Gun Valkyrie

GUNVALKYRIE blev oprindeligt annonceret til Dreamcast, men siden hen droppet pga. konsollens usikre fremtid. Nu kan vi takke Sega’s division, Smilebit, for at satse på en, i den grad, optimeret Xbox-version. Her på redaktionen har vi haft store forventninger til dette 3. persons action-mekka, da det virkelig har potentiale til at revolutionære dets genre.Smilebit - det glade udviklerteam hos Sega - har tidligere stået for bl.a. Hundred Swords og det originale Jet Set Radio-univers. Med sit seneste projekt i form af GUNVALKYRIE er der lagt op til en helt anden stil, såvel grafisk som gameplaymæssigt. Nu handler det om MDK-agtig shoot’em-up-action i omgivelser inspireret af Paul Verhoevens film, Starship Troopers. Med andre ord, et spil, hvor det kræves, at man stort set hele tiden er i konstant bevægelse for at gøre sig forhåbninger om overlevelse. Vi befinder os i 1906, hvor en ny verdensorden, teknologisk set, er på sit højeste. Siden Halley’s Komet passerede Jordens atmosfære i 1835, har man udvundet ufattelige mængder energi fra en mystisk substans i kometens kerne. Videnskabsmanden, Dr. Hebble Gate, brugte senere denne energi i sin forskning med kolonister på planeten Tir na Nog som forsøgskaniner. Man reporterede herefter om et pludseligt massivt udbrud af insekt-lignende væsener på overfladen, som havde et usædvanligt had overfor menneskeheden.

Luxuriøse opgraderinger

To GUNVALKYRIE’er - den adrætte og smidige Kelly samt den stærke, men mindre mobile kriger Saburouta - sendes til planeten for at opspore Dr. Hebble og udrydde de grønblodige insekter. Et kraftfuldt Gearskin-rustning er forbundet direkte med GUNVALKYRIE’ernes centralnervesystem og udnytter den rå energi fra Halley-kometens kerne. Jetmotorer gør det muligt at svæve og manøvrere i begrænset tid. På suveræn vis har man implementeret et combo-system, som fungerer i svævende tilstand, når fjender er lokaliseret. Trykkes det ene analoge stick ind aktiveres et Boost Dash, så man med høj hastighed kan aflægge store afstande ved at fare fremad, tilbage og strafe til siderne. På denne måde opbygger man kinetisk kraft og styrker sin karakters ildkraft og sårbarhed. Efter hver mission får man tildelt point efter præstation, så man kan købe sig til diverse opgraderinger af sit Gearskin. Disse ting er en gedigen pengemagnet og pludselig står man med en del prioriteringskvaler. Hvilken opgradering er mest nødvendig for den næste respektive mission? En velkommen profil af terræn, fjender, hints m.m. før hver mission er i den forbindelse en tilgængelig hjælp. Om end spillet oser af frihed og tilrettelæggelse på dette område, lugter de enkelte missioner af en smule "nå fra punkt A til B". Denne ensidighed opvejes heldigvis af lange plot-uddybende dokumenter - Resident Evil-style.

En nyskabende kontrol

GUNVALKYRIE har nyskabelsespotentiale ved at indeholde en nærmest revolutionær intuitiv styring. Spillet benytter Xbox-kontrolleren til fulde, hvilket i begyndelsen kan have en umiddelbar afskrækkende effekt på spilleren. Ligesom i Halo styrer det ene analoge stick karakterens krop og det andet stick, synsfeltet. Samtidig dirrer ens aftrækkerfingre på hver skulder-trigger. Spillets 360-graders frihed og høje action-niveau medfører krampagtige tungebevægelser, så man kan opretholde en vis balance og styringsmæssig præcision. Er man først kommet af med sin usikkerhed og har overstået anstrengelserne for at opnå fuld kontrol, så er GUNVALKYRIE tæt på at bryde igennem lydmuren. Har man først fuld kontrol over sin karakter, får man adgang til alle herlighederne i gameplayet.

Lækker organisk grafik

Grafikken er utrolig gennemarbejdet. De planetariske omgivelser på Tir na Nog er en kombination af store friluftsmiljøer og trange indelukkede alien-agtige facilitetskomplekser. Planeten er organisk beriget med store mystiske planter, alt sammen indhyllet af rene detaljerede overfladeteksturer, exceptionelt flotte lyseffekter og forblindende lens-flare. Grafik-hastigheden nedsættes kun, når mange fjender udryddes samtidigt. Store bjergvægge og et meget ujævnt terræn udgør ofte minimal sigtbarhed, så man ikke kan se, hvad venter forude. Det lækre er, at visse bjergsider kan bestiges via jetmotoren, så man kommer væk fra den fjendtlige landjord og kan opdage eventuelle livsformer, før de angriber en. Både bosserne og det grundlæggende fjende-design bliver dog genbrugt en smule for meget. Ikke desto mindre er de sidste par bosser en opvisning i forrygende artistisk design og grafisk storhed.

En blandet lydside

Lydsiden er præget af jævnlige op- og nedture. De myrekrybende insektudgydelser er effektfulde, mens musikken er en blanding af japansk rock med alt for bløde sødsuppe-agtige overgange. Et par stemningsfyldte baner imponerede dog med afdæmpede toner og ledte tankerne hen på Nintendo’s Metroid.

Fed action!

GUNVALKYRIE er ikke et stort spil i den forstand. Det virker en tand for kort med sine ti baner, fem overordnede bosser og en spilletid på mellem 10-13 timer. Der er ofte mange gentagelser i banedesignet, mens den planetariske atmosfære derimod, er god. Ligesom i Halo er det ude og inde-lokaliteter vi snakker om, baseret på en ensartet opbygning af samme organiske grundmateriale. De store stemningsfyldte og grafisk imponerende omgivelser gør, at man godt kan leve med ensartetheden. Genspilningsværdi er desuden i højsædet på samme måde som i Star Wars: Rogue Leader til Gamecube, hvis man skulle få lyst til at forbedre sine overall-resultater og finde alle gemte ’Halley Cores’. Alene denne replay-value redder spillet fra at ryge en karakter ned. For de tålmodige er en ekstra spil-mode og spilbar bonus-karakter også blandt goderne. Sværhedsgraden kan måske virke hård som en kokosnød, men er man først kommet ind til den søde saft, vil man glemme alt om tidligere anstrengelser og bare nyde hver eneste dråbe.