hun lytter ikke helt så meget til ham. Heldigvis findes der råd for dette, idet man kan tage hende i hånden og føre hende gennem forhindringerne, så der er flere muligheder for at klare hver forhindring. At have Yorda i nærheden er en god idé, da hun har en tendens til at flagre rundt i omgivelserne og så er hun meget åben for dæmonernes angreb, så det er med at holde øjnene åbne. Den eneste måde de onde dæmoner kan bekæmpes på, er ved at tæve dem med den lille træbjælke som Ico finder i starten af spillet. Der kan senere findes et eller to andre våben, men det bliver aldrig overdrevet. Det snedige ved kampene er, at man skal tænke over hvilken dæmon man angriber, da de udelukkende søger Yorda. Kæmper du mod en dæmon og lader den anden være, vil denne straks se sit snit til at trække Yorda ned i mørket.

Fremragende lavet

Spillet vil for mange nok minde om en avanceret udgave af Prince of Persia og de to spil har da også visse ligheder. Der hvor Ico virkelig understreger sin klasse er, at hele spillet føles som et stort puzzle, hvor hovedformålet er at slippe ud af det gamle slot. Alt dette bliver underbygget af nogle helt eminente omgivelser, der viser hvor meget en PS2 egentlig kan når udviklerne gør sig umage. Spillet er fyldt med fantastiske effekter. Sollys der kastes gennem vinduer og på omgivelser ser imponerende ud og de scener hvor der er vand involveret er også helt fantastisk lavet. Slottet ligner noget som en kunster har tegnet og det har alle de features og den majestætiske fornemmelse man forventer af et sådant. Karaktererne har rigtig meget personlighed og selvom de ikke taler samme sprog kan man se, at de forstår hinanden. De er tillige animeret på en sådan måde, at man tydeligt kan se den svage Yorda’s usikkerhed i skridtene og den unge Ico’s friskhed og iver. Dæmonerne er også imponerende. De er lavet i en slags sort røg der antager menneskeform og hvis man slår dem så hvirvles røgen til den side du slog, præcis fra det sted slaget kom. Eminent lavet. Kronen på værket er lyden, som også er rigtig flot. Der er, bortset fra enkelte scener, ingen musik overhovedet. Kun vores to unges skridt, vandets rislen, faklernes knitren og vindens susen kan høres og det er meget effektfuldt. Spillets eneste svage punkt er dets længde (ca. 8 timer), men til gengæld er det kvalitet fra start til slut.

Et mesterværk

Er man i humør til en spiloplevelse man sent vil glemme så er Ico ikke til at komme udenom. Det kan godt være at mange rynker på næsen af et puzzlespil og den dermed manglende action, men giv spillet en chance og du vil blive grebet af det. Det er så godt og professionelt skruet sammen, at det hele går op i en højere enhed. Spillet har stort set ingen historie, intet indviklet plot, ingen unødig snak, men det er rent, uforfalsket gameplay af højeste klasse. Ico er næsten ikke et spil, men snarere en æstetisk og tankevækkende oplevelse, der viser hvorfor det er så vigtigt, at lade spildesignere føre deres idéer ud i livet og ikke bare følge med strømmen af kloner. Spillet er ganske enkelt et mesterværk som alle burde nyde.

Ico (EU)
Anmelders vurdering
...en æstetisk og tankevækkende oplevelse, der viser hvorfor det er så vigtigt, at lade spildesignere føre deres idéer ud i livet og ikke bare følge med strømmen af kloner. Spillet er ganske enkelt et mesterværk som alle burde nyde.
6/6

Ico   © Sony 2001   (PS2)    1/5 Ico   © Sony 2001   (PS2)    2/5 Ico   © Sony 2001   (PS2)    3/5