Grand Theft Auto: Vice City

Grand Theft Auto: Vice City er vel en af tidernes absolut mest ventede spiludgivelser. Som efterfølger til det vanvittigt populære GTA3 har Vice City, og dermed Rockstar Games, en enorm arv at skulle løfte. Det har de på mange punkter formået. Vice City er muligvis årets vigtigste udgivelse, men er det også den bedste?

Det første, der slår en ved mødet med Vice City, er en gedigen stilændring. Hvor GTA3 foregik i en dyster karikatur af New York City, er Vice City åbenlyst baseret på 80'ernes Miami, og står dermed i stærk kontrast til den mørke Liberty City. Som Tommy Vercetti, et nyligt løsladt mafiamedlem, bliver du sendt til det pastelfarvede, palmebefængte og solrige Vice City for at udvide familiens forretninger, da de ikke rigtigt ved, hvad de ellers skal gøre af dig. Allerede på den første opgave i de nye omgivelser går det helt galt, og Tommy mister alle sin arbejdsgivers penge. Det er mere end almindeligt uheldigt i de kredse, og Tommy må og skal skaffe pengene tilbage, koste hvad det vil.

Velkendt gameplay med modifikationer

Gameplayet står stort set uændret fra GTA3. Det handler stadig om at påtage sig missioner fra diverse kriminelle typer, og der er stadig mere end rige muligheder for at udføre små bijobs som ambulance- og taxakørsel, alt sammen for at få fyldt tegnebogen. Vice City er omtrent dobbelt så stor som Liberty City, hvilket også afspejles i antallet af og den variation af missioner, der er at finde. I Vice City skal der ikke bare køres i flere, nye biler og sejles i diverse både, men også flyves i helikoptere og fly, både af den fjernstyrede og den rigtige slags. Rigtigt mange missioner i Vice City har det tilfælles, at det står spilleren befriende frit for, hvordan opgaven skal løses. Skal du opsøge en person, der efter al sandsynlighed vil forsøge at stikke af? Så var det måske en idé at blokere hans flugtveje, før du konfronterer ham, i stedet for at skulle halse rundt i hele nabolaget i et desperat forsøg på at fange ham, inden han fordufter. Spillet foreslår ofte løsningsmodeller, men som spiller er man sjældent tvunget til at følge dem, og det giver en fantastisk fornemmelse af ikke bare frihed, men også af selv at være den, der kontrollerer begivenhederne. Et nyt tiltag i gameplayet er, at man nu kan købe forskellige ejendomme. Disse tjener adskillige formål. For det første fungerer de som save points, hvilket er hårdt tiltrængt, da man starter med kun et enkelt af disse, og det hurtigt bliver ret trættende at skulle køre den halve by rundt bare for at gøre et nyt forsøg på en fejlslået mission. Alt afhængigt af ejendommen kan de også bruges som garage for dine biler, eller endda som udgangspunkt for nye missioner. Det er en udvidelse af spillet, der virker godt og gør, at man får fornemmelsen af at "stige i graderne". Et punkt hvor Rockstar ikke har ændret noget, er den ekstreme grad af vold, der forekommer i spillet. Der bliver misbrugt motorsave og køretøjer mod uskyldige mennesker på grusomste vis, brugt havnearbejder-retorik i flæng og spillet har i det hele taget til fulde fortjent sin anbefalede aldersgrænse på 18 år.

Kontrolproblemer

Hvor populært GTA3 end var og stadigt er, blev der rettet en del kritik imod spillets kontrolsystem, når man ikke befandt sig i et køretøj. Rockstar har forsøgt at rette op på dette i Vice City, men desværre kun med begrænset held. Det er blevet gjort noget lettere at sigte, med en bedre markering af, hvem eller hvad man sigter på. Spillets automatiske valg af, hvem man først sigter på i en gruppe af mennesker, er som regel godt, men der er stadig problemer, når man vil skifte i mellem forskellige mål. Forholdsvist ofte går der så meget kludder i systemet, at man er bedre tjent med at slippe sigtet, bevæge sig lidt væk og

