X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Grand Theft Auto III


De sidste måneder op til jul, er traditionelt nogle af de bedste for os gamere. Det er nemlig i denne periode, de fleste udviklere sender deres storspil på markedet. Et af disse er Grand Theft Auto 3, der endnu engang placerer os i rollen som den småkriminelle, der skal forsøge at skabe sig en karriere i den tvivlsomme underverden.

GTA 3 er uden tvivl en af de mest ventede titler dette efterår og ikke uden grund. Da det første spil i serien så dagens lys, fik mange gamere opfyldt et ønske som de færreste spil tilbyder, nemlig at være skurk. I GTA er idéen nemlig, at spilleren, som skruppelløs skurk, skal arbejde sig op i hierarkiet og skabe respekt om sig selv hos de store gangster-bosser. Hvad og hvem, det så går ud over undervejs, er en mindre detalje. Spillet starter med en intro, hvor din karakter under et bankrøveri i Liberty City bliver forrådt af sin kæreste. Undervejs til fængslet, hvor der venter en dom på 10 år, bliver fængselstransporteren dog angrebet af ukendte gerningsmænd og dette leder os så direkte ind i selve spillet. En af dine ”kolleger” er heldigvis rimelig connected, så han leder dig straks hen til et lokale i en skummel gyde, hvor der hurtigt bliver skiftet tøj. Dette lokale fungerer som et save-point og en lille garage, hvor man kan gemme en enkelt bil, så man har noget i baghånden hvis tingene ikke lige går som forventet. Inden han smutter, giver din ”ven” dig også navnet på en kontaktperson, hvor du kan søge arbejde og så starter spillet for alvor.

Crazy Taxi?

Selve spillet foregår i Liberty City, en storby som alle andre, nemlig fyldt med kriminalitet af den ene eller anden art. Spillet går i al sin enkelthed ud på at udføre et hav af missioner. Man starter i det simple med at transportere personer fra et punkt til et andet, men det udvikler sig meget hurtigt til sabotage og blodige likvideringer. Efterhånden som man fuldfører missionerne, får man flere kontaktpersoner og så er det jo en fordel at være freelance. Du bestemmer nemlig selv, hvem du vil arbejde for, så spillet er meget varieret. Tillige er der, som i de tidligere spil, nogle telefonbokse hvor man til tider får opgaver af ukendte bagmænd. En af spillets store forcer er, at det ikke er specielt lineært, dvs. at man ikke skal udføre de forskellige jobs i en bestemt rækkefølge. Skulle man have lyst til at lave lidt på egen hånd, er der også rig mulighed for det. Man kan f.eks. stjæle taxaer og så samle kunder op og køre dem til deres destination, alá Crazy Taxi, hvilket man så får en økonomisk belønning for. Derudover kan man også stjæle ambulancer, politibiler, brandbiler osv, så der er rig mulighed for at gøre hvad man vil, når man vil. Friheden begrænser sig dog ikke kun til at stjæle alle de køretøjer man kan komme i nærheden af. Man kan, hvis man har lyst, bare gennembanke tilfældige fodgængere eller ligefrem dræbe dem. Enten ved hjælp af de bare næver, eller ved hjælp af assorterede våben som man kommer i besiddelse af undervejs.

Wanted!
Alt dette er selvfølgelig ikke helt så nemt som det lyder, da Liberty City har et temmelig synligt politikorps. Din karakter har øverst i hjørnet en status som hedder ”wanted-rating”, der består af nogle stjerner. Denne rating har stor indflydelse på, hvor meget frihed politiet giver dig. Stjæler man f.eks. en bil lige for øjnene af politiet, så stiger ens rating straks med en stjerne, hvilket gør, at politiet jagter dig lidt halvhjertet. Men jo mere ens rating stiger, jo mere politi får man på nakken. Man kan sågar risikere, at de får både FBI og militæret til at assistere sig. Derfor er det en god idé at passe på hvad man laver, da politiet har nogle temmelig gode skytter, som pumper dig fuld af bly hvis de får chancen. Hvis man bliver dræbt eller anholdt stopper spillet dog ikke. Du bliver enten placeret uden for hospitalet (hvis du er blevet dræbt), eller foran politistationen. Politiet er nemlig heldigvis modtagelig for bestikkelse, så det er godt at have penge på lommen. Man kan heldigvis få sin hastigt stigende ”wanted-rating” ned igen. Rundt om i byen kan man finde nogle små ikoner, og når man samler dem op, sættes din rating ned med én stjerne. Desuden er der, ligesom i de tidligere spil, nogle værksteder, som glædeligt maler din bil om mod en mindre betaling, hvilket også gør din rating lavere.

Hollywood-lyd

Rockstar og DMA har gjort meget ud af designet i spillet. Det minder meget om en blanding af Godfather og Shaft, eller andre lignende film/serier fra den tid, og det fungerer rigtig godt. Grafikken i spillet er også fint lavet. Det er ikke oppe på Gran Turismo 3-standard, men til gengæld er byen enorm og der er en masse aktivitet, såsom trafik og fodgængere. Selve belysningen er også fint lavet og skiftet mellem nat og dag har en blid overgang. Nogle vil måske brokke sig lidt over en smule pop-up, men man lægger faktisk ikke mærke til det, når man først er i gang. En af de mest drastiske ændringer i forhold til forgængerne er, at spillet nu foregår i 3D og dette giver en meget bedre indlevelse i spillet, da man er helt tæt på begivenhederne. Der er flere forskellige viewpoints og man kan stadig få det gamle top-down view, skulle man have lyst til det. Lydsporet er et kapitel for sig selv. Undervejs i spillet møder man flere og flere nøglefigurer, der alle sammen er indtalt af mere eller mindre kendte personer. Vi kan i flæng nævne Hollywood-stjerner som Joe Pantoliano, Michael Madsen, Robert Loggia og Kyle MacLachan og fælles for dem alle er, at de med deres diverse accenter giver spillet en ekstra tand af klasse. Stjæler man et køretøj kan man også fluks tænde for radioen og lytte til en masse forskellige typer musik, såsom jazz, hiphop, pop og talkshows. Styringen er også lige til at gå til, selvom man dog skal bruge lidt tid på at vænne sig til alle de forskellige køretøjer.

Genialt spil

Alt i alt er GTA3 alt det, som vi håbede på og der er ingen tvivl om, at savner man et godt actionspil, fyldt med mange og varierede missioner, så skal man fluks styrte ned til sin forhandler og købe det. Spillet er utroligt godt sat sammen, både hvad angår præsentation, grafik og lyd, og lægger man oven i dette, et meget fængende gameplay, så har man en af dette års helt essentielle titler.

Grand Theft Auto III (EU)
Anmelders vurdering
6/6

Grand Theft Auto III   © Rockstar Games 2001   (PS2)    1/3 Grand Theft Auto III   © Rockstar Games 2001   (PS2)    2/3 Grand Theft Auto III   © Rockstar Games 2001   (PS2)    3/3