Spillet ligner meget godt sin storebror på TV, med samme opbygning af menuer og CGI sekvenser af studiet. Men der er ikke meget mere end det, ikke engang et publikum bliver der vist, alle tilskuerpladserne er helt tomme og der er ikke skyggen af nogen form for vært overhovedet. En lille smule interaktivitet med et klappende publikum eller en smilende TV-vært, er alt sammen noget der kunne hjælpe til at få stemningen med fra showet - men sådan skal det altså ikke være i spiludgaven. Det er for ringe.
Lyd som i virkeligheden
Der er lidt mere kød på lyden, da kommentatorstemmen er en ganske god og dansk stemme, som er ramt lige i øjet på showet. Eidos skal have ros for at lægge en dansk stemme på spillet, en ting der virkelig hjælper på stemningen, hvis man i forvejen ser showet på TV. Alle jingler og lydeffekter er taget direkte fra showet og passer derfor perfekt ind i spillet, selvom et par af dem hurtigt sætter tålmodigheden på prøve.
Uegnet for enkeltpersoner
Hvem vil være millionær? er bedst når man kan samle et par stykker omkring det lille grå husalter, for singleplayer versionen afslører alt for tydeligt de mangler der er i spiludgaven. Det største problem er antallet af spørgsmål, som (iflg. coveret) skulle være noget over 1000 stk., men allerede efter 4 omgange begyndte de at gentage sig og det ødelægger simpelthen en del af spændingen som spillet faktisk godt kan levere. Et andet irriterende problem er den danske stemme, der ikke kan trykkes væk hvis man hurtigt vil hoppe videre til næste spørgsmål. Især de første 10 spørgsmål volder sjældent de store problemer og det havde været rart hvis man kunne presse tempoet lidt op.
Simpelthen for simpelt
Konsoludgaven er dømt til kun at blive hevet frem ved familiære sammenkomster, da man næppe kan holde ud at sidde og spille det alene i længere tid, det er simpelthen for simpelt. Vi kan anbefale spillet til fans af showet, men som et underholdene konsolspil er der ikke meget at komme efter.