derefter tage sigte på ny, hvilket er ikke så hensigtsmæssigt midt i en skudduel. Ligeledes bevæger Tommy sig ikke ret præcist, og det kan forårsage en del forkludrede missioner, hvor man f.eks. skvatter ned fra et tag i stedet for at bevæge sig hen til kanten af det. Spillet bliver ikke på nogen måde umuliggjort af det noget upræcise styresystem, men det både kunne og burde have være håndteret meget bedre. Kontrollen med biler, både og helikoptere, er til gengæld intuitiv, præcis og fantastisk god til at fremstille forskellen mellem de forskellige typer af køretøjer.

Grafisk småjustering

Ét aspekt af Vice City, der er blevet talt meget om, er, om Rockstar ville foretage større justeringer af grafikken. Mange nød, hvor imponerende åbent GTA3 var, men så også, at grafikken i sine enkelte dele ikke var vanvittigt imponerende og var plaget af en del pop-up og andre skønhedsfejl. I Vice City er der rettet op på en del af dette. Lyseffekterne er forbedrede, der er længere draw distance (man kan se længere ud mod horisonten) og figurer og biler er blevet en smule mere detaljerede. I bund og grund er der ikke tale om en enorm forskel på den grafiske motor i GTA3 og Vice City, men mere en finjustering. Igen i Vice City gør det sig gældende, at grafikken i sine enkelte dele bliver overgået af rigtigt mange andre PS2 titler, men at det er helheden, der virkeligt imponerer. Et screenshot gør simpelthen ikke spillet ære. Først når man selv kører rundt i byen, ser skyskrabere langt ude i horisonten og ved, at man rent faktisk kan køre derhen og opleve nye nabolag, finde en lufthavn, indkøbscentre, butikker, små gyder, en motocrossbane og guderne må hvad andet, går det op for en, hvor Vice Citys grafiske styrke ligger. Jo, der er af og til fald i opdateringshastigheden af billedet - også i en grad hvor det kan gå ud over gameplayet, men Vice City formår alligevel for det meste at trække helheden i land, ikke mindst med sin enorme åbenhed, smukke solnedgange og baglygter, der giver genskær i de regnvåde veje.

Lyd, der kan få englene til at synge

Lyden i Vice City er ganske enkelt uovertruffen. Et soundtrack, fyldt med så mange 80'er hits i forskellige genrer, at det ville fylde mere end en håndfuld almindelige musikcd'er, radio talkshows, et sæt fremragende præstationer af professionelle skuespillere anført af Ray Liotta som Tommy Vercetti samt lydeffekter fra våben, biler, motorcykler, helikoptere, vind og vejr, der er både repræsentative og varierede nok til, at hele baduljen understøtter resten af spillet på fornem vis. Efter nogle timers spil begynder man at støde på gentagelser i soundtracket, men med så meget musik på dvd'en er det svært for alvor at beklage sig.

Køb det. Nu!

Grand Theft Auto: Vice City er intet mindre end et fantastisk spil, og selv om der på mange områder er tale om mere af det samme, er der så tilpas meget nyt i Vice City, at vi uden videre kan anbefale spillet også til ejere af GTA3. At lade en udgivelse, der selv uden de mange missioner ville byde på flere ugers underholdning med bare at køre rundt på opdagelse, lave stunts på motorcykler, drive-by shootings og hvad man ellers kan finde på, gå én forbi, ville nærmest være kriminelt. Vi ville hjertens gerne give så fantastisk et spil den samme topscore, som forgængeren fik, men de ret klare problemer med kontrol, kamp, frameraten samt et lidt irriterende savesystem, der stadig findes i Vice City, kan ikke længere afskrives som børnesygdomme, og der ryger derfor et enkelt point på den konto. Lad det dog ikke skræmme dig - Vice City er hele "besværet" værd.

Konklusion

Årets bedste spil? Det lader vi være op til jer, men budskabet skal dog stå helt klart: køb Vice City, før din nabo. Du vil ikke fortryde det.