Fur Fighters: Viggo's Revenge

Efter at have været aktuel til Sega's Dreamcast for snart ét år siden, har Acclaim endelig sørget for en konvertering til PlayStation 2. Spørgsmålet er så, om det stadig er lige så interessant - om det kan leve op til nutidens standarder? Ja, bestemt, for intet kan lave om på det faktum, at PS2 har brug for et tiltrængt skud adrenalin fyldt med sort humor og originalitet. Fur Fighters falder måske bare ikke i alle og enhver smag.
Skaberne af Metropolis Street Racer til Sega's Dreamcast og Formel 1-titlerne til PSone og PC, kan andet end 'bare' at rode med hestekræfter. Bizarre Creations har faktisk begivet sig ud i en genre med et tema, man ikke umiddelbart havde troet andre end Nintendo's Rare (N64), ville beskæftige sig med. Ved første øjekast kunne Fur Fighters nemt af udenforstående blive beskyldt som værende et tutte-nutte spil, der ikke hører hjemme på andet en Nintendo 64. Dette er ren og skær spekulation for Fur Fighters: Viggo's Revenge er meget mere end søde drageunger og charmerende hundeøjne. Hvis du altid har været irriteret på din lillebrors tøjdyr - måske af misundelse - vil du med det samme føle dig draget mod universet i Furfighters. Her handler det mildest talt, i form af toptrænede elite-pelsbefængte dyr, om at redde sin familie fra en kæmpe hvid oversmart kat's klør ved navn General Viggo, og på sin færd sønderlemme tøjdyrsbjørne. Hvis du tror, at dette lyder skørt, så bare vent til du har spillet Fur Fighters i et par timer. Herefter vil du garanteret opfatte dit kæledyr med anden respekt end hidtil. Din kære og rare gravhund er muligvis ikke hvad den udgiver sig for at være...?

Kæmpemæssige omgivelser

Seks toptrænede Fur Fighters blev nemlig for år tilbage nødsaget til at sætte den onde General Viggo bag tremmer - en kæmpe hvid kat, hvis eneste mål var at få verdensherredømme. General Viggo er selvfølgelig tilbage med onde knurrehår og snotdumme bjørne til at spærre ben for de seks Fur Fighters, så de ikke på ny kan spolere hans grumme planer. De seks superseje fighters består af lederen og gravhunden Roofus, ræven Chang, katten Juliette, pingvinen Rico, Kænguruen Bungalow og ikke mindst den yngste, mest nuttede, og måske farligste af alle, dragen Tweek. Hele denne gruppe lever et henslængt og tilbagetrukket liv i The Village, hvilket er selve hjemmebasen for dyrene. Imidlertid, mens alt er fryd og gammen, bliver deres børn kidnappet af den onde General Viggo og spredes for alle vinde i de såkaldte 'hubs'. En hub består af hvert sit tema og er indgangen til forskellige baner og boss-arenaer. I The Village er der seks hubs, og efter hver enkelt boss fra en given hub er overvundet, kan du betræde de andre hubs. Her snakker vi om umådelig store omgivelser. I bare én hub er der er op til flere kæmpemæssige baner. Disse skal udforskes uden et kort til rådighed, hvilket til tider gør, at du føler dig som en stukken vildfaren gris, der render frem og tilbage for at se, om man har fundet alle børnene. Børnene findes ofte ved at løse diverse opgaver. De fleste opgaver er velovervejede og ret originale.

Fuldstændig sort humor

Du skal være i besiddelse af almen logik for at gennemføre de fleste gåder, mens andre - ligegyldigt hvor indlysende de end måtte være - kan virke forvirrende og få en til at løbe forvirret rundt i en bane i adskillige minutter, hvorefter det viser sig, at man har overset en løsning, der rent faktisk stod placeret lige foran snuden på en. Heldigvis opvejer den totalt sorte humor i Fur Fighters, den ellers lidt forvirrede søgen efter de forsvundne børn. Du kan vælge at gøre spillet ensporet ved at tage den direkte vej i gennem spillet, men hør her: hvilken direkte vej? Ja, den er svær at finde og mange gange finder man sig selv siddende og anskue sit eget ansigt, afspejlet på Tv-skærmen med en chokerende grimasse smurt på. En grimasse man nok bør holde for sig selv...

