Hidden Invasion

Udvikleren Toka, der står bag det noget klodsede hack’n’slash Soul Fighter til Dreamcast, er nu på banen med sin første PlayStation 2-titel, Hidden Invasion. Denne gang er gameplay-stilen inspireret af spil som Fighting Force og Oni. Læs i vores anmeldelse om denne kombination holder eller ej.Vi ser gentagne gange udviklere søge inspiration i andre spil i stedet for, at komme op med deres eget karakteristiske gameplay. Beat’em up-genren er et ganske godt eksempel på en genre, der i årevis har kørt i samme spor, genredefinerende klassikere som Double Dragon og Final Fight hører en svunden tid til. De franske udviklere Toka, prøvede at lege med genren i form af Soul Fighter - udspillet i et 3D fantasy-univers på Dreamcast-konsollen. Men kiksede kameravinkler og et repetitionsagtigt gameplay ødelagde oplevelsen. Hidden Invasion til PlayStation 2 er en form for videreudvikling af Soul Fighter, men denne gang hensat til et high-tech science-fiction miljø. Man kunne håbe på, at Toka havde lært af deres tidligere fejl. Det tyder imidlertid intet på.

Sammensværgelser og terror

Historien finder sted i en terrorpræget fremtidsverden, hvor en kæmpemæssig sammensværgelse ligger og lurer under overfladen. Dean Travis og Karen Bright er officerer i kampenheden, Special Forces og skal forhindre fremmede aliens i, at infiltrere jorden og udnytte dens kraftkilder. Historien er ikke just banebrydende, men af den forudsigelige slags. Rettere sagt, har man set et enkelt afsnit af X-Files, sparker plottet i Hidden Invasion ikke benene væk under én. Spilleren kan vælge en af de to spilkarakterer og så ellers begive sig afsted på nogle missioner. Disse er som regel bygget op således: Nå fra punkt A til punkt B, mens man konfronteres med et hav af fjender i ret store 3D scenarier. Et lille kort viser fjendernes position mens en ligegyldig retningspil farer frem og tilbage på skærmen, som et dårligt kompas.

Udmærket nærkamp

Til rådighed har man et fornuftigt udvalg af nærkampsangreb: Kast, spark og slå med forskellig effekt, baseret på antallet af tryk på sparke- eller slå-tasten. Det giver udslag i veludførte combo-slag. Paraderne holdes oppe med en separat tast, hvor en skjold-måler gradvist taber kraft, når man rammes af fjendens angreb. Kampsystemet er slet ikke så ringe, om end noget simpelt, men varieret. Toka

bruger motion-capture-teknologi ligesom i Soul Fighter, hvilket medfører flydende, dog en smule tunge, figuranimationer. I banerne kan våben opsamles og her bliver nærkamp reelt set underordnet, for mens nærkamp kan vare omtrent 2-3 min., kan et enkelt skud med en shotgun udradere et par fjender på 5 sek. En praktisk lock-on feature træder i kraft ved brug af våben, men den virker noget klodset og upræcis. Actionforløbet bliver derfor ikke særlig afbalanceret, så frustration og irritation tager hurtigt over.

Tekniske fejltrin

Udviklerne hos Toka gentager atter sig selv på billede- og lydsiden. Stilen minder grafisk set om en optimeret Soul Fighter-motor, og Hidden Invasion præges endda også af de samme ulidelige, hvis ikke værre, kameravinkler. Et kamera i 3. person kan det meste af tiden ikke følge trop med tempoet på skærmen, så spillerens udsyn af baneområdet er pludselig fastlåst bag diverse objekter. Banedesignet er ikke videre opfindsomt, oftest domineret af gentagelser, men i det mindste foregår der en smule interaktivitet i baggrunden, da biler, sprængstof o.a. kan sprænges i luften. Eksplosionerne er rimelig imponerende, hvorimod en dårlig teknisk billedside gør, at spillets hastighed føles tung og langsom. Pop-up og hakkede kanter (aliasing) er også til stede, men det ignorerer man hurtigt, da resten af spillets grafiske og lydmæssige helhed ikke rigtig spiller sammen. Finpudsning er en ting, dette spil ikke kender til. I mellemsekvenserne efter hver bane, formår en fortæller på udramatisk vis, at tilføre spillet et tykt lag af filmisk B-agtig stemning. Selvom fortælleren virker langtfra overbevisende, er det et plus for spillets ellers ensporede forløb.

Ikke kreativt nok

Hidden Invasion er et typisk bevis på en forhastet spiludgivelse, der lider af en klodset spilkontrol, en frustrerende ulidelig kameraføring og et meget lineært historieforløb uden spænding. Med en anelse mere kreativ programmering på udviklingssiden kunne spillet måske ligefrem have været holdbart. For dem, som brød sig om Soul Fighter, vil problemerne i Hidden Invasion måske ikke virke helt så fatale og ødelæggende for underholdningen. De fleste falder nok allerede fra, når de opdager den manglende 2-player support og en ordentlig gemme-funktion. Spillet kan nemlig kun fortsættes ved indtastning af et 12-cifret password!