Bortset fra at opsnuse sine familiemedlemmer, skal du lede efter Gold Tokens. Disse guld-emblemer ligger også spredt rundt omkring i banerne, og er af væsentlig betydning for din videre færd i spillets andre baner. Disse bliver nemlig kun tilgængelige, hvis du har erhvervet dig en tilstrækkelig stor mængde tokens. I spilforløbet støder du for det meste ind i mindre begavede bjørne, der går rundt og råber: " Dum-di-dum-duuuummm... ", i én uendelighed. Diverse dræbende angreb står på repertoiret, og man kan simpelthen ikke afholde sig fra at tonse løs på fjenderne med ammo. Hver enkelt medlem af fur fighterne har hver sin egenskab i nærkamp, men også én praktisk attribut, hvilken bruges til at navigere rundt i baner for at finde alternative ruter, der for det meste fører frem til deres børn eller for den sags skyld - overseje våben. Op til flere våben kan samles op, f.eks. Shotgun, Rocket Launcher, Freeze Gun, Plasma Blaster m.fl. Våben som man kun troede fandtes i FPS (first-person-shooter) titler så som Unreal Tournament. Der er dog intet blod i Fur Fighters, men udelukkende ULD.

Sukkersød 'cell-shading'-grafik

Fur Fighter's force ligger i det fængende gameplay, der tilbyder megen variation pga. kontrolmulighederne for hver enkelt fur fighter. Styringen foregår via begge analoge pads og kræver en smule tilvænning, men er du en garvet MDK, Turok eller TimeSplitters-tilhænger, vil du omgående føle dig hjemme. Efter styringen er mestret, føles spillet som en dans igennem et forunderligt sort humorfyldt univers, omtåget af den mere og mere anvendte 'cell-shading' teknik. Den tegneserie-agtige grafiske motor afspejles i andre populære titler som f.eks. Jet Set Radio (Dreamcast) og det kommende Klonoa 2 (PlayStation 2). I begyndelsen flot og farverig, men det er altså ikke detaljegraden, der skal vægtes mest i Fur Fighters. Helheden virker en anelse sukkersød i længden, men programmørerne har til gengæld implementeret masser af forudtilrettelagt aktivitet i baggrunden og omgivelser. Der er talrige mere eller mindre sjove og platte påfund. Bl.a. i banen, Lower East Quack, kommer en taxa pludselig hæmningsløst hamrende ind i en anden taxa, mens man stille og roligt går hen ad vejen og pløffer bamsebjørne.

60Hz billedsignal for alle pengene!

Det fører desværre i den anden retning til en del slowdown, hvilket er ærgerligt, men ikke altafgørende på minussiden for spillets underholdningskvotient. I storcenteret, World Quack Centre, kan du gå ind i en spilbutik og anskue populære spil titler, som har fået ændret deres rigtige navne til Fur Fighter-humor; 'Shenmoo' (Shenmue), 'Metropolis Sheep Racer' (MSR), 'Quack' (Quake), 'Resident Weevil' (Resident Evil). Andre steder er der hentydninger til film; 'Apocalypse Cow' (Apocalypse Now). Sådan er det hele vejen igennem spillet. Det er stort, MEGET stort, så forvent mange fornøjelige timer i selskab med Fur Fighters, hvis du kan holde til den tunge humor og det blod-frie miljø. Som en sidste tilføjelse i denne anmeldelse, vil vi gøre opmærksom på en sjældent set option - nemlig en 50/60Hz valgmulighed, hvad angår billedsignalet. Dvs. spillet kan køre i fuld 60Hz hastighed uden de obligatoriske og generende sorte bjælker, der til dags dato har præget de fleste PS2-titler. Det er synd, at andre udviklere ikke benytter sig af en 60Hz valgmulighed i sine udgivelser. Faktisk er det blevet hverdagskost i udelukkende spil-konverteringer fra Sega's Dreamcast, at inkludere denne option (f.eks. Rayman, Ready to Rumble 2, Crazy Taxi). Vi kan kun håbe på, at udviklere til PlayStation 2 på et eller andet tidspunkt indser, at en 60Hz option formår at få et spil til at virke mere flydende og skarpt på Tv-skærmen. En ting er sikkert - en gammel Dreamcast udgivelse eller ej - intet PS2 spil forekommer på nuværende tidspunkt mere velafbalanceret og flydende end Fur Fighters: Viggo's Revenge.